(Ordfører)
Lise von Seelen(S):
Lovforslaget her har flere elementer. Et af dem er, at der skal gives folkepensionister mulighed for at have en indtjening, efter at de gået på folkepension, uden at de ved den indtægt bliver straffet på deres privatøkonomi.
Vi Socialdemokrater har i rigtig lang tid været optaget af, hvordan vi kan give mennesker den mulighed, for vi ved, at der er rigtig mange folkepensionister, som meget gerne vil benytte sig af at have enten en tilknytning til den arbejdsplads, som de er på vej til at forlade, eller et bijob, som kan gøre, at de har nogle ting at være optaget af i hverdagen. Derfor ser vi det som et kolossalt gode for den enkelte pensionist, som her får en mulighed for at få en hverdag med et bedre indhold.
Når vi ser på de høringssvar, der er kommet, kan vi se, at der bliver advaret imod, at ministeren er i færd med at lave en bureaukratisk mølle, som ser omfangsrig ud. Vi håber meget, at ministeren vil sikre, at der nu bliver en enkel tilgang til at få det her til at virke.
Vi håber også meget, at ministeren vil se den 30.000-kroners-grænse som en indtægt over et år, så pensionisterne ikke bliver begrænset af, at de får en indtægt det første kvartal og så bliver straffet i de sidste tre kvartaler. Så vi vil gerne have ministerens tilkendegivelse af, at de 30.000 kr. altså er en indtægt, som er tænkt over et helt år og giver pensionisterne den mulighed, at de ikke akkumulerer en indtægt tidligt på året frem, så de bliver forhindret i at udnytte det her og få en fornuftig tilrettelæggelse af hele året.
Med hensyn til den opsatte pension deler vi den sympatiske tanke, at man nedsætter kravet for indtægt, fordi det vil betyde, at flere - også flere ikke så stærke pensionister - kan få del i det her. Det synes vi er en god idé.
Så synes vi, at det er rigtig fornuftigt, at førtidspensionisterne her får en mulighed for at komme ud og teste deres muligheder for at begå sig på arbejdsmarkedet, for det er vores indtryk, at mange førtidspensionister efter den gamle lovgivning faktisk gerne vil bidrage og også gerne vil have en hverdag med et større indhold. Derfor ser vi det som et gode for den enkelte, men det skal sikres, at den enkelte kan være hundrede procent sikker på, at hvis man ikke får held med at teste sig selv ude på arbejdsmarkedet, kan man komme og få sin førtidspension tilbage. Hvis vi ikke laver en klokkeklar markering af, at det er en ret, borgeren har, vil vi se, at rigtig mange borgere vil afstå fra at prøve at komme ud på arbejdsmarkedet og se, hvor meget resterhvervsevne de kan anvende.
Jeg kan godt se, at der i lovforslaget står noget om, at frakendelsedelen bliver der lavet om på, men jeg vil gerne spørge ministeren, om hun kan love helt klart, at det er borgerens ret at gå tilbage og hente sin tidligere tilkendte førtidspension uden at skulle indstilles af kommunen, uden at skulle igennem en mølle, hvor man skal testes og arbejdsprøves og alle de der ting, som vi ved folk synes er så belastende. Så jeg vil gerne have ministerens ord for, at der her altså er tale om, at det er borgeren, der vurderer, at hvis man ikke kan klare den opgave, man har sat sig for ude på arbejdsmarkedet, går man tilbage og henter pensionen.
Vi synes, at de her tre initiativer kan give mennesker en hverdag med et bedre indhold. Derfor ser vi meget positivt på lovforslaget, og hvis ministeren kan give os det her håndfaste løfte om, at de førtidspensionister, der forsøger sig på arbejdsmarkedet, selv kan styre deres eget livsforløb og deres eget arbejdsforløb, støtter vi også forslaget.