(Velfærdsministeren (fg.))
Lars Løkke Rasmussen (, fg.):
Tak for det. Velfærdsministeren er desværre forhindret i at deltage, og derfor skal jeg efter bedste, men også fattig evne forsøge at forfægte regeringens synspunkter på dette lovforslag og for så vidt også de videre forslag frem til kl. 18.30, hvor skatteministeren tager over.
Jeg vil da starte med at udtrykke glæde over, at det, der er regeringens synspunkt, nemlig at der her er tale om et godt lovforslag, er et synspunkt, der deles af et flertal i Folketingssalen, nemlig foruden regeringspartierne jo også af de to partier, med hvilke regeringen har indgået en finanslovaftale, nemlig Dansk Folkeparti og Ny Alliance.
Men så stopper det jo også cirka der, må jeg forstå, og det giver mig anledning til at sige nogle ting. Først vil jeg nævne, at der er et par af ordførerne, der har fremhævet det forhold, at der skulle være en urimelig kort høringsfrist. Om det må jeg sige at jeg simpelt hen synes det er en urimelig kritik. Situationen omkring det her lovforslags tilblivelse er jo den, at det i efteråret, mens Folketingets partier i øvrigt var i valgkamp, stod klart, at den aftale, som regeringen indgik sidste sommer - og som var en meget rummelig aftale, der indebar en betydelig realvækst i den primære kommunale økonomi og i øvrigt også en betydelig mulighed for at sætte skatten op for at ryste de nye kommuner på plads med et ordentligt skat-service-forhold - var brudt ensidigt af kommunerne, fordi der var budgetlagt på en måde, hvor skatterne steg med 1,4 mia. kr. ud over de 0,75 mia. kr., der var aftalt. Det stod lysende klart på et tidspunkt, hvor det i øvrigt endnu var uklart, hvordan det så ud på udgiftssiden. Men det var klart, at der var tale om et betragteligt skred i forhold til det aftalte.
Det blev så markeret, som nogle af ordførerne også har været inde på, at kommunerne kunne køre med de budgetter, de havde vedtaget i 2008. Men det blev også meget klart markeret, at der selvfølgelig var basis for at optage en dialog om, hvad man fremadrettet skulle gøre, for det er selvfølgelig ikke holdbart at sidde den ene dag og indgå en aftale om, at kommuneskatterne under et kan stige med 0,75 mia. kr. for så at vågne op den næste dag og se, at de i stedet er steget med 2,2 mia. kr., ligesom det jo heller ikke er holdbart at sidde den ene dag og indgå en meget rummelig økonomiaftale, som KL's forhandlere betegner som en rigtig god aftale, for så at vågne op den næste dag og se, at serviceudgifterne er skredet med op mod 1 mia. kr. Det er ikke holdbart!
Derfor blev det markeret, at der var basis for en dialog, og den dialog startede sådan set i december måned. Jeg deltog selv i den. Her var regeringens holdning til kommunerne sådan set den, at vi gerne ville høre, hvad der var kommunernes eget bud på at få etableret et fremadrettet aftalesystem, som holdt vand, og hvor man kunne have en gensidig tillid til, at det, der blev aftalt den ene dag, også holdt den næste dag.
Der har været en betydelig dialog, ved jeg - det har jeg ladet mig orientere om - i kommunale rækker i december, januar og februar. Der har været forskellige møder, jeg har selv deltaget i nogle af dem, bl.a. et kommunaløkonomisk møde på Fyn i den meget tidlige del af 2008. Og det, man jo måtte konstatere, var, at det var lidt svært at få øje på nogle operationelle primærkommunale bud på, hvordan vi laver et fremadrettet aftalesystem, som begge parter kan have tillid til.
I det lys har regeringen så introduceret den her fremadrettede tanke om som det ene element altså at give en del af bloktilskuddet betinget - det er dybest set det lovforslag, vi behandler her - men jeg er enig med hr. Rasmus Prehn i, at det giver bedst mening at argumentere for det hele under et, for det er jo en sammenhængende pakke.
Det andet element er så en skattemekanisme, der sikrer, at den enkelte kommune jo fuldstændig frit kan sætte sin egen kommuneskat, når blot det sikres, at det kollektivt er sådan, at de 98 kommuner under et respekterer, at skatten skal holdes i ro. Det er sådan set de to instrumenter, som regeringen har foreslået, og som skal give aftalesystemet ny vitalitet.
Det er altså en solidaritetspulje, kunne man sige, en solidaritetsbonus på op mod 1 mia. kr., der kommer til udbetaling, når kommunerne under et har løftet den aftale, de selv har indgået. Og så er det en skattemekanisme, der sikrer, at kommunerne både individuelt og kollektivt har en interesse i at overholde det, der er en grundsætning, og som jeg forstår stort set hele Folketinget bakker op om - Socialdemokratiet gør da i hvert fald - nemlig skattestoppet.
Der har altså været et langt forløb, og så er det da rigtigt, at fra det tidspunkt, hvor regeringen statuerer et formelt flertal omkring sine forslag i en finanslovaftale og der er en høringsproces, så er der ikke megen tid. Men man kan jo se, at det høringssvar, der ligger fra KL, er rimelig omfattende. Det er jo ikke et høringssvar, der bærer præg af, at der her er faldet et eller andet ned fra månen, som KL har svært ved at gennemskue indholdet af. Der er tale om et meget præcist høringssvar fra KL, og det hænger nok sammen med, at man i kommunale rækker har en oplevelse af, at man sådan set har haft mere end 6 dage til at sætte sig ind i den her problematik.
Jeg må sige, at den retorik, der lyder fra den socialdemokratiske ordfører, omkring dummebøder og tæskehold og sådan noget, kan jeg slet ikke få til at hænge sammen. Jeg kan heller ikke få det til at hænge sammen med - men der er meget i den her sammenhæng, jeg ikke kan få til at hænge sammen - det her i øvrigt flotte udtryk, som jeg sådan set grundlæggende er enig i, nemlig at man skal udvise tillid i almindelighed.
Jeg har i en anden sammenhæng set, at hr. Rasmus Prehn har sagt, at graden af tillid selvfølgelig skal ses i sammenhæng med opførslen eller noget sådant. Det, man bare må konstatere her i forbindelse med kommunerne, er jo altså, at der har været en adfærd, hvor det har knebet noget med at få respekteret de aftaler, der er indgået. Det kan godt være, det i en socialdemokratisk optik ikke betyder så meget, at det skrider med 1 mia. kr. eller 1,4 mia. kr. på skatten. Hvordan man får det til at gå hånd i hånd med teser, antagelser og valg, der handler om pligter, og et skattestop, man skal stå vagt om, og en ansvarlig økonomisk politik, har jeg svært ved at få styr på. Men i det hele taget er det svært at få styr på et parti, der jonglerer rundt med 29 velfærdsrettigheder og ti teser, hvor man har frit valg på den ene hylde, og ti andre dilemmaer og åbne spørgsmål.
Jeg vil gerne sige, at det fra regeringens side er sådan, at vi er varme tilhængere af det kommunale selvstyre, og at jeg har meget, meget svært ved at se alternativet til aftalesystemet.
Jeg har ikke svært ved at se nogle teknokratiske bud på, hvordan man kunne overtage styringen, men jeg har meget svært ved at se, at det holdningsmæssigt ville være en god idé at gøre andet end det, vi har tradition for, nemlig at aftale med kommunerne under ét.
Men det siger sig selv, at når vi har lavet en kommunalreform, hvor vi har forvandlet 271 kommuner til kun 98, så betyder den enkelte kommunes adfærd sådan set mere end i det gamle Danmark. I det gamle Danmark kunne Skævinge eller Læsø eller andre kommuner af den størrelse jo godt - kan man sige - slå lidt op i banen, uden at det satte sig betydeligt. Men den enkelte kommune fylder relativt meget nu, så den enkelte kommunes adfærd har en stor betydning, og samlet set fylder kommunerne også mere. Jeg tror, det er 47-48 kr. - det er i den størrelsesorden - ud af hver 100 kr. til offentligt forbrug, som kører via de kommunale kasser, og derfor kan vi selvfølgelig ikke have et system, hvor kommunerne melder sig ud af nationaløkonomien.
Jeg er enig med hr. Rasmus Prehn, når det blev sagt - og jeg noterede det på den her måde - at der ikke er nogen i kommunerne, der ser det som deres opgave at løbe fra aftalen. Det er jeg sådan set grundlæggende enig i. Jeg tror ikke, at det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem vågner op derhjemme og siger, at vedkommende nu skal have ydet sit positive bidrag til at løbe fra det hele, men omvendt tror jeg heller ikke, at det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem vågner op hver morgen og tænker, at vedkommende nu skal yde sit bidrag til at træffe nogle beslutninger oppe i byrådssalen, som understreger det makroøkonomisk nødvendige i situationen.
Jeg tror, at den enkelte borgmester, det enkelte kommunalbestyrelsesmedlem i første række - det er i hvert fald, hvad jeg husker fra min egen tid, jeg kan selvfølgelig huske skævt - er meget optaget af kommunen selv og kommunens territorium og kommunens økonomiske muligheder. Derimod et argument om, at man f.eks. undlader at afholde udgifter, man har råd til via kassebeholdningen, fordi det er nationaløkonomisk fornuftigt eksempelvis at vente med at bygge den nye gymnastiksal til næste år, kan jeg ikke selv rigtig erindre havde stor valør i byrådssalen. Det er vel sådan set meget naturligt.
Ikke desto mindre er det jo sådan, at summen af alle de beslutninger, der træffes ude i de 98 byråd, jo altså betyder meget for nationaløkonomien, og derfor er vi nødt til at få skabt sikkerhed for, at når kommunalbestyrelserne agerer, den enkelte borgmester, det enkelte byråd, så agerer de på den måde, at de spørger sig selv om, hvad der er klogt for kommunen, men også om, hvad der er klogt for Danmark. Det er sådan set det, hele det kollektive aftalesystem hviler på, nemlig at borgmestrene på den måde er i stand til at gå på to ben; hvad er klogt for min kommune, og hvad er klogt for Danmark, og hvordan agerer min kommune, så vi yder et offensivt bidrag til, at kommunerne under ét holder aftalerne.
Det er det, vi har set nogle eksempler på har knebet, og det er så baggrunden for, at regeringen her foreslår i virkeligheden to meget bløde værktøjer, nemlig det, man kunne kalde en solidaritetsbonus, som sikrer, at den enkelte kommunalbestyrelse har et positivt incitament til at budgetlægge i overensstemmelse med aftalen, og en skattemodregningsmekanisme, som er både kollektiv og individuel, og som sikrer, at den enkelte kommune altså har mulighed for at sætte skatten op eller ned, som man har temperament til, så længe det altså bare foregår synkront og i dialog med landets øvrige kommuner.
Det her er i min optik - og jeg er glad for, at et flertal i Folketinget deler det synspunkt - et bidrag til at hjælpe de 98 kommuner under ét og deres forening, Kommunernes Landsforening, med at kunne håndhæve et fremadrettet aftalesystem.
Alternativet er jo ikke den blinde tillid, hr. Rasmus Prehn i den her sammenhæng går ind for. Det kan være, det er det, mens man er i opposition, og det kan jo så række nogle år frem, men en eller anden dag, hvor det bliver alvor, vil en anden regering jo også være nødt til at acceptere, at når kommunerne fylder hen ved halvdelen af det offentlige forbrug, må der også være orden i den del af butikken, og så må man handle i overensstemmelse med det. Og det kan ikke baseres på blind tillid alene.
Når jeg siger det sådan, er det ikke, fordi jeg udtrykker nogen mistillid, så er det sådan set bare, fordi jeg konstaterer, at det at sidde i byrådet og det at sidde i Folketinget er to forskellige størrelser, det er to forskellige territorier, man så at sige har fokus på. Det er meget naturligt, og det er sådan set bare den naturlige forskel, vi nu så at sige tager ved lære af, og vi introducerer nogle konkrete bud på, hvordan vi så kan få det til at fungere i praksis.
Med det håber jeg at have kommenteret efter bedste, men også fattige evne, i relation til det lovforslag, vi nu førstebehandler her, og for så vidt jo også det næste, for det er jo for så vidt to sider af den samme mønt.
Og så er jeg helt sikker på, at velfærdsministeren vil stille sig til rådighed for at besvare allehånde yderligere spørgsmål i udvalgsarbejdet - sådan er det - så det kan forløbe gelinde og forhåbentlig føre frem til en snarlig vedtagelse af lovforslagene her.