Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

NMJ/ J.nr. 2008-2400-54

Folketingets Kommunaludvalg

 

 

 

 

 

Dato: 19. maj 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Kommunaludvalgs brev af 14. maj 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 7 (KOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 7:

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 13. maj 2008 fra TEKNIQ, jf. L 174 - bilag 14.”

 

 

Svar:

 

Det fremgår af brevet, at der efter TEKNIQ´s opfattelse er et betydeligt energibesparelsespotentiale i kommunerne, og at lovgivningen bør udformes, så kommunerne har incitamenter til at udnytte dette potentiale. TEKNIQ opfordrer til, at kommunale investeringer i energispareprojekter holdes uden for den foreslåede begrænsning af kommunernes anlægsudgifter, som følger af L 174.  

 

Velfærdsministeriet skal bemærke, at det fremsatte lovforslag indebærer, at hvis bruttoanlægsudgifterne for kommunerne under ét i 2008 overstiger budgettet, vil der blive foretaget modregning i kommunernes bloktilskud for 2009. Modregningen vil i givet fald omfatte de kommuner, som har overskredet deres anlægsbudget for 2008.

 

De anlægsprojekter, som kommunerne har planlagt og budgetteret med, kan de altså også gennemføre. Men de må holde sig inden for de rammer, som anlægsbudgettet angiver. Hvis en kommune ønsker at igangsætte et projekt, som ikke indgik i budgettet, må den som udgangspunkt forsøge at omprioritere inden for sit anlægsbudget eller eventuelt udskyde andre projekter, så den samlede ramme kan overholdes.

 

Med hensyn til investeringer i energibesparende foranstaltninger skal det bemærkes, at lovforslaget ikke forhindrer kommunerne i at investere i energibesparende foranstaltninger. Kommuner, der har lagt disse investeringer ind i budgettet for 2008, vil umiddelbart kunne gennemføre investeringerne som planlagt. Hvis kommunen ønsker at investere mere, end der er budgetteret for, vil det være nødvendigt med en prioritering af de samlede investeringer i 2008, så kommunerne under ét overholder de vedtagne budgetter. Kommuner vil i 2009 og frem fortsat have mulighed for at investere i energibesparende foranstaltninger under hensyntagen til de samlede rammer, som fastlægges for den kommunale økonomi.

 

Formålet med L 174 er at modvirke kapacitetspres på økonomien, og derfor vil det modvirke intentionen i lovforslaget at undtage bestemte kategorier af anlægsinvesteringer.

 

Det skal herudover påpeges, at lovforslaget indeholder en dispensationsbestemmelse, som kan blandt andet kan udnyttes i tilfælde, hvor helt særlige forhold påfører en kommune anlægsudgifter, som kommunen ikke havde mulighed for at forudse ved budgetlægningen, eller en helt nødvendig færdiggørelse ikke kan holdes inden for det samlede anlægsbudget.

 

Dispensationsbestemmelsen kan anvendes i forbindelse med akutte foranstaltninger, men det er dog en forudsætning, at kommunen først og fremmest forsøger at overholde sit anlægsbudget gennem omdisponeringer eller udskydelse af andre anlægsarbejder.

 

Der kan endvidere dispenseres for anlægsudgifter, som ikke indgår i budgettet, hvis kommunen ikke har budgetteret med udgifter til et projekt, der overføres fra tidligere år, hvor kommunen er kontraktligt bundet, eller hvor kommunen - før datoen for indgåelsen af aftalen om finansloven - har vedtaget tillægsbevilling til budgettet og på den baggrund igangsat et anlægsprojekt, hvor kommunen er kontraktligt bundet.

 

I alle tilfælde er det en forudsætning for dispensation, at der ikke er omdisponeringsmuligheder i anlægsbudgettet og/eller mulighed for at udskyde anlægsarbejder.

 

Det skal dog bemærkes, at det først efter lovforslagets vedtagelse kan efterprøves, om forudsætningerne for en dispensation er til stede i det konkrete tilfælde.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Nils Majgaard Jensen