Græsted, den 12.april 2008.
Vedr.: åbent brev om skatterabat til 64 årige
Til Folketingets Skatteudvalg, Skatteministeren og til aviserne som læserbrev.
Politisk har man siden efteråret reklameret for en skatterabat på op til 100.000 kroner til de 64 årige der er blevet på arbejdsmarkedet og fortsætter. Jeg fylder 64 denne måned og er, og har løbende været, i tvivl om jeg nu skal benytte mit efterlønsbevis og efterfølgende gå på alderdomspension, eller om jeg nu er glad nok for mit arbejde som socialrådgiver for at fortsætte nogle flere år. Holder jeg op nu snart, så får jeg nogle flere år til at nyde pensionen. Bliver jeg til jeg f.eks. fylder 70, risikerer jeg hurtigt efter ikke at kunne mere og dø fra mine pensionsrettigheder. Skulle jeg ønske at fortsætte efter de 70 år, ligesom min storbror, bliver jeg aldersdiskrimineret. Min pensionskasse, PKA, oplyser at den senest skal påbegynde udbetaling af alderspension når jeg fylder 70.
Når ministeren i det aktuelle lovforslag udelukker de nuværende 63 og 64 årige fra skatterabatten er det vel en vink med en vognstang om, at politikerne egentlig er ligeglade med os gamle. Skatteministeriet skriver på hjemmesiden blandt andet.a. at "Formålet med ordningen er at give økonomisk tilskyndelse til mulige efterlønsmodtagere og pensionister til at blive på arbejdsmarkedet og ikke at være en form for belønningsordning til de personer, der allerede har truffet valget". For det første er det vrøvl. Selvfølgelig har jeg ikke som nu 63 årig truffet nogen endelig afgørelse. Hver gang der sker noget på arbejdet, i ens personlige liv, eller i samfundet omkring, hver gang der er en kollega der takker af o.s.v., så tænker man jo over om man ikke skal sige "nok er nok" og holde op medens legen er god.
Og for det andet: ville det virkelig være så forkert at give en skatterabat fremover til alle dem der allerede i et helt arbejdsliv har betalt det fulde kontingent til "Foreningen Danmark"?
Ved allerede i debatten før folketingsvalget at tale om rabat til 64-årige, og så i al tavshed at forberede en ordning der i virkelighed kun gælder dem der er 62 år eller yngre, gør ministeren, regeringen og deres støtter sig skyldige i almindelig vælgerfup. De 63 og 64-årige kollegaer jeg har mødt, troede alle at de ville være omfattede af ordningen. Men det er vi ikke.
Med venlig hilsen
Socialrådgiver Frits Rose
Ravnstrupvej 15
3230 Græsted
Tlf.. 21 64 40 65