Til
Folketinget - Skatteudvalget
L 160 – Forslag til lov om skattenedslag for seniorer
Hermed sendes til Skatteudvalgets orientering kopi af henvendelse af 28. april 2008 fra Ældresagen om bemærkning til høringsnotatet vedrørende L 160 og L 161 samt kommentar hertil.
Kristian Jensen
                                          /Birgitte Christensen
                       Â
Ældre Sagen bemærker, at deres høringssvar på et punkt ikke er gengivet korrekt i høringsnotatet. Det drejer sig om Ældre Sagens kommentarer vedrørende forskellen mellem personer, der har løn under sygdom, og personer, der modtager sygedagpenge. I høringsnotatet redegøres der for, at der ikke er forskel mellem de to persongrupper i relation til beskæftigelseskravet. Det er imidlertid ikke denne situation, som Ældre Sagen har påpeget, men derimod den manglende ligestilling mellem personer med løn under sygdom og personer, der modtager sygedagpenge, i relation til opgørelsen af skattenedslaget, som sker på grundlag af det betalte arbejdsmarkedsbidrag.
Kommentar hertil: Personer, der er ansat med løn under sygdom, betaler arbejdsmarkedsbidrag af deres lønindkomst. Det betyder, at der også betales arbejdsmarkedsbidrag for de perioder, hvor personen har fravær på grund af sygdom. Derimod betales der ikke arbejdsmarkedsbidrag af sygedagpenge, som en person får i perioder med fravær fra jobbet på grund af sygdom.
Jeg kan bekræfte, at denne forskel i lønkompensation i forbindelse med sygdom, der afhænger af ansættelsesvilkårene, har betydning for optjeningen af skattenedslaget. Skattenedslaget udgør tilbagebetaling af betalt arbejdsmarkedsbidrag. Har en person ikke betalt arbejdsmarkedsbidrag af sin indkomst, kan vedkommende ikke få tilbagebetalt noget arbejdsmarkedsbidrag. For en person med sygedagpenge under sygdom betyder det, at vedkommende ikke betaler arbejdsmarkedsbidrag under sygdomsperioden og derfor ikke optjener skattenedslag heraf for perioden. Er der derimod tale om en person med løn under sygdom, betaler vedkommende arbejdsmarkedsbidrag i sygdomsperioden og optjener således nedslag for perioden. Forskellen er som ovenfor nævnt begrundet i, at optjening af skattenedslag forudsætter betaling af arbejdsmarkedsbidrag.
Â
Â