(Ordfører)
Martin Henriksen (DF):
Lovforslaget indebærer en reform af almen voksenuddannelse og skal bl.a. ses i sammenhæng med de anbefalinger, som Danmarks Evalueringsinstitut påpegede i 2005. Her anbefalede EVA bl.a. bedre muligheder for niveaudeling; det lægger forslaget op til, og det er vi godt tilfredse med i Dansk Folkeparti, da vi tror på niveaudeling i uddannelsessektoren generelt.
Derudover har der inden for de seneste år været en stigning i antallet af unge i alderen 18-25 år, som har søgt om optagelse på AVU på voksenuddannelsescentrene; der er mange forskellige slags unge, som har behov for det tilbud, som AVU er.
Der er faktisk en del gode grunde til at kigge på den nuværende struktur. Dansk Folkeparti ser forslaget som en naturlig forlængelse af velfærds- og globaliseringsaftalens målsætninger og indsats for at sikre, at mindst 95 pct. af en ungdomsårgang afslutter en ungdomsuddannelse.
Med lovforslaget sker der en øget målretning af uddannelsen mod de unge, der har forladt folkeskolen uden at være i stand til at gennemføre en ungdomsuddannelse og en videregående uddannelse. Samtidig giver reformen de modne voksne - hvis man kan sige det sådan - bedre mulighed for at styrke deres grundlæggende faglige kompetencer med henblik på f.eks. et jobskifte.
Der skabes også mulighed for, at kursisterne som noget nyt kan erhverve en almen forberedelseseksamen, der giver adgang til et hf- forløb. Det hilser vi velkommen i Dansk Folkeparti, da hf er velegnet til at sikre de uddannelsespolitiske målsætninger, som er fastsat af et flertal i Folketinget.
I den forbindelse kan man nævne, at hf egentlig burde fylde meget mere i den uddannelsespolitiske debat, i og med at netop denne skoleform har gode erfaringer med at give unge selvtillid og få dem videre i uddannelsessektoren.
Jeg vil dog fremhæve et muligt problem, som dog ikke vil få Dansk Folkeparti til at gå imod forslaget, da hensigten med forslaget er fornuftig og prisværdig. Men når forslaget åbner op for, at eleverne kan tage en hf-forberedende eksamen og vi samtidig ser en stigende tendens til, at ministeren giver VUC-centrene lov til at udbyde hele hf-forløb, kan vi risikere, at Folketinget indirekte og undervisningsministeren direkte medvirker til at løsrive hf fra det almene gymnasium, og den udvikling ønsker Dansk Folkeparti ikke.
Der står i bemærkningerne til forslaget, at den forberedende hf-eksamen vil kunne give eleverne et klart sigte med et kursusforløb, og det er isoleret set et fornuftigt synspunkt, men vi skal også være helt klar over, at mange unge, som ikke er meget ældre end de unge, der går på det almene gymnasium, har behov for et studiemiljø, som det almene gymnasium kan tilbyde, og som et VUC-center f.eks. ikke kan tilbyde.
Der er altså flere hensyn, som skal tages, og det beder jeg om at ministeren her i dag udviser forståelse for. For hvis vi fortsætter den udvikling, som ministeriet har stået for på området, kan det meget vel være, at vi gør én gruppe unge en tjeneste, mens vi gør en anden gruppe unge en bjørnetjeneste. Så en smule balancegang ville være på sin plads.
Sagt på en anden måde, så har unge voksne som udgangspunkt behov for det hf, som f.eks. et VUC-center kan tilbyde, mens unge, der er lidt, men ikke meget ældre end almindelige gymnasieelever, har behov for det, som en ungdomsuddannelsesinstitution kan tilbyde. Jeg håber i hvert fald, at pointen er forstået og modtaget.
Der foretages samtidig med dette lovforslag en målretning mod indvandrere og efterkommere uden tilstrækkelige danskkundskaber med henblik på at opkvalificere dem til det danske uddannelsessystem og det danske arbejdsmarked. Det er helt afgørende for Dansk Folkeparti, at den enkelte indvandrer selv gør en indsats, og med dette lovforslag håber vi at kunne skabe de nødvendige rammer for en øget opkvalificering af denne gruppe i samfundet.
Derudover vil der fremover blive stillet mere præcise krav til AVU-lærernes faglige kompetencer. Det hilser vi også velkommen i Dansk Folkeparti.
Endelig indføres en hjemmel til, at unge under 18 år på særlige betingelser og mod en økonomisk kompensation fra kursistens bopælskommune kan optages på et AVU-kursus. Jeg ser forslaget som en videreførelse af den nuværende praksis på området. Mig bekendt er det i dag ikke muligt at optage unge under 18 år, men ikke desto mindre har man gjort det alligevel; nu hilser vi ikke lovbrud velkommen i Dansk Folkeparti, selv om det jo nok lige går i den her sammenhæng.
Til sidst har vi med tilfredshed noteret os, at forslaget ikke medfører ændringer med hensyn til brugerbetaling; der kommer altså ikke øget brugerbetaling, og det synes vi også er positivt.
Så har vi også bemærket, at der i høringssvarene er nogle, der påpeger, at der måske godt kunne kigges lidt på hjælp og støtte til handicappede under et AVU-forløb, og vi synes også, det ville være relevant, hvis man gjorde det. Vi har bemærket, at der er et udvalg under Økonomi- og Erhvervsministeriet, som faktisk kigger på den her problemstilling, og det ser vi frem til bliver løst - måske ikke i den her omgang, men så i hvert fald i en senere omgang.
Dansk Folkeparti kan støtte forslaget og vil medvirke positivt til arbejdet i udvalget.