|
|
|
|
|
|
|
Miljøministerens udtalelse om antallet af personer, der blev straffet i 2006 for henkastning af affald i naturen til brug ved Miljø- og Planlægningsudvalgets behandling af L 4 – forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love (Strafskærpelse m.v.).
Under Folketingets 1. behandling af lovforslaget den 7. december 2007 blev der rejst spørgsmål om antallet af personer, der blev straffet i 2006 for henkastning af affald i naturen.
Miljøministeriet har i den anledning anmodet Rigsadvokaten om bistand til at fremskaffe oplysninger for 2006 fra Det Centrale Kriminalregister. Rigsadvokaten har bestilt udskrifter fra registeret og oversendt disse til Miljøministeriet.
En gennemgang af det modtagne materiale viser, at der er registreret
- 63 sager, hvor en person i 2006 er straffet for ulovlig henkastning af affald. Af sagerne kan det ikke ses, om affaldet er henkastet i byer, på parkeringspladser eller i naturen.
- 22 sager, hvor en person i 2006 er straffet for ulovlig håndtering af affald eller andre forurenende stoffer. Overtrædelsen kan i disse sager bl.a. bestå i ulovlig henkastning af affald.
Tallene skal dog læses med forbehold for:
- I Det Centrale Kriminalregister registreres kun overtrædelser, der er afgjort med en bøde på mindst 1000 kr. Det er altså uvist, hvor mange sager om henkastning af affald, der er afgjort med en bøde på under 1000 kr.
- Oplysningerne i Det Centrale Kriminalregister er meget kortfattede og omfatter alene personoplysninger, gerningsdato, straf og henvisning til straffehjemmel m.v.
En straffehjemmel kan omfatte flere forskellige overtrædelser. Eksempelvis omfatter en bestemmelse i miljøbeskyttelsesloven bl.a. ulovlig bortskaffelse af affald, ulovlig opbevaring og ulovlig behandling af affald. I en sådan sag kan det ikke ud fra kriminalregisteret ses, om den konkrete sag vedrører henkastning af affald i naturen.
- En gennemgang af samtlige overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven i 2006 er meget omfattende. For at begrænse omfanget af materialet anmodede Miljøministeriet alene om at få udskrifter fra kriminalregisteret for sager, hvor der alene er straffet for overtrædelser af miljøbeskyttelsesloven og naturbeskyttelsesloven og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf. Sager, hvor en person i en samlet sag er blevet straffet for eksempelvis overtrædelser af planloven, byggeloven og miljøbeskyttelsesloven, er derfor ikke medtaget i undersøgelsen.