Miljøministeren (Troels Lund Poulsen):
Jeg vil gerne takke ordførerne for deres positive kommentarer til lovforslaget. De viser, at vi jo er enige om lovforslagets sigte. Det er et lovforslag, som har været til første behandling tidligere, og det er jo også blevet nævnt, at det var til første behandling før valget. Der er ikke ændringer i lovforslaget, andet end at det træder i kraft lidt senere end det tidligere stillede lovforslag.
Man kan så stille sig selv spørgsmålet: Hvad er baggrunden for det her lovforslag? Det er jo helt rigtigt, som hr. Steen Gade sagde, at det bl.a. er med baggrund i den afdækning, som Gorm Toftegaard Nielsen har foretaget af bødeniveauet i en række sager om overtrædelse af miljø- og naturlovgivningen. Miljøstyrelsens og Gorm Toftegaard Nielsens undersøgelser af praksis har vist, at den udmålte straf på en række områder ikke står i rette forhold til overtrædelsens alvor. Det gælder særlig i mindre alvorlige sager.
Det er min holdning som miljøminister, at vi skal passe på vores natur. Den er ikke en losseplads, som man kan behandle efter forgodtbefindende. Det kan heller ikke passe, at folk ikke kan finde ud af at rydde op efter sig selv, når de har brugt vores fælles natur. Det er ikke i orden. Det er i særdeleshed heller ikke i orden, hvis virksomheder ikke kan finde ud af at følge de fælles spilleregler, som er gældende. Det er bl.a. det, som regeringen markerer med det her lovforslag.
Lovforslaget er også et led i den række af håndhævelsesinitiativer, som har været iværksat på natur- og miljøområdet. Formålet er at sikre, at vi passer bedre på vores fælles natur og miljø. Det er vigtigt, at folk kan se, at der er en konsekvens, hvis de overtræder reglerne, og derfor lægger regeringen også vægt på at sende et klart politisk signal om det. Man kan ikke forlange, at folk skal gøre en ekstra indsats, hvis de oplever, at andre kan køre på fribillet og slipper godt fra at se stort på love og regler. Det er bl.a. derfor, at regeringen har sat håndhævelse på dagsordenen.
Som jeg har nævnt, har vi taget en række initiativer på håndhævelsesområdet. Ud over håndhævelseskonferencen har vi også opdateret vores håndhævelsesvejledning til brug for kommunernes tilsyn, og den er der også blevet taget vældig godt imod hos dem, der skal bruge den. Derudover er der også nedsat et samarbejdsforum for miljøstraffesager, hvor både KL og Rigsadvokaten deltager. Regeringen har altså særlig fokus på, at der skal være gode værktøjer til rådighed for myndighederne i deres arbejde med at håndhæve lovgivningen. Denne gang er det bødestørrelserne, der er temaet. Vi ønsker kort og godt at sende det signal, at det ikke skal kunne betale sig at overtræde miljøbeskyttelsesloven. Og med det lovforslag, som vi nu diskuterer, sendes der et klart signal om, at det er en alvorlig overtrædelse f.eks. at benytte naturen som losseplads. Bøderne bliver højere, så de også afspejler alvorligheden i overtrædelsen.
Men jeg vil også gerne i dag sige, at det her også handler om andet end bøder. Det handler også om det personlige ansvar. Der er en udbredt accept af, at man kan opføre sig anderledes i det offentlige rum, end man kan opføre sig privat. Derfor er det også klart, at vi ikke kan lovgive os ud af alle de problemstillinger, der er vedrørende henkastning af affald. Vi bliver også nødt til at sende et klart signal om, at vi ikke bare igennem oplysning, men også gennem det, som jeg vil kalde god opførsel, opfordrer til og sikrer, at folk i højere grad opfører sig, som man gør derhjemme; man rydder op efter sig selv, man tager vare på naturen.
Derfor vil jeg også gerne i dag gøre opmærksom på, at der er nedsat en arbejdsgruppe om henkastning af affald. Den kommer nu med forslag til, hvordan man kan tilrettelægge en fremtidig indsats mod henkastning af affald. Der vil man bl.a. have et udgangspunkt, som tager afsæt i, hvilke initiativer man kan tage af mere oplysningsmæssig karakter. Der vil jeg selvfølgelig sige, at det er et arbejde, som jeg vil se helt fordomsfrit på, og jeg er også villig til at gå videre i forhold til den del, som handler om oplysning.
Til sidst vil jeg også gøre det klart, at lovforslaget selvfølgelig ikke ændrer ved - som også en række ordførere har sagt fra talerstolen - at det er domstolene, der i sidste instans afgør, hvilken bøde der skal udmåles for en konkret overtrædelse. Bøden kan derfor blive både højere og lavere end det vejledende bødeniveau, alt efter om der er skærpende eller formildende omstændigheder i sagen.
Jeg mener, at lovforslaget vil være med til at sikre, at det fremover ikke kan betale sig at overtræde miljøbeskyttelsesloven.
Så har der også været en debat om, hvorvidt det her er ren symbolpolitik. Der er blevet sat spørgsmålstegn ved, om det ikke er uden betydning at hæve bøderne. Til det vil jeg sige, at det her ikke er ren symbolpolitik. Vi sender det klare politiske signal, at med lovforslaget bliver bøderne højere. Lovforslaget giver også et godt værktøj til politiet. Det bliver enkelt for politiet finde ud af, hvad det er for en bøde, der skal gives, og det bliver også klart for domstolene, hvad vi som lovgivere mener om den slags overtrædelser. Så på en måde ensretter vi i praksis, samtidig med at bøderne bliver højere. Derfor vil jeg også sige, at det her ikke er noget paradenummer. Jeg vil selvfølgelig også som miljøminister følge den her lov tæt, når den forhåbentlig er blevet vedtaget. Derfor er der også god grund til, at vi med et passende interval løbende ser på, hvordan udviklingen så er i forhold til håndhævelse og brugen af de skærpede omstændigheder, der er i lovforslaget.
Så fik jeg jo et par spørgsmål, som jeg lige vil runde af med at besvare. Jeg siger først og fremmest tak for den ros, der kom fra den socialdemokratiske ordfører. Det er ikke altid, man får ros, og derfor er der i hvert fald grund til at anerkende, at der var nogle positive bemærkninger fra den socialdemokratiske ordfører. Dem er jeg glad for. Der var jo også et klart signal i den tale, jeg netop har holdt, som tager afsæt i, at det ikke kun handler om bødernes størrelse, men at det også handler om at fremme det, som den socialdemokratiske ordfører talte om var sunde vaner. Det er jeg helt enig i. Jeg er også enig i, at man skal arbejde med holdninger, som der har været en debat om.
Så var der et par kommentarer fra DF's ordfører om oplysning. Det er også det signal, jeg har sendt nu, at det her ikke er enten-eller, det er både-over. Det er vigtigt både at stramme op på bødeniveauet og at tage yderligere initiativer i forhold til oplysningskampagner. Der er allerede i dag en række oplysningskampagner, som en lang række frivillige foreninger står for, men det er klart, at hvis der kan findes opbakning til at prioritere det her område, vil jeg selvfølgelig også være villig til det.
I forhold til hele debatten omkring affald vil jeg sige: Ja, det er jo noget, der kommer til at fylde meget. Jeg synes, at hele den debat bedst diskuteres, når vi skal diskutere affaldshåndtering i forbindelse med den debat, vi får senere omkring affald. Men det er klart, at jeg da også er opmærksom på nogle af de eksempler, der bliver fremdraget rundtom i landets kommuner. Det er ikke som sådan noget, jeg vil forholde mig til i dagens debat, men jeg vil sige, at vi kommer til at diskutere affald efter jul, og så får vi rig lejlighed for at få en ordveksling omkring det.
Så var der et par bemærkninger og også et konkret spørgsmål fra SF's ordfører, som gik på, hvorfor der ikke også skal være strafskærpende omstændigheder for overtrædelse af planloven og naturbeskyttelsesloven. Der vil jeg sige, at det er min holdning, at overtrædelser af planloven og naturbeskyttelsesloven er meget forskellige. Der er sjældent tale om to sager, der er ens, selv om der kan være tale om overtrædelse af den samme paragraf. Derfor er det min vurdering, at det vil være vanskeligt at udarbejde et bødekatalog, som domstolene kan bruge. Så det er svaret på det spørgsmål.
Til sidst vil jeg sige, at jeg glæder mig til udvalgsbehandlingen, og jeg vil selvfølgelig følge lovforslagets videre gang.