Undervisningsministeren (Bertel Haarder):
Jeg vil gerne takke ordførerne for den meget brede opbakning, der er til forslaget. Tak til dem, der har været med til at udforme det, og tak til fru Hanne Agersnap fra SF, som tilsyneladende synes, at vi har gjort det nogenlunde, således at også SF kan tilslutte sig. Jeg glæder mig til at besvare spørgsmål fra Enhedslisten, fra fru Johanne Schmidt-Nielsen. Jeg håber, at jeg kan svare så tilfredsstillende, at også Enhedslisten kan tilslutte sig.
Meget afgørende for sagen er det jo, at bestyrelserne for de to institutioner den 12. oktober i år har søgt om godkendelse af en sådan sammenlægning. Den skal have virkning fra den 1. januar 2008, og i gældende lov er der en mulighed for, at ministeriet kan godkende en sådan sammenlægning, og derefter vil det lovforslag, vi behandler, være lovgrundlaget for uddannelserne.
Jeg vil gerne berolige fru Christine Antorini med, at der er et samarbejde med universiteterne allerede, og det samarbejde vil selvfølgelig fortsætte. Jeg tror, at det vil blive styrket af, at denne nye medie- og journalisthøjskole vil kunne samarbejde ud fra en endnu stærkere position inden for det område, hvor den er landsdækkende. Så derfor er jeg ikke bekymret for, om det samarbejde vil komme op at stå - eller rettere sagt, jeg er ikke bekymret for, om det vil fortsætte, jeg er sikker på, at det vil fortsætte.
Det vil i øvrigt også fremmes af, at der jo bliver én bestyrelse og en enstrenget ledelse, som bliver højskolens øverste myndighed. Den bestyrelse skal afspejle højskolens samlede profil og opgaver, og medlemmerne skal tilsammen have de kompetencer, som er relevante for højskolens profil, sådan at der bliver tale om en ægte fusion, hvor begge parter føler, at de har ejerskab til den nye medie- og journalisthøjskole.
Jeg takker ordførerne for den brede opbakning.