Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 9 (L 38), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 14. januar 2008.
Lene Espersen
/
Barbara Bertelsen
Spørgsmål nr. 9 (L 38) fra Folketingets Retsudvalg:
â€Kan en fodboldfan, der f.eks. urinerer i en busk pÃ¥ vej til eller fra en fodboldkamp, optages i registeret?â€
Svar:
Om betingelserne for meddelelse af generel karantæne kan der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 2.
Det kan supplerende oplyses, at det fremgår af lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 1, at overtrædelse af § 3 i ordensbekendtgørelsen efter omstændighederne vil kunne danne grundlag for en karantæne.
Efter § 3, stk. 1, i ordensbekendtgørelsen må slagsmål, skrigen, råben eller anden støjende, voldelig, fornærmelig eller lignende optræden, der er egnet til at forstyrre den offentlige orden, ikke finde sted.
Endvidere er det efter § 3, stk. 2, i ordensbekendtgørelsen forbudt at udvise uanstændig eller anstødelig opførsel, der er egnet til at forulempe andre eller vække offentlig forargelse.
Endelig er det efter § 3, stk. 3, i ordensbekendtgørelsen forbudt at færdes så påvirket af alkohol eller andre berusende eller bedøvende midler, at det kan give anledning til ulempe for andre.
Efter § 18 i ordensbekendtgørelsen straffes overtrædelse af § 3 med bøde.
Om baggrunden for at medtage § 3 i ordensbekendtgørelsen i opregningen af de lovovertrædelser, der efter omstændighederne vil kunne danne grundlag for karantæne, kan der henvises til pkt. 3.4.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget samt pkt. 4 i den kommenterede høringsoversigt.
Som det fremgår heraf, er begrundelsen for at medtage ordensbekendtgørelsens § 3 navnlig, at denne bestemmelse i praksis vil kunne være særlig relevant ved forud aftalte slagsmål og optøjer frem for straffelovens § 244.
Som det bl.a. fremgÃ¥r af besvarelsen af spørgsmÃ¥l nr. 2, vil den omstændighed, at en person har overtrÃ¥dt § 3 i ordensbekendtgørelsen i forbindelse med en fodboldkamp, imidlertid ikke i sig selv kunne danne grundlag for meddelelse af en generel karantæne. I medfør af § 2, stk. 1, nr. 2, vil det sÃ¥ledes derudover være en betingelse, at politiet kan pege pÃ¥ konkrete omstændigheder, der sandsynliggør, at den pÃ¥gældende ellers pÃ¥ ny vil foretage strafbare handlinger i forbindelse med fodboldkampe.Â
En konkret vurdering af baggrunden for og karakteren af det relevante strafbare forhold vil derfor kunne føre til, at der ikke kan meddeles karantæne, fordi der ikke foreligger det fornødne konkrete grundlag for at antage, at den pågældende i fremtiden vil deltage i eller forårsage uroligheder i forbindelse med fodboldkampe.
Hvis en person f.eks. kun én gang har begået et strafbart forhold i forbindelse med en fodboldkamp, vil det således være en forudsætning for en karantæne, at politiet kan pege på – andre – konkrete omstændigheder, der sandsynliggør en sådan tilknytning til hooligan-miljøet, at det må antages, at den pågældende på ny vil begå strafbare handlinger i forbindelse med fodboldkampe.
Det skal i den forbindelse fremhæves, at det i pkt. 3.4.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget eksplicit anføres, at dette i særlig grad vil gøre sig gældende, hvis den foreliggende overtrædelse er af mindre alvorlig karakter. Dette vil naturligvis bl.a. være tilfældet ved mere bagatelagtige overtrædelser af § 3 i ordensbekendtgørelsen.
Det er i øvrigt et yderligere krav, at politiet – ud over vurderingen af betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2 – altid skal foretage en selvstændig konkret vurdering af, om det overhovedet er nødvendigt at meddele en generel karantæne af hensyn til opretholdelse af ro og orden.
Som beskrevet i pkt. 1.1. og 3.4.3. i de almindelige bemærkninger, er det i øvrigt en klar forudsætning bag lovforslaget, at ordningen alene skal rette sig mod det forholdsvis lille antal personer, der tilhører den hårde kerne af hooligans, som aktivt og systematisk opsøger voldelige sammenstød og overfald. Det er derimod ikke tanken, at karantæneordningen skal anvendes over for almindelige tilskuere, der i enkeltstående tilfælde – i fuldskab eller kådhed – begår lovovertrædelser af mere bagatelagtig karakter i forbindelse med fodboldkampe.
På grundlag af Rigspolitiets løbende monitering af området forventes der umiddelbart – som situationen ser ud i dag – at være behov for at meddele generel karantæne til i størrelsesordenen ca. 50-100 personer.