(Ordfører)
Karl H. Bornhøft (SF):
Som helt ny i Tinget vil jeg sige, at det har været en god start på den her dag at opleve, hvor positive Folketingets medlemmer kan være i deres diskussioner. Jeg bed mærke i, at der var et par af de tidligere talere, der præcis sagde, at det var meget, meget svært at finde andet end rosende ord om den tidligere finansminister og nu formand for Tinget. Lad mig sige: Det var dejligt at høre; det kunne jeg nu godt, men lader være.
Jeg vil da også sige, at jeg synes, det var specielt at høre hr. Morten Messerschmidt gøre opmærksom på, at han blev helt opløftet ved at høre hr. Svend Auken. Og jeg, som hidtil havde troet, at det var noget, hr. Morten Messerschmidt kun kunne blive i grøften i Tivoli, så det var rart at vide, at det kan bredes ud.
Inden formanden nu fortæller mig, at jeg er her for at tale om L 21, vil jeg med det samme sige, at L 21 er udtryk for, hvad der reelt er nødvendigt. Det er en nødvendighed. Forslaget fylder jo kun det hul ud, som er skabt med nedlæggelsen af amterne. Lovforslaget viser, uanset at det er en nødvendighed, jo altså også generelt en centraliseringstendens, som vi har været hårdt præget af siden 2001.
Jeg vil også godt have lov til at tilkendegive, at jeg måske synes, man skal passe på med at lægge for meget i teatrenes støtte til det her forslag, andet end at det jo er bydende nødvendigt for dem at agere på den her måde, for ellers kunne de ikke udfylde deres rolle.
Jeg vil så også godt sige med det samme, at vi i SF er meget tilfredse med, at der i kommentarerne til lovteksten i teaterlovens § 31 fastslås, at detaljeringsniveauet stopper ved teaterlederens løn og ansættelsesvilkår. Og det er jo rart at vide, at det i det mindste stopper et sted.
Som sagt fylder det her forslag i dag jo kun et hul ud, og det, der jo bliver rigtig spændende for mange af os, bliver de mere indholdsmæssige diskussioner om landsdelsscenernes fremtid, ensartede udgangspunkter m.v. Så SF anbefaler altså, at forslaget overgår til anden behandling.