(Ordfører)
Tina Petersen (DF):
Det er jo sådan en dag, hvor man er rigtig glad for at stå her på talerstolen og se, at Dansk Folkeparti endnu en gang får et af sine beslutningsforslag på handicapområdet, B 20, igennem. Den del af L 154, der drejer sig om hjemmetræning af handicappede børn, skyldes jo et beslutningsforslag, som vi fik sat i gang for 2 år siden.
Processen vil jeg sige har været lidt af en oplevelse, for vi gjorde det for cirka et år siden, at vi satte os ned i Socialudvalget og gennemarbejdede det bredt - vi var der sådan set alle sammen på nær Enhedslisten - og fik lavet en beretning, som lovforslaget så skulle udarbejdes på baggrund af. Jeg vil så sige, at processen efterfølgende, da lovforslag nr. L 154 blev fremsat, har været lidt af en spøjs oplevelse. Ikke mindst har jeg i den sidste del af processen været meget i tvivl om, hvor man havde Socialdemokraterne, SF og specielt Det Radikale Venstre, og om de var lige så glade for, at vi nu var nået så langt, at vi kunne få vedtaget det her.
Til sidst vil jeg så sige, at jeg så sandelig håber, at hele Folketinget er villig til at stemme for det her forslag, så de her forældre til handicappede børn nu får den her mulighed, de har ventet på i rigtig mange år - sådan ca. 15-20 år herhjemme - for at koncentrere sig om de børn, som betyder så umådelig meget for dem, og at de kan få lov til at være en del af deres børns hverdag og hjælpe dem på bedste vis. Så mit håb er, at vi i dag kan afslutte den her 2 år lange proces med et positivt udfald.