Folketingets Finansudvalg

Christiansborg

Finansministeren

 

Svar på Finansudvalgets spørgsmål nr. § 6 spørgsmål 1 af 21. februar 2008 (L 57).

Spørgsmål:

”Det fremgår af Budgetoversigten af februar 2008 side 25, at der i 2008 er afsat 116 mio. kr. til såkaldte understøttende aktiviteter og forberedelse af klimatopmøder i december 2009 finansieret bl.a. ved omprioritering inden for udviklingsbistanden. Hvor stor en del af de 116 mio. kr. i 2008 med henblik på klimatopmødet finansieres gennem ulandsbistanden?”

Svar:

På forslag til finanslov for 2008 fremgår følgende af anmærkningsteksten til § 06.11.01. Udenrigstjenesten:

”I forbindelse med Danmarks værtskab for FN’s Klimakonference i 2009 (COP15) varetager Udenrigsministeriet opgaver med forhandling, information, inddragelse af erhvervslivet og logistik. Bevillinger til afholdelse af udgifter vedrørende COP15, der i henhold til OECD DAC’s retningslinjer kan medregnes i udviklingsbistanden, kan i 2008, inden for en ramme på op til 45 mio. kr., overføres på lov om tillægsbevilling til nærværende konto fra rammen til udviklingsbistand på § 06.3.”

Af de 116 mio. kr., der er omtalt i Budgetoversigten af februar 2008, kan op til 45 mio. kr. således finansieres af udviklingsbistanden.

Med venlig hilsen

Lars Løkke Rasmussen