Miljøministeren (Troels Lund Poulsen):
Tak til ordførerne for modtagelsen af og debatten om lovforslaget. Som det er bekendt, er der tale om en genfremsættelse af lovforslaget, som i sidste samling hed L 5. Lovforslaget blev dengang positivt modtaget og faldt kun bort på baggrund af, at der blev udskrevet folketingsvalg. Jeg kan derfor kun gentage min forgængers ønske om, at vi får en hurtig vedtagelse af forslaget her i Folketinget.
Jeg kan også forstå på ordførerkredsen, at der er opbakning hertil, og jeg håber, at der kan dispenseres fra reglen om, at der skal gå 30 dage mellem fremsættelse og endelig vedtagelse. Så har vi nemlig mulighed for at få vedtaget lovforslaget inden jul, og inden den nuværende koncession udløber den 8. januar 2008.
Jeg er klar over, at denne sag, når vi snakker om løsningsmodeller, kan bringe tingene og sindene i kog. Jeg vil derfor gerne her i dag præcisere, at dette lovforslag alene handler om en koncessionsforlængelse og ikke en stillingtagen til, hvilke løsningsmodeller man skal overveje i fremtiden. Samtidig vil jeg også gerne understrege, at det bliver sidste gang, at der gives en forlængelse, uden at der er en afklaring. Vi skylder både værket og lokalbefolkningen, at der træffes en beslutning.
Derfor har jeg besluttet mig for at besøge Tangeværket snarest muligt, og det vil sige, at jeg går efter, at der skal være mulighed for et besøg, inden 2007 er forbi, og jeg har en ambition om at besøge Tangeværket inden jul - også for at få en fornemmelse for, hvad det er for et område, Tangeværket er placeret i, og for derved at give mig en mulighed for som minister at se på nogle af de ting, som præger debatten.
Derudover vil jeg også gerne i dag sige, at med miljømålsloven, som blev vedtaget i 2003, blev det lagt fast, at der skal laves en vandplan for alle vandområder inden udgangen af 2009. Planerne skal opfylde målsætningerne i EU's vandrammedirektiv og sikre god økologisk tilstand også i Gudenåen. Det betyder, at staten senest i december 2009 skal offentliggøre en vandplan for Gudenåen, hvoraf det bl.a. skal fremgå, hvilke løsningsmuligheder der er med hensyn til Tange Sø. Den statslige plan skal derefter følges op af kommunale handleplaner inden udgangen af 2010.
Denne planlægningsproces skal nu gå sin gang, og det er for tidligt at sige noget om konsekvenserne for de fremtidige forhold for Gudenåen, Tangeværket og Tange Sø. Derfor synes jeg, det er fornuftigt, at værket kan fortsætte, mens vandplanerne udarbejdes, og at der derefter på baggrund af planerne træffes en beslutning om, hvad der skal ske. Men som jeg allerede har sagt, vil jeg også lægge vægt på, at der tages en beslutning, så snart vi har et beslutningsgrundlag, som giver mulighed for det.
Lovforslaget skaber hjemmel til at forlænge Tangeværkets koncession med 6 år, men allerede efter 3 år, ved udgangen af 2010, kender vi vandplanerne og ved således, hvad vi skal rette os efter for at leve op til kravene i EU's vandrammedirektiv. Derfor skal vi, når der er gået 3 år, lægge en langsigtet plan for værket, for Gudenåen og for søens fremtid og om nødvendigt projektere den løsning, som skal iværksættes, når koncessionen udløber. Den foreslåede løsning i lovforslaget giver plads til, at vandplanerne udarbejdes, og at der træffes en langsigtet beslutning, og det er efter min opfattelse rettidig omhu.
Ifølge høringssvarene fra Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Sportsfiskerne, Gudenaacentralen, Foreningen til Bevarelse af Tange Sø og Dansk Energi er denne løsning en, man kan enes om, og det er jeg glad for.
Vi har allerede i dag skabt flere frie passager i Gudenåen bl.a. ved Ry og Klostermølle, men vi vil gøre en ekstra indsats for vandmiljøet i hele Gudenåen. Derfor er Gudenåen også udpeget som et af de geografiske områder, der indgår i regeringens særlige vand- og naturindsats. Det betyder, at der allerede er flere naturprojekter i gang langs Gudenåen, f.eks. Vilholt Mølle og Uldum Kær, som jeg selv haft mulighed for at besigtige tidligere. Den indsats er der behov for, og den vil vi selvfølgelig fortsætte i de kommende år.
Lad mig så gøre et par bemærkninger til de spørgsmål, der har været fra bl.a. SF's ordfører, hr. Steen Gade. Med den ordførertale, som jeg netop har holdt, mener jeg at der er givet et klart tilsagn om, hvad der er regeringens holdning, og også om, at der igangsættes en politisk beslutning, så snart vi har et ordentligt beslutningsgrundlag herfor. Om nogen er jeg som miljøminister meget interesseret i at sikre, at vi alle får det bedst mulige beslutningsgrundlag, men det mangler vi altså en lang række oplysninger for at have. Men jeg vil selvfølgelig gerne i dag give det tilsagn, at der skal være et oplyst og fornuftigt beslutningsgrundlag, og det arbejder vi så frem imod at sikre.
Det er det, som jeg vil sige her under førstebehandlingen. Jeg håber på en positiv og saglig drøftelse af forslaget og ser frem til, at Folketinget kan vedtage lovforslaget hurtigst muligt inden jul.