Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 9. maj 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 9 (L 149), som hermed besvares.

 

 

Spørgsmål nr. 9:

”Ministeren bedes sende udvalget en opgørelse over, hvor mange personer, der årligt ikke modtager dagpengegodtgørelse fra arbejdsgiveren for G-dage, som de er berettiget til.”

 

 

Endeligt svar:

De oplysninger, som ministeriet har adgang til, vedrører alene de tilfælde, hvor a-kasserne foretager fradrag i dagpenge og efterløn for G-dage.

 

Det betyder, at der ikke foreligger oplysninger om arbejdsgiveres betaling af dagpengegodtgørelse i de tilfælde, hvor personen ikke melder sig ledig umiddelbart efter fratrædelsen eller hjemsendelsen, og dermed ikke ansøger om dagpenge umiddelbart efter fratrædelsen eller hjemsendelsen.

 

Der foreligger som udgangspunkt heller ikke oplysninger om, hvorvidt personen faktisk modtager den G-dagsbetaling fra arbejdsgiveren, pågældende har krav på, fordi betalingen af G-dage er et anliggende mellem arbejdsgiveren og den ansatte.

 

Men hvis en person ikke får udbetalt G-dage, kan personen anmode sin a-kasse om bistand til at få udbetalt beløbet hos arbejdsgiveren. Hvis arbejdsgiveren fortsat ikke betaler, kan a-kassen lægge G-dagsbeløbet ud til personen. Samtidig med udbetalingen sender a-kassen sammen med en begrundet indstilling sagen til Arbejdsmarkedets Ankenævn, der træffer afgørelse i sagen.

 

Ifølge årsberetningerne fra Arbejdsmarkedets Ankenævn for 2004-2006 har nævnet i hvert af årene behandlet mindre end 150 sager, som er indbragt af a-kasserne i forbindelse med manglende betaling af dagpengegodtgørelse.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen