(Ordfører)
Frank Aaen (EL):
Vi er i Enhedslisten meget glade for, at folk finder sammen, forelsker sig og gerne vil giftes. Vi er glade for, at man også har mulighed for at vælge, hvilket land man gerne vil bo i. I stedet for at regeringen, som den i almindelighed vil det, vil bestemme, hvor folk skal bo, synes jeg, at det er en god idé, at prins Joachim og hans kommende hustru har fået lov til at bestemme, at de gerne vil bo i Danmark. Det er rigtig godt.
Jeg ved ikke, om det er sådan en form for præstationsløn, vi har med at gøre, for da Joachim blev skilt, gik han ned i løn, og nu hvor han bliver gift, går han op i løn. Det er selvfølgelig sådan en slags ordning, som nogle synes er en god idé. Jeg synes selv, det lyder lidt mærkeligt, men hvis det er sådan, at man har sådan en ordning, at man synes, at Joachims kommende kone skal belønnes, så burde hun blive belønnet selv. Jeg mener, hvis man virkelig mener, at hun laver et stykke arbejde for Danmark - og jeg vil gerne høre fra statsministeren, om det ikke er sådan, at de, der laver arbejdet, også bør have lønnen, sådan har jeg forstået statsministerens indstilling til verden - hvorfor skal lønnen så gives via en mand? Hvorfor gives pengene ikke direkte? Så ville jeg da have lidt forståelse for det, der er i gang her.
Nu ved alle, hvad vi mener om kongehuset, og vi synes måske netop, at det skulle privatiseres, men hvis man ikke privatiserer kongehuset, men vil belønne kongehuset med en stor gage, bør det enkelte individ i kongehuset vel have pengene. Det er jo i anledning af det kommende giftermål og det nye medlem af kongehuset, at den her lønforhøjelse gennemføres, så kunne vi ikke lave et ændringsforslag til loven, sådan at lønforhøjelsen bliver givet til den, den vedrører? Det synes jeg ville være rigtig godt, hvis man nu har den her form for statsstyre, som vi åbenbart har, med et kongehus.
Så synes jeg da også lige, at vi skal regne lidt på det. Altså, når nu vi er sådan lidt rundhåndede i dag i Folketinget, som der åbenbart er flertal for at være, var der måske andre, som man også skulle være lidt rundhåndet over for, og derfor vil jeg da gerne bruge anledningen i dag til at sige, at det ville da være rigtig godt, hvis statsministeren udviste den samme form for rundhåndethed over for andre, som oven i købet utvetydigt gør et rigtig godt stykke arbejde. Det synes jeg måske skulle komme før det her.
Men der er åbenbart flertal for, at vi skal have et kongehus, men skal vi have det, bør vi i hvert fald sørge for, at der er ligestilling inden for kongehuset, og at en hustru ikke skal komme og bede om almisser hos sin mand.