(Ordfører)
Sophie Hæstorp Andersen(S):
På Socialdemokratiets vegne vil jeg gerne kvittere for, at ministeren i den her sag har været meget velvillig ved at tilgodese os i forbindelse med de henvendelser, vi har fået fra forskellige handicaporganisationer, der kan være med til at sikre, at man, når vi nu laver et forsøg med at lave elektronisk brevafstemning ved menighedsrådsvalg, også får nogle it-løsninger, som er godkendte efter internationale standarder, således at vi rent faktisk sikrer os, at der bliver en tilgængelighed på det område.
Når vi taler demokrati og udvidelse af det, er det jo tit sådan, at vi så netop glemmer de mennesker, som har svært ved at deltage; dem, som ikke kan komme ind i stemmelokalerne, fordi lokalerne ikke er ordentlig tilgængelige, fordi vi stadig væk udfører mange valg i gamle skoleklasser og andre steder. Nu udvider vi altså med en elektronisk afstemning, og så er det vigtigt, at det også bliver på en tilgængelig måde, på en ordentlig måde, således at vi husker de medborgere, som ikke har så let ved at møde op på dagen eller betjene sig af internettet alene.
Derfor vil jeg bare gerne kvittere for, at ministeren er kommet med nogle svar i sagen, der viser, at man nu rent faktisk gør noget på det her område. Vi ser det som et vigtigt første skridt i retning af, at man også på andre områder kan sikre tilgængelighed for vore handicappede medborgere.