(Ordfører)
Johs. Poulsen (RV):
Når forhandlinger erstattes af diktater, er der ikke noget for kommunerne at tage et medansvar for.
»En regering, der tilsyneladende har glemt målsætningen med dens egen kommunalreform. En økonomisk ansvarlighed i den enkelte kommune som slides ned dag for dag af et voksende styrings- og regeltyranni. Og i sidste ende en mindre effektiv udnyttelse af skatteborgernes penge, når de omsættes i velfærdsydelser i hverdagen.«
»Baggrunden er det finanslovsforlig, regeringen og Dansk Folkeparti har indgået på Christiansborg. I finanslovsforliget indgår en række sanktionsbestemmelser, som tilsammen rummer et markant indgreb i den model for styring af den danske samfundsøkonomi, der har været gældende i en årrække. Og dermed også et markant indgreb i det kommunale selvstyre.«
Disse ord har jeg ikke selv fundet på, de er indledningen til en kronik i Jyllands-Posten, som er skrevet af en af Danmarks mest fremtrædende Venstrefolk, Erik Fabrin, borgmester tidligere i Søllerød Kommune og nu i Rudersdal Kommune, formand for Kommunernes Landsforening. Det skriver han med stort set samtlige af sine Venstreborgmestre i ryggen, så det er altså heller ikke noget, han bare har udtalt til en journalist - nu kan man vel ikke sige »bare« - når han lige er blevet ringet op. Han har tænkt over det her, sat sig ned, skrevet det ned, afleveret det til en avis og bagefter forsøgt at fortælle omverdenen, hvordan man derfra oplever det, der sker i de lovforslag, vi behandler i dag, og ikke mindst i det her, der hedder L 174.
Jeg er meget forbavset over, at regeringspartiernes ordførere - jeg er ikke forbavset over Dansk Folkepartis ordfører - i den grad forsøger at fornægte det billede, som man overalt i Danmark ellers kan genkende i kommunerne, og som er magen til det, Erik Fabrin her beskriver. Man forsøger at give et indtryk i ordførertalerne af, at alt er skønt, at der ikke er ændret noget som helst, at der ikke foregår noget som helst, der er problematisk, og at alt er i orden.
Det er da utroligt, at man overhovedet ikke lytter til noget som helst af det, der siges i en sådan debat. Jeg synes i særlig grad, at det er utroligt, at de to partier, som jeg faktisk anser for at være partier, der har en mangeårig tilgang til det kommunale selvstyre og kommunalpolitik, og som er meget seriøse, nu er kommet i den situation, at man herinde på Christiansborg nærmest taler, som om man er ligeglad med, hvad man siger derude. Det synes jeg ikke er særlig værdigt.
Det, man gennemfører med de her lovforslag, og igen ikke mindst med L 174, er jo, som hr. Mike Legarth helt rigtigt sagde, at når man f.eks. laver en overførsel - lad os bare tage 2007-08 i dette tilfælde, for det er det, det handler om - bruger man mindre i året før, altså i 2007, og overfører noget til 2008, man gerne vil bruge der. Samlet set medfører det jo ikke en højere aktivitet. Men hvad betyder det med det her lovforslag, der ligger?
Ja, det betyder, at hvis man ikke laver en tilsvarende budgetreduktion, besparelse eller udskydelse til næste år igen af noget helt andet, pålægges man en strafafgift. Så pålægges man en krone til krone-afgift til staten. Sådan er virkeligheden i det her, og det er mig ubegribeligt, at man forsøger at tale uden om det forhold.
Jeg har set, at der i debatten er repræsentanter fra regeringspartierne, måske ordførerne her - man må undskylde mig, at jeg ikke kan huske det - der har sagt, at man jo overfører lige så meget til det næste år, og derfor kan det gå lige op. Jamen hvis det er det princip, man siger til folk, siger man jo ikke længere, at de kan spare op til noget f.eks. og så udføre det et bestemt år.
Lad os bare tage et helt konkret og ægte eksempel. I Herning har vi en meget, meget dygtige svømmehalsleder, som i en årrække har sparet op til at få helt ny skabe til brugerne af svømmehallen, altså en udgift, som så skal afholdes på én gang. Det kan man gøre over driftskontoen, og han har i nogle år via overførsler sparet op til at afholde den udgift, men nu kan han så ikke afholde den, medmindre det betyder, at kommunen er villig til at betale en strafafgift på hans vegne. Sådan er virkningen i et helt konkret tilfælde, og så kan man sige: Betyder det noget?
Ja, det betyder virkelig noget, for det er et indgreb i tilliden til, at de decentrale ledere er i stand til at disponere ansvarligt og fornuftigt økonomisk.
Så når både V og K taler ansvarlig økonomisk politik, er det her jo kernen i, hvordan man sikrer, at folk rent faktisk opfører sig ansvarligt. Det er jo fantastisk ansvarligt, at en svømmehalsleder over en årrække sparer op til rent faktisk at foretage en investering i stedet for at komme til kommunalbestyrelsen og sige: Jeg skal have nogle ekstra penge til det. Det er jo fantastisk fornuftigt. Men hans tillid har jo lidt et fuldstændigt knæk, fordi han nu må konstatere, at det her kan han ikke føre ud i livet, medmindre kommunalbestyrelsen accepterer at betale en strafafgift på hans vegne eller foretager budgetreduktioner et helt andet sted, der svarer til den her investering - kald det besparelser, eller hvad man vil.
Det er jo virkeligheden i det her, og jeg synes, at Venstre og De Konservative her på Christiansborg trænger til at komme ind i den virkelighed, fordi sådan er det i stort og småt i en masse eksempler og jo i virkeligheden på en række områder, hvor man kan sige at det er endnu mere ødelæggende. For vi taler jo også om decentrale ledere på daginstitutionerne, på skolerne, på plejehjemmene og en lang række andre steder, som også får den her besked: Nu skal I ikke regne med, at den der normale overførselsadgang, som netop fremmer den økonomiske ansvarlighed, længere er til stede.
Derfor er det jo rigtigt, når fru Line Barfod siger, at man fremmer en tankegang, som jeg egentlig tror at man skal helt tilbage til 1970'erne eller 1980'erne for at finde, og som hedder: Lad os få brændt budgettet af inden den 31. december. Så man fremmer det modsatte af økonomisk ansvarlighed. Vi vil gerne fra Det Radikale Venstres side snakke økonomisk ansvarlighed, men det her er et eksempel på, at man fremmer adfærd, der ikke lægger op til økonomisk ansvarlighed, og det er altså ikke tilfredsstillende.
Jeg bemærkede mig så, at Dansk Folkepartis ordfører, som desværre ikke er her nu, i sin ordførertale sagde i diskussionen om, hvorvidt man kunne erstatte de her tre lovforslag med et moderniseret aftalesystem, som kommunerne selv går ind i en debat om - jeg tror, det var med hr. Flemming Bonne, han havde debatten: Vi er ligesom SF og Socialdemokraterne af den opfattelse, at det, man bør gøre fremadrettet, er at lave et moderniseret aftalesystem, hvor kommunerne selv er med til at aftale, hvordan de skal tilrettelægge indsatsen, og dermed også selv er med til at aftale, hvad konsekvenserne er, hvis ikke man kan overholde aftalerne.
Vi er selvfølgelig alle sammen enige om, at det er udgangspunktet, og derfor foreslog de tre partier, SF, Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre, i Kommunaludvalget, at man udsatte de her lovforslag til behandling til efteråret med henblik på at finde ud af, om man kunne lave en aftale med Kommunernes Landsforening og for den sags skyld måske også regionerne om en sådan ramme for, hvordan fremtidige aftaler kunne se ud, hvor man også tog højde for, at man så at sige selv var med til at finde ud af, hvilke sanktioner der i givet fald var, hvordan de skulle se ud, og hvordan de skulle virke, således at man i fremtiden kunne opnå det fælles mål selvfølgelig at have aftaler, som stort set kan overholdes.
Hvad skete der så? Det blev også afvist fra Venstres og Konservatives side, at man kunne udsætte det. Så hører jeg Dansk Folkepartis ordfører sige i debatten i dag, at han ikke tror, at der er en eneste kommunalordfører, der ville tale imod, hvis KL selv kom med et forslag til, hvordan man kunne indrette sig i fremtiden.
Det er jo lige præcis det, vi har siddet og argumenteret med i Folketingets Kommunaludvalg. Vi har sagt: Prøv at lade dem komme med det tilbud. For vi er også af den opfattelse, at man derfra rent faktisk siger, at man godt vil være med til at modernisere nogle steder, hvor man måske kan gøre det en lille smule bedre. Selvfølgelig kan vi altid gøre ting på en bedre og klogere måde.
Det tilbud har ligget på bordet, og vi har så sagt i Kommunaludvalget: Jamen lad os så udsætte de her tre lovforslag, således at man netop kunne give Kommunernes Landsforening en chance for at komme med et forslag, som kommunerne stod bag, og som også betød, at man fremadrettet kunne opnå noget, man var fælles om som ramme for det fremtidige samarbejde, så man kunne holde fast i de gode principper, der har været for samarbejdet mellem staten og kommunerne på det økonomiske område.
Det samarbejde er nemlig unikt i international sammenhæng. Det er et samarbejde, der har betydet, at man både har opnået en høj grad af samfundsøkonomisk ansvarlighed og samtidig en principiel frihed til at udfolde sig under det kommunale selvstyre, og at lokale prioriteringer med afsæt i en demokratisk sammensætning af kommunalbestyrelsen rent faktisk har kunnet afspejles i de beslutninger, der er blevet taget. Det bliver der mindre og mindre plads til. Og med de tre forslag, der er på bordet i dag, har man indsnævret det råderum til at være meget, meget ubetydeligt.
Jeg synes, det er ærgerligt, for jeg tror, at det også giver anledning til, at det fremover bliver endnu sværere at rekruttere til kommunalbestyrelserne. Jeg tror, at det bliver endnu sværere at få folk til at sige, at det her vil de bruge masser af fritid til at gå ind i på fællesskabets vegne, og det er en svækkelse, som vi bestemt ikke har brug for. Vi har tværtimod brug for, at man får vitaliseret folkestyret, ikke afmonteret det, som det her er et led i. Det er ærgerligt, og det skuffer mig utrolig meget, at Venstre og De Konservative er hoppet med på den galej.