Til

Folketinget - Skatteudvalget

 

L 159 – forslag til lov om ændring af dødsboskatteloven og forskellige andre love (Forhøjelse af grænser for skattefritagelse, ændringer som følge af arveloven og nye aktieavancebeskatningsregler m.v.)

 

 

 

 

Kristian Jensen

 

 

                            /Kaj-Henrik Ludolph

 

 


SkatteministerietJ. nr. 2007-711-0001

 

 

 

 

 

 

                                                              Ændringsforslag

                                                                          til

2. behandling af forslag til lov om ændring af dødsboskatteloven og forskellige andre love (Forhøjelse af grænser for skattefritagelse, ændringer som følge af arvelogen og nye aktieavancebeskatningsregler m.v.) (L 159)

 

 

                                                                       Til § 1

 

1) I den under nr. 8 foreslåede affattelse af § 5, stk. 2, 2. pkt., udgår ”,bortset fra tilfælde omfattet af § 42, stk. 3,”, og ”4 uger efter datoen for boets udlevering” ændres til: ”4 måneder efter datoen for boets udlevering”.

[Forlængelse af fristen for at anmelde acontoudlodning]

 

2) I den under nr. 43 foreslåede affattelse af § 42, stk. 1, 1. pkt., udgår ”3 samt”, og i 2. pkt. udgår ”stk. 3 og”.

[Konsekvenser af forslaget under nr. 3]

 

3) Nr. 44 udgår.

[Forlængelse af fristen for at anmelde acontoudlodning]

 

4) I nr. 34 ændres ”§ 22, stk. 2, nr. 4” til: ”§ 22, stk. 1, nr. 4”.   

[Slåfejl, som ikke er blevet rettet i korrekturen.]

 

5) I den under nr. 58 foreslåede affattelse af § 66, stk. 2, 2. pkt., ændres ”4 uger efter datoen for boets udlevering” til: ”4 måneder efter datoen for boets udlevering”.

[Forlængelse af fristen for at anmelde acontoudlodning]

 

Til § 10

 

6) I den under nr. 1 foreslåede affattelse af § 2, stk. 1, nr. 6, 2. pkt., indsættes efter ”ejeren”: ”eller en af flere ejere”.

[Udvidelse af reglens anvendelsesområde, så den også gælder, når afdøde har ejet virksomheden i sameje med andre]

 

Bemærkninger

 

Til nr. 1, 2, 3 og 5

De ændringer i acontoudlodningsreglerne i dødsboskattelovens § 5, stk. 2, og § 66, stk. 2, der er foreslået ved § 1, nr. 8 og 58, går ud på at forlænge fristen for anmeldelse af acontoudlodning. Efter gældende ret er fristen 4 uger fra udlodningsdagen; denne frist foreslås suppleret med en regel, hvorefter fristen aldrig udløber før tidligst 4 uger efter, at boet er udleveret fra skifteretten. Ved § 1, nr. 44, foreslås der indsat en særregel i dødsboskattelovens § 42, hvorefter fristen er 3 måneder regnet fra boets udlevering fra skifteretten, når det udloddede aktiv er en fast ejendom omfattet af parcelhusreglen, og modtageren er afdødes efterladte ægtefælle.

 

Det foreslås, at den generelle regel ændres, således at den frist, der løber fra boets udlevering fra skifteretten, først udløber 4 måneder efter, at boet er udleveret fra skifteretten. Formålet med fristforlængelsen er, at det i alle boer skal være muligt at vælge dødsdagen som acontoudlodningsdag, hvilket efter gældende ret ikke er praktisk muligt, hvis skifteretten først udleverer boet mere end 4 uger efter dødsfaldet. Flere henvendelser til Skatteudvalget har henledt opmærksomheden på, at en supplerende frist på 4 uger regnet fra udleveringen af boet heller ikke opfylder formålet, idet det efter omstændighederne vil kunne være ansvarspådragende for en advokat at medvirke til acontoudlodning, før proklamafristen i dødsboet er udløbet, og det dermed vides, om boet er solvent. Proklamafristen efter dødsboskifteloven er på 8 uger, og proklama kan først iværksættes, når boet er udleveret.

 

Den foreslåede ændring af den generelle regel sikrer, at det i alle dødsboer bliver muligt, når proklamafristen er udløbet, at beslutte og foretage acontoudlodning med virkning tilbage til dødsdagen. Samtidig betyder den foreslåede ændring, at behovet for en særregel for fast ejendom, der udloddes til ægtefællen, bortfalder. Denne regel - § 1, nr. 44 – kan derfor udgå af lovforslaget. § 1, nr. 43, kan konsekvensrettes som følge heraf.       

 

Til nr. 4

Ændringerne under § 1, nr. 33, 34 og 35 vedrører alle dødsboskattelovens § 22, stk. 1, som det tillige fremgår af parallelteksten i bilag 2. Ved en fejl er det imidlertid i nr. 34 angivet, at denne ændring vedrører § 22, stk. 2. Fejlen foreslås korrigeret.

 

Til nr. 6

De foreslåede ændringer af virksomhedsomdannelsesloven går ud på at forlænge den almindelige frist for virksomhedsomdannelse, når ejeren er et dødsbo. Hensigten er, at det skal være muligt at omdanne en virksomhed ejet af et dødsbo, uanset hvornår dødsfaldet er sket. Efter ordlyden skal afdøde have været ejer af hele virksomheden, for at dødsboet kan gøre brug af særreglen. Den foreslåede tilføjelse går ud på, at særreglen også skal kunne anvendes, hvis afdøde har ejet virksomheden i interessentskab med andre. I så fald gælder den forlængede frist både for dødsboet og for medejeren eller -ejerne. Er flere af interessenterne dødsboer, må fristen efter almindelige fortolkningsprincipper regnes med udgangspunkt i det sidst indtrådte dødsfald.