(Privatist)
Bjarne Laustsen (S):
Jeg kan jo ikke forstå, at velfærdsministeren ikke kommer op og svarer på de spørgsmål, som fru Sophie Hæstorp Andersen stiller heroppefra. Det er jo rigtigt, at vi har stillet nogle spørgsmål, men ikke fået svar på særlig mange af dem. Vi har haft et samråd, og jeg vil sige, at ministeren var ved at kloge sig på salg af almene boliger.
Grunden til, at jeg bruger den formulering, er jo, at vi har lyttet til det åbne samråd på cd, og jeg vil gerne have lov til at nævne en enkelt linje derfra. Under bemærkninger under samrådet anførte ministeren, at en hel del havde set anderledes ud, hvis ikke man havde solgt ejendommene i Københavns Kommune. Det var selvfølgelig de her to ejendomme, som ministeren sigtede på.
Så spørger vi helt præcist om, hvad forskellen er på, at Københavns Kommune sælger nogle almene boliger til deres lejere - det var i princippet det, der skete - og så den lov, som ministeren gerne vil gennemføre her, hvor man laver en forsøgsordning. Det blev på samrådet oplyst, at der til dato er solgt ni boliger, og ingen har fået skøde på ejendommen. Hvorfor er det en fiasko, når Københavns Kommune sælger dem, mens det er en succes, når ministeren og regeringens flertal vil give boligselskaberne mulighed for at sælge boligerne? Hvorfor er der den forskel? Vi mangler altså simpelt hen et svar på, hvordan det kan være. Konsekvensen er sådan set den samme.
Nu har vi spurgt yderligere i spørgsmål 2 om, hvordan det her kan være, og så siger ministeren, at det jo er klart, at udbuddet ændrer sig. Hvis man sælger nogle af de almene boliger, kommer der til at mangle nogle. Det er også rigtigt, men så må man sørge for at bygge nogle. Det er lige præcis årsagen til, at Boligselskabernes Landsforening, kommunerne og andre er imod det her projekt, fordi der ikke er sikkerhed for, at der, når man sælger nogle boliger, bliver bygget et tilsvarende antal nye, og derfor er der ikke nogen, der er interesseret i det her. Dem, der har de velbeliggende almene boliger, et rækkehus eller andet, på en god grund, har til gengæld en meget lav husleje, så de er slet ikke interesserede i at købe. Det er også sådan i Danmark, at folk skal have lov til at vælge den boligtype, som de helst vil have.
Det, der er problemet her og i en række andre sammenhænge, er, at regeringen har ødelagt andelsboligmarkedet ved at tillade, at man kan optage lån i sin andelsbolig til noget, der ikke har noget som helst med boligen at gøre. Det har presset priserne i vejret på andelsboligerne. Og der er forskellige andre ting, der har gjort, at det er blevet meget dyrt at gå ud og erhverve sig en andelsbolig.
Men der er ikke noget som helst, heller ikke i det svar, der giver dækning for ministerens bemærkninger under samrådet om, at meget ville have set anderledes ud, hvis ikke man havde solgt de ejendomme. Det må vi have et svar på i dag.
Jeg er spændt på, om ministeren rækker fingeren i vejret og siger det her. Hvis ikke det er tilfældet, vil jeg selvfølgelig bede om, at vi får den her sag tilbage i udvalget igen med henblik på at få et samråd med ministeren. For det er jo fuldstændig essentielt det her, nemlig at når boligforeninger har nogle boliger, som de gerne vil leje ud til deres beboere og til en overkommelig pris, er det jo ganske uhensigtsmæssigt, at vi har et snævert flertal herinde, der siger, at boligerne for enhver pris skal sælges. Nu har vi haft en forsøgsordning, og den er en dundrende fiasko! Af alle de ideologiske projekter, denne regering har trukket frem, er det den største fiasko af dem alle sammen, og alligevel har man intet lært og heller ikke lyttet, og derfor vil man fortsætte det her arrangement. Derfor må vi have sagen tilbage i udvalget, hvis ikke ministeren i dag vil svare på, hvad forskellen er på, at Københavns Kommune sælger boliger og regeringen sælger boliger. Det var et interessant spørgsmål at få svar på.
Jeg håber, vi kan få svar i dag, så vi kan undgå at skulle have sagen tilbage i udvalget, men ellers vil det være konsekvensen.