Nick Hækkerup (S):
Det er også lidt i forlængelse af hr. Frank Aaens bemærkninger, nemlig spørgsmålet om, hvorvidt der er et provenu eller der ikke er et provenu, når man lukker et skattehul. Hvis der ikke er et provenu ved at lukke et skattehul, så er der vel i sagens natur ikke tale om noget skattehul. I øvrigt har jo også nogle af de svar, som er givet fra ministeriet, indikeret eller givet et billede af, at der er tale om, at den her fraflytterbeskatning er sat i system, og at der er tale om, at der er ganske mange penge, som unddrages den beskatning, som der ellers ville have været, hvis reglerne ikke havde haft det her skattehul i sig.
Så kan man selvfølgelig godt sige, som ministeren gør, at det her var indregnet, og det vil sige, at det bare er et spørgsmål om at nå det gamle niveau. Men når vi står med en regel, der har den alder, som den her regel har, må man gå ud fra, at mekanismen har været sådan, at det manglende provenu selvfølgelig har sat sig spor i statsregnskabet, hvor man har kunnet se, at der så var en afvigelse i forhold til budgettet, og man i de efterfølgende år har budgetteret efter den provenuforventning, som lå i statsregnskabet. Hvis det er rigtigt, altså at budgettet er tilrettet det faktiske niveau, vil der selvfølgelig også være et provenu, når skattehullet lukkes.
Jeg synes, det er interessant ikke alene for Folketinget, men også for offentligheden at vide, hvad det er for nogle penge, der bliver bragt i spil, og hvad den eventuelle alternative anvendelse af de penge kunne have været, og hvordan udvides vores skattegrundlag osv.