Folketingets Udvalg for Fødevarer,

Landbrug og Fiskeri

 

København, den 23. januar 2008

Sagsnr.: 10699

 

 

 

 

 

 

 

Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har i skrivelse af 18. januar 2008 udbedt sig min besvarelse af følgende spørgsmål 11 ad L 45 - forslag til lov om ændring af lov om fødevarer (Fødevarekontrol og sanktionsmuligheder m.v.):

 

Spørgsmål 11:

 â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 17/1-08 fra Fødevareindustrien vedrørende L 45, jf. L 45- bilag 6.”

 

Svar:

FødevareIndustrien har i brev af 17. januar 2008 i forbindelse med afgivelse af høringssvar på høring over udkast til bekendtgørelse om Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager fremsat ønske om, at der i forbindelse med behandlingen af L 45 gives adgang for erhvervs- og brancheorganisationer til på lige fod med forbrugerorganisationer at påklage afgørelser truffet af tilsynsmyndigheden.

 

Fødevareloven indeholder i § 58, stk. 5, en bemyndigelse for ministeren til at fastsætte regler om relevante forbrugerorganisationers adgang til at påklage afgørelser, der er truffet af tilsynsmyndigheden som følge af en anmeldelse af en mulig overtrædelse af fødevarelovgivningen.

 

Bemyndigelsen er udmøntet i § 19 i bekendtgørelse om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser[1], hvoraf fremgår, at en række forbrugerorganisationer[2] kan påklage afgørelser på fødevareområdet. Organisationen indtræder herefter som part i klagesagen.

 

Baggrunden for bestemmelsen i fødevarelovens § 58, stk. 5, er, at der fra visse forbrugerorganisationers side blev udtrykt ønske om at kunne deltage mere aktivt i påvisningen af, om gældende regler overholdes i praksis. Dette ønske blev imødekommet ved en ændring[3] af den dagældende fødevarelov, lov nr. 471 af 1. juli 1998, hvorved der blev indsat en bestemmelse svarende til den gældende § 58, stk. 5.

 

De relevante, landsomfattende forbrugerorganisationer, som bestemmelsen er møntet på, er karakteriseret ved deres ideelle formål, og ved at medlemmerne ikke har økonomiske enheder eller virksomheder.

 

Erhvervsorganisationerne er derimod karakteriseret ved, at deres medlemmer udgøres af økonomiske foretagender. Organisationernes interesseområder er således væsensforskellige fra forbrugerorganisationernes interesseområder.

 

En klageadgang for erhvervsorganisationer vil være retssikkerhedsmæssigt meget betænkelig. En afgørelse truffet af tilsynsmyndigheden vil således kunne påklages af en erhvervsorganisation, hvis medlemmer kunne være konkurrenter til den pågældende virksomhed og derfor eventuelt ønske afgørelsen ændret. Hvor indgangsvinklen til forbrugerorganisationerne vil være overholdelsen af gældende ret i forbrugernes interesse, vil en klageret hos erhvervets organisationer næsten ikke kunne undgå at tage sit udgangspunkt i økonomiske forhold.

 

Erhvervsorganisationer vil dog altid kunne støtte en medlemsvirksomhed overfor det offentlige og vil altid selv kunne rejse generelle spørgsmål overfor myndighederne.

 

Det er på den baggrund min opfattelse, at klageretten kun skal gælde forbrugerorganisationer, som repræsenterer generelle interesser indenfor fødevareområdet.

 

 

 

Eva Kjer Hansen

 

 

/Lisbet Nielsen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



[1] Bekendtgørelse nr. 1479 af 15. december 2005 om Fødevarestyrelsens opgaver og beføjelser

[2] Forbrugerrådet, Danmarks Aktive Forbrugere, Landsforeningen Grønne Familier og Noah

[3] Lov nr. 279 af 25. april 2001 om ændring af fødevareloven m.fl.