(Ordfører)
Rasmus Prehn (S):
Det er med stor undren, at vi fra socialdemokratisk side konstaterer, at velfærdsministeren på trods af gentagne opfordringer ved førstebehandlingen ikke ønsker at opdele dette lovforslag i to. Vi har lige set, at det kunne lade sig gøre med hensyn til L 18, men ministeren har ikke været til sinds at gøre det med det her forslag.
Når regeringen igen og igen påstår, at de så gerne vil lave brede aftaler her i Folketinget, virker det ærlig talt selvmodsigende, når velfærdsministeren på dette område udelukker en bred aftale om kommunernes adgang til at vælge Skanderborgmodellen.
Socialdemokratiet er meget optaget af at sikre kommunerne større frihed til at vælge styreform. I det hele taget er Socialdemokratiet optaget af at styrke det kommunale selvstyre, og derfor er det ulykkeligt, at regeringen sammenblander to vidt forskellige forslag i en og samme lov og dermed udelukker et godt og bredt samarbejde om større frihedsgrader til landets kommuner.
Socialdemokratiet kan nemlig under ingen omstændigheder støtte hele den del af lovforslaget, der handler om at tvinge kommunerne til en bestemt måde at beregne deres udbud på. Den vidtstrakte beføjelse, som lovforslaget lægger an til, at ministeren skal have til at bestemme de nærmere regler for, hvordan kommunerne skal beregne kontroludbud, kan Socialdemokratiet ikke støtte. Principielt bryder vi os ikke om, at den slags regler bestemmes af ministeren alene frem for at blive behandlet her i Folketinget. Kontroludbuddet ender i alt for mange tilfælde med unødigt skrivebordsarbejde og ressourcespild frem for billigere og bedre service for borgerne.
Socialdemokratiet mener, at kommunerne skal have frihed til at udføre beregninger ved kontroludbud ud fra et realistisk niveau, der svarer til deres faktiske omkostninger ved at udføre en given opgave. Kommunerne skal ikke pålægges en rigid bureaukratisk og nidkær procesregulering, der fastsætter, at kommunerne skal beregne deres kontroludbud på baggrund af langsigtede gennemsnitlige beregninger og omkostninger. Det kan nemlig betyde, at kommunerne pålægges ekstra omkostninger uden at få mere velfærd for pengene. Socialdemokratiet mener, at opgaverne i kommunerne skal løses bedst og billigt. I modsat fald bliver det jo skatteyderne, der skal betale regningen.
I Socialdemokratiet har vi tillid til, at kommunerne vælger at sætte opgaver i udbud i det omfang, de selv finder det nødvendigt for at sikre borgerne den bedst tænkelige velfærd. Vi håber derfor fra socialdemokratisk side, at velfærdsministeren her i sidste time vælger helt at skrotte den del af lovforslaget, der handler om kontroludbud, eller som det mindste opdeler lovforslaget i to, ligesom vi lige har gjort med det forrige lovforslag, og som der i øvrigt er en lang tradition for her i Folketinget. Besinder velfærdsministeren sig ikke, er Socialdemokratiet nødsaget til at stemme imod hele lovforslaget, og vi ser altså endnu et eksempel på, at regeringen fører fastlåst blokpolitik. Det er meget trist.