NOTAT

 

Dato:

15. april 2008

Kontor:

Udlændingelovskontoret

J.nr.:

2007/4000-92

Sagsbeh.:

KJH/LAj

 

 

 

 

 

Notat om de indkomne høringssvar vedrørende forslag til lov for Færøerne om udlændinges adgang til opholdstilladelse med henblik på visse former for beskæftigelse.

 

 

1.       Indledning

Integrationsministeriet hørte ved breve af 9. august 2007en række myndigheder og organisationer over forslag til lov for Færøerne om udlændinges adgang til opholdstilladelse med henblik på visse former for beskæftigelse.

 

Følgende hørte myndigheder og organisationer har pr. dags dato afgivet bemærkninger til lovforslaget:

 

Dansk Retspolitisk Forening, Datatilsynet, Landfogeden på Færøerne og Landsorganisationen i Danmark.

 

Følgende hørte myndigheder og organisationer har oplyst, at de ikke har bemærkninger til lovforslaget:

 

Advokatsamfundet, Dansk Socialrådgiverforening, Den Danske Europabevægelse, Flygtningenævnet, Institut for Menneskerettigheder, KL, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, Kristelig Fagbevægelse, Københavns Byret, Præsidenterne for Vestre og Østre Landsret, Rigsadvokaten, Rigspolitiet og Foreningen af Statsforvaltningsdirektører.

 

Følgende hørte myndigheder og organisationer har pr. dags dato (endnu) ikke afgivet bemærkninger til lovforslaget:

 

Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amnesty International, Beskæftigelsesministeriet, Beskæftigelsesrådet, Centralorganisationernes Fællesudvalg, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Dansk Røde Kors, Den Danske Dommerforening, Det Centrale Handicapråd, Dokumentations- og Rådgivningscenteret om Racediskrimination, Dommerfuldmægtigforeningen, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Foreningen af offentlige anklagere, Foreningen af Statsamtsjurister, Foreningen af Udlændingeretsadvokater, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Færøernes landsstyre, Grønlands landsstyre, Handel, Transport og Serviceerhvervene, HK/Danmark, HK/Kommunal, HK/Privat, Håndværksrådet, Justitsministeriet, Kristelig Arbejdsgiverforening, Københavns Kommune, Landbrugsrådet, Ledernes Hovedorganisation, Mellemfolkeligt Samvirke, Politidirektøren i København, Politiforbundet i Danmark, retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Retssikkerhedsfonden, Rådet for Etniske Minoriteter, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Specialarbejderforbundet i Danmark, Udenrigsministeriet samt UNHCR.

 

I det følgende gengives hovedindholdet af de modtagne høringssvar med hensyn til forslagene i det fremsatte lovforslag og Integrationsministeriets bemærkninger hertil. Bemærkninger af generel politisk karakter samt forslag og bemærkninger, der ikke vedrører de fremsatte forslag, er således ikke medtaget. Integrationsministeriet kan for en fuldstændig gennemgang af samtlige indsendte synspunkter henvise til høringssvarene, som er sendt til Folketingets Udvalg vedrørende Færøske Forhold ved brev af 11. april 2008.   

 

2. Indførelse af en positivliste samt indførelse af en særlig lempelig adgang til opholdstilladelse med henblik på beskæftigelse på Færøerne for borgere fra EU-lande.

 

Dansk Retspolitisk Forening anfører, at der efter DRF’s opfattelse er tale om et forslag, der på Færøernes foranledning overlader øget kompetence på området til rigsmyndighederne. Der er samtidig tale om et forslag, der giver EU-borgere lettere adgang til Færøerne. Denne hurtigere og smidigere procedure, der også sikrer arbejdstageres ægtefæller og mindreårige børn adgang kan DRF tilslutte sig, uden at DRF herved tager stilling til det overordnede spørgsmål om Færøernes selvstændighed.

 

Integrationsministeriet skal hertil bemærke, at lovforslaget er udarbejdet efter ønske fra det færøske landsstyre og i samarbejde med landsstyret. Det bemærkes endvidere, at spørgsmålet om, hvorvidt lovforslaget overlader mere eller mindre kompetence til rigsmyndighederne, ikke har været afgørende for Integrationsministeriets arbejde med forslaget.    

 

Datatilsynet noterer sig, at det af lovforslagets almindelige bemærkninger vedrørende § 7 fremgår, at bestemmelsen svarer til ordningen i udlændingelovens § 9 a, stk. 16, hvorefter samme oplysningstyper uden udlændingens samtykke kan videregives fra Udlændingeservice til det regionale arbejdsmarkedsråd, således at der kan reageres i tilfælde, hvor løn- og ansættelsesvilkårene inden for et område ikke sædvanligvis alene er reguleret i en individuel ansættelseskontrakt. Datatilsynet bemærker endvidere bl.a., at Færøerne i persondatalovens forstand er at betragte som et tredjeland, og at persondatalovens § 27, stk. 1, medfører, at der som udgangspunkt kun må overføres personoplysninger til et tredjeland, såfremt dette land sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau. Lovforslaget vil efter Datatilsynets umiddelbare opfattelse medføre, at oplysningerne vil kunne overføres til Færøerne, uanset om Færøerne sikrer et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau for behandlingen af oplysningerne.

 

Integrationsministeriet skal hertil bemærke, at det tages til efterretning, at karakteren af de oplysninger, som i kraft af lovforslaget skal overføres til Færøerne, ikke giver anledning til persondataretlige problemer.

 

Landfogeden på Færøerne anfører, at det i lovforslagets almindelige bemærkninger og i lovforslagets specielle bemærkninger til § 9 bør præciseres, at også straffebestemmelsen i kapitel 9 i udlændingeloven, som sat i kraft for Færøerne ved kongelig anordning, finder anvendelse i forhold til udlændinge, der meddeles opholdstilladelse efter de foreslåede bestemmelser. Landfogeden anfører endvidere, at det i lovforslagets specielle bemærkninger bør præciseres, at arbejdsgivererklæringen jf. lovforslagets § 4, stk. 4, skal være skriftlig. Landfogeden finder herudover, at det i lovforslagets § 7 samt i bemærkningerne hertil bør fremgå, at underretning om meddelte opholdstilladelser tillige videregives til Landfogeden.

 

Integrationsministeriet skal hertil oplyse, at præciseringerne er foretaget. For så vidt angår Landfogedens bemærkninger til § 9, skal ministeriet henlede opmærksomheden på, at denne bestemmelse fremgår af lovforslagets § 8. Dette skyldes, at § 8 i det udkast, som ministeriet udsendte til høring, efterfølgende er taget ud af lovforslaget i overensstemmelse med færøsk ønske herom. §§ 9 og 10 er således blevet til §§ 8 og 9.

 

Landsorganisationen i Danmark bemærker, at forudsat, at det i forbindelse med udlændinges adgang til opholdstilladelse på Færøerne baseret på eventuel ansættelse sikres, at gældende overenskomster efterleves, har LO ingen bemærkninger til forslaget.

 

Integrationsministeriet skal hertil bemærke, at det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 5, at Udlændingeservice kan anmode det færøske landsstyre om en udtalelse, hvis der er mistanke om, at ansættelseskontrakten eller ansættelsestilbudet ikke er overenskomstmæssig. Det fremgår endvidere af bemærkningerne, at det færøske landsstyre efter anmodning om udtalelse fra Udlændingeservice undersøger – evt. efter høring af relevante arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer – hvorvidt betingelserne for at meddele opholds- og arbejdstilladelse er opfyldt, jf. de foreslåede § 2, stk. 1, § 3 eller § 4, stk. 3. Det er samlet set ministeriets opfattelse, at denne ordning indebærer tilstrækkelige reaktionsmuligheder, såfremt der opstår tvivl om, hvorvidt et ansættelsesforhold er overenskomstmæssig.