(Ordfører)
Thomas Jensen(S):
I Danmark har vi en lang tradition for, at arbejdsmarkedets parter i samarbejde med faglige voldgiftsretter løser tvister om fortolkningen af kollektive overenskomster. Denne løsningsmodel er central for vores arbejdsmarkedsmodel i Danmark. Nærværende lovforslag vil lovfæste og dermed forbedre denne tvistløsningsform.
Arbejdsmarkedets parter har taget initiativ til og støtter op om forslaget, og Socialdemokraterne bakker naturligvis også op om forslaget. Socialdemokraterne mener, at forslaget vil være med til at styrke den unikke danske model for arbejdsmarkedet, også kaldet flexicuritymodellen.
Flexicuritymodellen udgøres af tre elementer, som alle forudsætter hinanden, for at modellen kan fungere.
For det første kan de danske arbejdsgivere nyde gavn af en høj grad af fleksibilitet, fordi det er relativt lettere at afskedige lønmodtagere med kort varsel i Danmark. Det betyder, at virksomhederne sparer mange lønudgifter i perioder med lavvande i ordrebøgerne.
De kortere opsigelsesvarsler accepteres af lønmodtagerne på grund af flexicuritymodellens andet element, nemlig sikkerheden for, at lønmodtageren under periode med ledighed kan opretholde et rimeligt indkomstniveau i form af dagpenge.
Men fleksibilitet og sikkerhed er ikke nok i sig selv. Det, som får flexicuritymodellen til at fungere med et højt match af udbud og efterspørgsel af arbejdskraft, er den aktive arbejdsmarkedspolitik med en løbende opkvalificering af lønmodtagerne. Det er den løbende opkvalificering, som sikrer, at virksomhederne kan ansætte lønmodtagere, som har de kvalifikationer, der kræves for at kunne varetage de nye job, og samtidig er lønmodtagerne bedre sikret imod ledighed.
Forudsætningen for, at det danske arbejdsmarked fungerer på en rolig måde af gensidige fordele for lønmodtagere og arbejdsgivere, er, at aftalerne bygger på dialog inden for aftalte rammer mellem parterne.
Socialdemokraterne er naturligvis bekymrede for, når regeringspartierne begynder at flirte med overvejelser om at gribe ind i konfliktretten, og her skal ingen være i tvivl om, at Socialdemokraterne vil bekæmpe ethvert initiativ fra Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti, der går imod retten til frit at kæmpe for ordentlige løn- og arbejdsforhold.
Afslutningsvis vil jeg sige, at da indsættelsen af det nye kapitel om faglige voldgiftsretter i lov om Arbejdsretten vil lovfæste arbejdsgiverne og arbejdstagerne rettigheder støtter Socialdemokraterne forslaget.