Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 4 (L 38), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 14. januar 2008.

 

 

 

Lene Espersen

/

 Barbara Bertelsen

 


Spørgsmål nr. 4 (L 38) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Kan en person, der stoppes med f.eks. et halvt gram hash på sig, optages i registeret?”

 

Svar:

 

Om betingelserne for meddelelse af generel karantæne kan der henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 2.

 

Det kan supplerende oplyses, at det fremgår af lovforslagets § 2, stk. 1, nr. 1, at overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer efter omstændighederne vil kunne danne grundlag for en karantæne.

 

Som det bl.a. fremgår af besvarelsen af spørgsmål nr. 2, vil den omstændighed, at en person f.eks. har overtrådt lovgivningen om euforiserende stoffer i forbindelse med en fodboldkamp, imidlertid ikke i sig selv kunne danne grundlag for meddelelse af en generel karantæne. I medfør af § 2, stk. 1, nr. 2, vil det således derudover være en betingelse, at politiet kan pege på konkrete omstændigheder, der sandsynliggør, at den pågældende ellers på ny vil foretage strafbare handlinger i forbindelse med fodboldkampe. 

 

En konkret vurdering af baggrunden for og karakteren af det relevante strafbare forhold – f.eks. besiddelse af hash – vil derfor kunne føre til, at der ikke kan meddeles karantæne, fordi der ikke foreligger det fornødne konkrete grundlag for at antage, at den pågældende i fremtiden vil deltage i eller forårsage uroligheder i forbindelse med fodboldkampe.

 

Hvis en person f.eks. kun én gang har begået et strafbart forhold i forbindelse med en fodboldkamp, vil det således være en forudsætning for en karantæne, at politiet kan pege på – andre – konkrete omstændigheder, der sandsynliggør en sådan tilknytning til hooligan-miljøet, at det må antages, at den pågældende på ny vil begå strafbare handlinger i forbindelse med fodboldkampe.

 

Det er i øvrigt et yderligere krav, at politiet – ud over vurderingen af betingelserne i § 2, stk. 1, nr. 1 og 2 – altid skal foretage en selvstændig konkret vurdering af, om det overhovedet er nødvendigt at meddele en generel karantæne af hensyn til opretholdelse af ro og orden.

 

Som beskrevet i pkt. 1.1. og 3.4.3. i de almindelige bemærkninger, er det i øvrigt en klar forudsætning bag lovforslaget, at ordningen alene skal rette sig mod det forholdsvis lille antal personer, der tilhører den hårde kerne af hooligans, som aktivt og systematisk opsøger voldelige sammenstød og overfald. Det er derimod ikke tanken, at karantæneordningen skal anvendes over for almindelige tilskuere, der i enkeltstående tilfælde – i fuldskab eller kådhed – begår lovovertrædelser af mere bagatelagtig karakter i forbindelse med fodboldkampe.

 

På grundlag af Rigspolitiets løbende monitering af området forventes der umiddelbart – som situationen ser ud i dag – at være behov for at meddele generel karantæne til i størrelsesordenen ca. 50-100 personer.