Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri



 

København, den 6. februar 2008

Sagsnr.: 10699

 

 

 

 

 

 

 

Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 31. januar 2008 udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 16 ad L 45 - forslag til lov om ændring af lov om fødevarer. (Fødevarekontrol og sanktionsmuligheder m.v.) :

 

Spørgsmål 16:

"Ad svaret på spørgsmål 3:

Er det muligt at definere en bagatelgrænse for eksempel således, at en virksomhed skal have haft en gevinst på minimum 500 kr. på forseelsen/overtrædelsen - ellers er overtrædelsen/forseelsen bagatelagtig?”

 

Svar:

Jeg har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, som har oplyst følgende, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”For nogle overtrædelser vil den økonomiske gevinst være et af de væsentlige elementer ved bedømmelsen af alvor og omfang af en konkret overtrædelse. Som eksempel fra praksis kan nævnes, at bøden i en sag om salg af konventionelle æg som økologiske blev fastsat, så den svarede til den uberettigede fortjeneste, som virksomheden efter rettens skøn havde opnået ved denne vildledning.

 

I nogle tilfælde vil der imidlertid selv ved alvorlige overtrædelser enten være ingen eller kun meget begrænset fortjeneste. Eksempelvis indebærer en overtrædelse af kravet om, at restauranter og lignende kun må anvende pasteuriserede æg i ikke-varmebehandlede retter, betydelige sundhedsrisici, selv om restaurantens økonomiske gevinst ved overtrædelsen normalt vil være meget begrænset. I blandt andet disse tilfælde vil størrelsen af en økonomisk gevinst ikke være relevant ved bedømmelsen af, om en overtrædelse er bagatelagtig.

 

I andre tilfælde vil det være vanskeligt at fastslå eller dokumentere størrelsen på en eventuel gevinst. Det gælder f.eks. i mange sager om vildledning, hvor den uberettigede økonomiske gevinst ikke nødvendigvis skyldes en højere pris, men er resultatet af en større omsætning. Et andet er mangelfuld rengøring, hvor det ofte vil være vanskeligt at dokumentere virksomhedens besparelse ved at sjuske med rengøringen.

 

Som illustreret ved de nævnte eksempler vil den økonomiske gevinst i mange sager enten ikke være relevant eller ikke kunne stå alene ved vurderingen af, om en overtrædelse er bagatelagtig. I en række sager vil opnået eller tilsigtet gevinst naturligvis være et væsentligt kriterium, og det vil derfor også indgå i den i svaret på spg. 3 omtalte vejledning til fødevareregionerne som et af de parametre, de tilsynsførende skal have med i vurderingen af, om der foreligger en bagatelagtig overtrædelse.”

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

/Lisbet Nielsen