(Velfærdsministeren (fg.))
Kristian Jensen (, fg.):
Det kan jo være meget passende for mig - godt nok på en kedelig baggrund - at få min debut som velfærdsminister på et spørgsmål om den kommunale skatteudskrivning. Det synes jeg er en lidt tryg begyndelse. Selv om jeg er på udebane, føler jeg mig trods alt en smule på hjemmebane.
Jeg vil gerne starte med at sige tak for den støtte, der ikke overraskende er kommet til forslaget fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, som er enige med regeringen i, at det er vigtigt, når man laver en aftale om, hvordan den kommunale økonomi skal udvikle sig i en periode, at det så også er en aftale, der overholdes, og at lovforslaget her sådan set har til formål at styrke kommunernes tilskyndelse til at overholde de aftaler, der bliver indgået.
Hvad er baggrunden egentlig? Baggrunden er, at kommunerne i 2008 har budgetteret skattestigninger - ikke for et lille ubetydeligt beløb, men for 1,4 mia. kr. mere end aftalt - og for at kunne opretholde et samarbejde baseret på aftaler er grundsynspunktet altså, at aftalerne overholdes. Det kan godt være, at det er overraskende for nogen, men jeg kommer fra en egn af landet, hvor man er vant til, at en aftale er noget, man overholder, og hvor man er enig om, at man skal sikre, at det, man aftaler, også er det, man gør. Og derfor lægger man, når man indgår en aftale, afgørende vægt på, at det også er en aftale, der overholdes.
Vi må sige, at det ikke er det, vi har oplevet i år - beklageligvis. Det er jo i tidligere år lykkedes at overholde den aftale, som regeringen har lavet, faktisk baseret på de samme principper om, at vi laver en fælles aftale med Kommunernes Landsforening, der efterfølgende går ud og sikrer, at den bliver overholdt på både udgiftssiden og skattesiden. Det er faktisk i en årrække lykkedes med det aftalesystem, der er baseret på frivillige aftaler, som efterfølgende er blevet overholdt.
Men vi må så kunne konkludere, at det ikke har været nok, til at aftalen for 2008 kunne overholdes, og derfor er vi nu kommet med et forslag, der indeholder en kombination af både individuelle og kollektive sanktioner, hvis der fremover sker et brud på skatteaftalen. Det vil sådan set styrke kommunernes incitament til at samarbejde om at kunne overholde aftalen. Og KL vil i eventuel forlængelse af økonomiaftalen kunne påtage sig sådan en vis rolle i forbindelse med at koordinere de kommunale ændringer af skatten - skatteforhøjelser og skattenedsættelser - for det er jo en af de myter, som utrolig mange her i salen også har holdt fast i, nemlig at vi med forslaget her låser kommunernes skatteopkrævning fast, så der ikke i en eneste kommune kan ske en ændring på nogen vis. Jo der kan da så. Hvis der samlet set under ét med kommunerne sker en tilpasning, sådan at aftalen overholdes, kan der godt være kommuner, der sætter skatten op, hvis der tilsvarende er kommuner, der sætter skatten ned.
Den udveksling af skatteniveauer har der faktisk været hvert eneste år, siden regeringen tiltrådte i 2001. Hvert eneste år har der været en sådan udveksling af skatteforhøjelser og skattenedsættelser. Det, der er nyt, er, at aftalen nu er brudt, fordi skatten er sat op med 1,4 mia. kr. mere end det, der var aftalt.
Så det er sådan set en rettelse af det, man kan kalde en systemfejl i det nuværende system, hvor der er en tendens til, at den samlede kommunalskat stiger, hvis der ikke er en klar sanktion. Og derfor giver vi kommunerne et skub til at prioritere stabile skatter set under ét. Man kan sige, at kommunerne får en direkte økonomisk interesse i, at budgetterne holdes, og at de aftaler, der er indgået, også er aftaler, der bliver respekteret.
Sagen er jo den, at jeg ikke tror, der er nogen, der har et ønske om at lave individuelle aftaler. Jeg tror, at man fra kommunernes side og naturligvis fra KL's side, men så sandelig også fra regeringens side, kan spørge: Er der en aftagende interesse i, at det nuværende aftalesystem mellem regeringen på den ene side og KL som kommunernes samlede repræsentant på den anden side bevares? Der er det naturligvis også vigtigt, at der er en sikkerhed for, at de ting, der bliver aftalt, også er dem, der kommer til at blive virkelighed efterfølgende.
Med hensyn til de kommentarer, der har været undervejs, vil jeg allerførst takke hr. Per Clausen. Jeg håber ikke, det kommer hr. Per Clausen til skade, at jeg starter med at takke ham. Jeg vil gerne takke hr. Per Clausen for i sin ordførertale at sige, at væksten i kommunerne har været højere end planlagt. Det er sådan set meget rart, når vi tager den følgende debat, at vi er enige om, at udgangspunktet er, at der har været vækst i de kommunale budgetter og vækst i det kommunale forbrug. Det synes jeg er et meget godt udgangspunkt, og det har jeg sådan set bare noteret ned til eventuel senere brug i dagens debat: at hr. Per Clausen anerkender, at der er vækst og har været vækst - endda højere vækst, tror jeg, hr. Per Clausen sagde - end det, som regeringen har planlagt. Det er sådan set meget passende.
Hr. Rasmus Prehn fra Socialdemokraterne sagde, at partiet ikke støttede forslaget, fordi man langt hellere ville styre med tillid. Jamen problemet var jo, når man skruer tiden tilbage til dengang, Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet sad i regering, at man da ikke styrede. Jo, man gennemførte en aftale, hvoraf det typisk fremgik, at aftalen bestod i, at skatterne fra kommunernes side ikke skulle stige, men det gjorde de så år efter år efter år. Op igennem 1990'erne oplevede vi, at det, som reelt var den socialdemokratiske version af styring var en ikkestyring, for man lod stå til og kunne opleve, at den kommunale skat på 10 år steg med 10 pct. - ikke ti procentpoint, men 10 pct., fra vi gik ind i årtiet, og til vi gik ud af årtiet. Derfor er der en problemstilling ved at vælge den socialdemokratiske model, for det er ikke et spørgsmål om at styre med tillid eller noget som helst andet, det var nemlig slet ikke styret.
Nu har jeg jo så den fornøjelse også at være skatteminister, og da vi tidligere på måneden havde diskussionen om, at staten ville sænke bundskatten for at sikre en overholdelse af skattestoppet, kunne jeg mærke, at der hos Socialdemokraterne endelig var en, der havde fundet visdommen bag skattestoppet og virkelig brændte for at sikre en effektiv og håndfast håndhævelse af skattestoppet og at sikre, at statsskatten blev sat ned. Så undrer det mig bare, at den ild brænder ud så hurtigt, at Socialdemokratiet nu står her i dag og ikke vil være med til at indføre de værktøjer, der netop kan sikre, at kommuneskatten bliver holdt i ro, og at skattestoppet bliver overholdt. Jeg vil egentlig håbe, at den socialdemokratiske kommunalordfører vil tage en kop kaffe i en af de mange socialdemokratiske kaffeklubber med den socialdemokratiske skatteordfører og lige prøve at få afstemt tonelejet efter, om man virkelig brænder for en overholdelse af skattestoppet, eller om det sådan lidt er op til kommunernes forgodtbefindende, om det skal overholdes eller ej.
Jeg må også konstatere, at det i hvert fald ikke for mig stod klart efter at have hørt på hr. Johs. Poulsen, hvilket niveau, hvilken grænse der egentlig ville være for den kommunale skattestigning, hvis det var sådan, at Det Radikale Venstres politik var gældende. Derfor kunne jeg jo godt forstå, at hr. Erling Bonnesen ikke følte, at han fik noget svar, for jeg sidder tilbage med den samme holdning nu, nemlig at der egentlig ikke er nogen defineret radikal grænse for, hvor meget kommuneskatterne egentlig må stige. Jeg vil sige, at man så som demokrat kan glæde sig over, at det endnu engang er muligt at påvise en klar forskel på Det Radikale Venstres og regeringens politik.