(Ordfører)
Per Clausen(EL):
Nu er det jo muligt, at det her lovforslag ikke handler om liberalisering, selv om det at forberede sig på liberalisering indgår som et vigtigt element i lovforslaget. Derimod kan man da konstatere, at spørgsmålet om privatisering af Post Danmark indgår meget tydeligt i lovforslaget, fordi det lægger op til, at man skal fremskynde salget af aktier til den her engelske kapitalfond, som allerede har 22 pct. af aktierne, for det er det, der ligger, når man i lovforslaget i § 4, stk. 1, skriver, at transportministeren bemyndiges til at til at sælge aktier i Post Danmark A/S. Det er for det, som dette lovforslag grundlæggende handler om, nemlig fusionen med det svenske postvæsen, fuldstændig unødvendigt og helt irrelevant, så derfor ville Enhedslistens synspunkt være, at man jo roligt kan fjerne det stykke i § 4. Der vil så være god tid til efterfølgende at diskutere, hvordan og hvorledes man i givet fald skulle sælge flere aktier til den engelske kapitalfond.
Det ville selvfølgelig også åbne op for den mulighed, at man skulle tage imod den mulighed, der rent faktisk ligger i den oprindelige aftale, nemlig at den danske stat kan købe aktierne tilbage, så vi altså kan genvinde den fulde magt og indflydelse over Post Danmark fra statens side, uanset om vi så bliver i stand til at slå EU's liberaliseringsfelttog tilbage eller ej. Pointen i det er jo, at det allerede nu er sådan, at det har to negative effekter, at man har en kapitalfond som medaktionær. Den ene er den, at det jo i sig selv betyder, at de har krav på, at Post Danmark går efter det maksimale overskud. Og den anden er, at allerede i de aftaler, man har nu, er det sådan, at den engelske kapitalfond har vetoret i forbindelse med væsentlige beslutninger, i øvrigt en vetoret, som man vil tage med sig over i det dansk-svenske samarbejde.
Så derfor mener Enhedslisten faktisk, at det her lovforslag ud over at handle om spørgsmålet om samarbejde mellem svensk og dansk post også handler om, hvorvidt vi skal fremskynde, fremrykke privatiseringen af Post Danmark, eller vi skal give os chancen til at få en fornyet debat om, hvorvidt erfaringerne med at markedsgøre Post Danmark nu er så gode, at vi skal gå videre ad den vej.
Indtil nu synes vi i Enhedslisten, at vi entydigt kan se forringet service, når det angår postudbringning, som jo indimellem, må man nærmest konstatere, for tiden foregår sådan lidt vilkårligt, lidt tilfældigt, eller måske vilkårligt efter en eller anden plan, som Post Danmark laver. Det er også en konstatering af, at dækningen af postservice i øvrigt over for borgerne i landet er blevet systematisk forringet, ikke mindst for de mennesker, der bor i de tyndt befolkede dele af landet, hvor det jo er et grundsynspunkt, at man gerne vil have mennesker til at bo, men ligegyldigt hvor man kommer hen, så ser man jo i øvrigt, hvordan mængden af posthuse, postindleveringssteder osv. er stærkt reduceret.
Det interessante er jo også, at man åbenbart har den teori, at når der sker det, at kerneydelsen, nemlig de almindelige breve, bliver reduceret i mængde, så er det bedre, hvis man i stedet for at have en virksomhed, der tager sig af det og har det som en service, den yder over for befolkningen, har nogle konkurrerende firmaer, der beskæftiger sig med dette som en sidebeskæftigelse ved siden af det, der er den profitable beskæftigelse, nemlig at bringe pakker, tidsskrifter og ikke mindst reklamer ud. Man må stille sig selv spørgsmålet, om liberaliseringen på den måde overhovedet har nogen som helst fornuft, når det gælder om at sikre et ordentligt serviceniveau, og det er i hvert fald lidt ubegribeligt for mig, når folk med henvisning til tidligere erfaringer siger, at det alt sammen bliver bedre i fremtiden.
Uanset om vi er i stand til at slå EU's skadelige liberaliseringsfelttog tilbage eller ej, så har vi i hvert fald mulighed for at sikre, at det er den danske stat, gerne i samarbejde med den svenske stat, som har den afgørende indflydelse på Post Danmark og dermed også har mulighed for at bruge Post Danmark som nogle, der i hvert fald agerer aktivt for at sikre et ordentligt serviceniveau for danskerne frem for at være et selskab, hvis fornemste funktion er at tjene penge ind til en engelsk kapitalfond.
Jeg mener sådan set på baggrund af det, som er sagt af Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti i dag, at der burde være god mulighed for at få fjernet § 4, stk. 1, sådan at vi i hvert fald ikke får sat yderligere gang i privatiseringen af Post Danmark.