Til
Folketinget - Skatteudvalget
Hermed sendes svar til bilag 4 til lovforslag L 168 forslag til lov om afgift af elektricitet og forskellige andre love (Implementering af energiaftalen) og L 169 forslag til lov om afgift af kvælstofoxider.
Kristian Jensen
                                          /Lene Skov Henningsen
                       Â
Spørgsmål: Dansk Fjernvarme, Foreningen Danske Kraftvarmeværker og Brancheforeningen for Decentral Kraftvarme henvendt sig til Skatteudvalget, hvor foreningerne gør opmærksom på, at:
Lov 168 får følgende effekt:
Samproduktion af el og varme på decentrale kraftvarmeværker reduceres markant
· Da: 3 ledstariffen afskaffes for alle værker, uden en bundgrænse
· Da: 8 øres produktionstilskuddet ændres til et fast støttebeløb
· Da: De små værker ikke kan få økonomi i drift på markedsvilkår = afvikling
· Da: Naturgasprisen stiger, som om der købes CO2 kvoter
· Da: Kompensationen for denne CO2 udgift gøres til et fast støttebeløb
Lov 169 får følgende effekt:
Der vil ikke blive investeret i udvikling, hvilket medfører afvikling af kraftvarmeproduktion
· Da: NOx-afgiften gøres afhængig af brændselsforbrug i stedet for udledning
· Da: Kompensation udgør under 30 % af udgiften for gasmotor- og turbineanlæg
Svar: Det skal først bemærkes, at regeringen efter drøftelser med forligskredsen har valgt at gennemføre en undersøgelse af virkningerne af treledstariffen. Forslaget om ophævelsen af treledstariffen er dermed udgået af lovforslaget, og afventer resultatet af nævnte undersøgelse.
Det er imidlertid korrekt, at afskaffelse af de variable tilskud i form af treledstarif og produktionstilskuddet, og erstatte dem med faste tilskud, vil reducere samproduktionen. Årsagen er, at en afskaffelse af de variable støtteordninger betyder, at der ikke længere produceres el, når elprisen er lavere end omkostningerne ved at producere. Dette er til gavn for miljøet, da der udledes mindre CO2.
En række af de små værker er allerede overgået til markedsvilkår, og påstanden om at de små værker ikke kan få økonomien til at hænge sammen, er sandsynligvis afhængig af, hvilket værk det drejer sig om. I forbindelse med overgang til markedsvilkår gives en meget stor kompensation fra Energinet.dk. Det er dog korrekt, at der også er visse omkostninger forbundet med at være på markedsvilkår. Det drejer sig dels om visse engangsomkostninger og en slags kontingent på ca. 2.000 kr. om måneden. Dertil kommer eventuel konsulentbistand til at regulere produktionen i forhold den markedsbaserede elpris. Selv ved en afskaffelse af treledstariffen, er det dog vigtigt at pointere, at små værker har muligheden for at agere, som om der fortsat er treledstarif, dvs. indrette produktionen i forhold til bestemte tidspunkter - omkostningen ved dette må være begrænset. Dertil kommer, at da støtten gøres uafhængig af produktionen, vil der være tilfælde, hvor værkerne vil opnå en gevinst, idet lavere elproduktion, f.eks. på tidspunkter, hvor omkostningerne overstiger markedsprisen, ikke reducerer det udbetalte tilskud, hvilket er tilfældet med de gældende regler.
Det er korrekt, at omkostningerne ved at bruge bl.a. naturgas stiger som følge af afgiftspakken, idet der pålægges CO2-afgift på brændsler til elproduktion. Afgiften kompenseres dog via et PSO-tilskud i elforsyningsloven. Der er korrekt, at denne kompensation udgøres af et fast støttebeløb, men dermed kan der opnås en gevinst ved energieffektiviseringer, da kompensationen baseres på historisk brændselsforbrug.
For så vidt angår NOx-afgiften skal det bemærkes, at hovedreglen i afgiften er, at det er en afgift på udledning af NOx, men at anlæg under en vis størrelse kan vælge at betale efter en standardsats, idet måling kan være omkostningsfuldt, og man derfor ikke vil kræve det af de små anlæg. Men det skal pointeres, at alle anlæg kan vælge at måle deres NOx-udslip og betale afgift efter denne måling.
Tilbageføringen af provenuet fra NOx-afgiften giver gennemsnitligt set fuld kompensation for afgiften. Således bliver nogle anlæg overkompenseret, og nogle bliver underkompenseret for NOx-afgiften. Hvorvidt der er tale om over- eller underkompensation afhænger af, hvor meget NOx de respektive anlæg udleder.