|
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 13 ad L 4 – forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Strafskærpelse m.v.) stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg den 23. januar 2008.
Spørgsmål 13
Vil ministeren – i forlængelse af besvarelsen af L 4 – spørgsmål 1 – lave en undersøgelse, der belyser hvordan straffebestemmelserne anvendes i sager om overtrædelse af planloven og naturbeskyttelsesloven?
Svar
Som det fremgår af lovforslagets bemærkninger, udarbejdede professor i strafferet, Gorm Toftegaard Nielsen, i 2005 en undersøgelse af straffesager på natur-, miljø- og planområdet.
Det fremgår af undersøgelsen, at problemerne i sagerne på natur- og planområdet primært vedrører lovliggørelsen af de strafbare forhold, det vil sige, at få gennemført en genetablering af den tidligere tilstand ved fx at rive en ulovlig bygning ned eller at genskabe en sø.
Endvidere påpeger Gorm Toftegaard Nielsen, at myndighederne i en række sager ikke har håndteret spørgsmålet om lovliggørelse korrekt.
For at styrke håndhævelsen på natur- og planområdet udsendte Miljøministeriet i samarbejde med Erhvervs- og Byggestyrelsen i maj 2007 en vejledning om håndhævelse af naturbeskyttelsesloven, planloven og byggeloven. Vejledningen har til formål at styrke tilsynsmyndighedernes arbejde med lovliggørelsessager. Vejledningen gennemgår forløbet i en sag fra tilsyn/besigtigelse, udstedelse af påbud og til evt. politianmeldelse.
Som en yderligere styrkelse af håndhævelsen på Miljøministeriets område blev der i 2005 nedsat et samarbejdsforum om straffesager på natur-, miljø- og planområdet. Samarbejdsforumet består af repræsentanter fra bl.a. Justitsministeriet, Rigsadvokaten, Rigspolitiet, Miljøministeriet og Kommunernes Landsforening. I forumet udveksles erfaringer, og en koordination af sagsgangen i håndhævelsessager på tværs af myndighedsskel sikres.
På baggrund af den undersøgelse, som Gorm Toftegaard Nielsen gennemførte i 2005, og de initiativer til styrkelsen af håndhævelsen på natur- og planområdet som følger op på den, mener jeg ikke, at der er grund til at iværksætte yderligere undersøgelser.
I øvrigt henviser jeg til min besvarelse af spørgsmål 1.