(Ordfører)
Lars Barfoed(KF):
Det er et vigtigt lovforslag, vi behandler her. Det er det, fordi det er helt afgørende for Danmarks konkurrenceevne i en globaliseret verden, at vi tiltrækker dygtige mennesker til Danmark. Dygtige, kompetente og flittige mennesker skal føle, at det kan betale sig at arbejde i Danmark, ligesom virksomheder skal føle, at det kan betale sig at investere i Danmark. Det er det, vi skal leve af. Det er det, der sikrer velfærden i det her samfund, og derfor er det vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for at tiltrække nøglemedarbejdere til danske virksomheder, så disse medarbejdere vil føle, at det kan betale sig at arbejde i Danmark, og så virksomhederne kan blive i Danmark eller placere sig i Danmark og være sikre på, at de kan få den arbejdskraft, som de har brug for. Derfor er det her lovforslag afgørende.
Man kan sige, at det burde være overflødigt, for det dækker jo i virkeligheden over, at skattetrykket i det her land er alt, alt for højt. Det er jo derfor, vi må lave den her slags - jeg vil gerne kalde det nødløsninger, for det er jo det, det er; det er en nødløsning, fordi skattetrykket er for højt, og så må vi lave sådan nogle særordninger, men det er nu engang nødvendigt.
Jeg synes, at det har været meget glædeligt her i weekenden at konstatere, at Socialdemokratiet er ved at være med på vognen, når det gælder om at sætte skatten på den sidsttjente krone ned, og minsandten om vi ikke også hører tilsvarende toner fra SF. Det er jo dejligt. Det Konservative Folkeparti har jo længe ønsket, at skatten på den sidsttjente krone i hvert fald højst skal være 50 pct., så vi højst betaler halvdelen af den sidst tjente krone i skat. Det, der er lidt ærgerligt, er, som jeg kan forstå, at både Socialdemokratiet og SF mener, at det skattetryk, der så er her i landet, lige præcis er det helt rigtige. Skatten skal ikke hæves, siger man, men den skal sandelig heller ikke sættes ned, så hvis vi vil sikre skatten, sådan at nogle skal betale mindre i skat, går det sandelig ikke, at folk beholder de penge selv. Så må man sørge for at bruge nogle flere offentlige kroner nogle andre steder, sådan at det ikke er penge, som kommer borgerne til gode, det vil sige, man må sørge for at opkræve de skatter på en anden måde. Der har vi i Det Konservative Folkeparti en anden opfattelse af tingene. Vi mener, at vi bør sigte efter at få det offentlige udgiftstryk ned og få skattetrykket ned, så danskerne betaler mindre i skat. Det er målsætningen for Det Konservative Folkeparti, men nu må vi se, når vi kommer til skattereformen.
Det her lovforslag er godt, fordi det løser problemerne her og nu. Jeg synes, det er godt, at ordningen bliver mere fleksibel, så man kan vælge at være her i 5 år med en lidt højere beskatning, altså 33 pct. i stedet for de 25 pct. i 3 år. Jeg synes, at det er rigtigt, at den også bliver mere fleksibel, sådan at folk, der har haft en skattepligtig indkomst her i landet, før de går ind i ordningen, under visse omstændigheder kan udnytte ordningen. På den måde får flere virksomheder og flere udenlandske nøglemedarbejdere glæde af den her ordning. På den måde udvikler vi i højere grad Danmark til et kompetenceland, til et land, hvor der er viden, dygtige medarbejdere og virksomheder, der tjener penge til gavn for os alle sammen.