Opsummering af og kommentarer til høringssvar vedrørende forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. (Arbejdsgiveres betaling af dagpengegodtgørelse for 3. ledighedsdag)

 

 

 

 

 

Lovforslaget blev den 14. marts 2008 sendt i høring hos Beskæftigelsesrådets Ydelsesudvalg, Kristelig Fagforening og Kristelig Arbejdsgiverforening. Høringsfristen udløb den 26. marts 2008.

 

Der er modtaget høringssvar fra LO, FTF, Ledernes Hoved­organisation (LH), DA og SALA.

 

KL, AC, Kristelig Arbejdsgiverforening og Kristelig Fagbevægelse har ikke afgivet svar.

 

De modtagne høringssvar vedlægges.

 

Høringssvarene har ikke givet anledning til ændring af lovforslaget.

 

Lønmodtagersiden

LO kan støtte forslaget, idet man er enig i lovforslagets intentioner om at begrænse korttidsledigheden. LO mener, at de nuværende regler om arbejdsgiverens betaling for de 2 første ledig­hedsdage har medvirket til at begrænse antallet af afskedigelser. Ved at øge antallet af G-dage øges arbejdsgivernes incitament til at begrænse afskedi­gelser og midlertidige hjemsendelser. Derved øges arbejdsgivernes tilskyndelse til at indføre mere hensigtsmæssige arbejdsrutiner i virksomheden. G-dagsordningen er så­ledes et vigtigt arbejdsmarkedspolitisk redskab til at begrænse ledigheden.

 

FTF kan ikke støtte lovforslaget. FTF foreslår at afskaffe G-dagsordningen på det offentlige område. De anfører, at de eksisterende G-dage har en meget negativ indflydelse på ikke mindst daginstitutionernes brug af vikarer, med nedslidning af de øvrige ansatte til følge. En yderligere G-dag betragtes derfor som en negativ udvikling. FTF betvivler endvidere, at besparelsen vil være på 50 mio. kr. årligt.

 

Kommentar:

Forøgelsen af antallet af G-dage er et led i aftalen om finansloven for 2008. I G-dagsordningen sondres der ikke mellem private og offentlige arbejdsgivere, da formålet med G-dagsordningen er det samme for begge sektorer.

 

Arbejdsgiversiden

Ledernes Hovedorganisation kan ikke støtte lovforslaget. Lovforslaget medfører en udvidelse af en ordning, som giver både arbejdsgivere og a-kasser stor administrativ belastning. Endvidere oplever lønmodtagerne i mange tilfælde at skulle vente på udbetalingen af penge, som de er berettiget til. Denne gene vil blive forøget ved at udvide ordningen fra 2 til 3 dage. Ordningen hindrer endvidere en effektiv og billig administration af a-kasselovgivningen.

 

Kommentar:

Forøgelsen af antallet af G-dage er et led i aftalen om finansloven for 2008. Det er regeringens opfattelse, at forslaget ikke vil medføre ændringer i omfanget af administrative byrder for erhvervslivet og a-kasserne, da der er tale om en forøgelse af arbejdsgivernes betaling af dagpengegodtgørelse fra 2 til 3 dage. Det er fortsat de samme administrative opgaver, der skal løses. Forslaget ændrer i øvrigt ikke på de rettigheder, der gælder i forhold til dagpengegodtgørelse, herunder de frister, der gælder for udbetaling af G-dage. For så vidt angår lettelse af de administrative byrder overvejes der i øjeblikket mulige løsninger herfor.

 

DA og SALA kan ikke støtte lovforslaget, og foreslår, at G-dagsordningen afskaffes. Dette skyldes ifølge parterne, at G-dagsordningen ikke længere er tidssvarende og reelt er en skat på brugen af arbejdskraft. De anfører videre, at kun en del af virksomhederne har mulighed for at ændre adfærd og derigennem imødekomme det overordnede politiske ønske om at planlægge produktionen mere hensigtsmæssigt. Dette vurderes særligt at gælde adfærden i brancher som fx vikar-, landbrugs-, byggeri-, transport- og havneområdet.

 

Lovforslaget vil derfor ifølge DA og SALA ikke medføre en adfærdsændring på virksomhederne, så færre bliver afskediget eller hjemsendt. Derimod vil virksomhederne være mere tilbageholdende med at ansætte medarbejdere af kortere varighed.

 

Kommentar:

Forøgelsen af antallet af G-dage er et led i aftalen om finansloven for 2008. Forslaget har som formål at styrke arbejdsgivernes incitament til at planlægge arbejdet således, at behovet for afskedigelser og hjemsendelser reduceres. Formålet med forslaget er også, at de arbejdsgivere, der hyppigt afskediger, hjemsender mv. ansatte, i højere grad skal bidrage til finansieringen af dagpengesystemet. Sidstnævnte gør sig særligt gældende i forhold til brancher inden for vikar-, landbrugs-, byggeri-, transport- og havneområdet.

 

DA og SALA anfører videre, at givet forslaget fastholdes, foreslår man to ændringer:

 

1.       Det skal være en betingelse, at ledige melder sig pÃ¥ Jobcentret pÃ¥ første ledighedsdag, og virksomhederne skal have adgang til oplysninger om tilmelding pÃ¥ Jobcentret pÃ¥ 1., 2. og 3. ledighedsdag.

2.       Pligten til at betale dagpengegodtgørelse bør bortfalde, hvis virksomheden skaffer medarbejderen arbejde pÃ¥ en anden virksomhed pÃ¥ overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkÃ¥r. Efter de gældende kan medarbejderen sige nej til anden tilsvarende beskæftigelse uden konsekvenser, og virksomheden skal i det tilfælde alligevel betale for 1. og 2. ledighedsdag. Dette gælder dog ikke, hvis der er et tilbud om fortsat beskæftigelse pÃ¥ samme virksomhed.

 

Kommentar:

Finanslovsaftalen for 2008 om en yderligere G-dag omfatter ikke andre ændringer i reglerne end udvidelsen af antallet af G-dage fra 2 til 3.

 

Ad. 1

Det bemærkes, at efter gældende regler er pligten til at betale G-dage ikke betinget af, at den ledige konkret er dagpengeberettiget. Det er således ikke en betingelse, at den ledige tilmelder på Jobcentret på 1. og 2. ledighedsdag.

 

Ad 2.

Efter de gældende regler bortfalder en arbejdsgivers pligt til at betale G-dage, hvis den ledige inden ansættelsens ophør afslår et skriftligt tilbud om fortsat beskæftigelse svarende til overenskomstmæssige løn- og ansættelsesvilkår hos samme arbejdsgiver. Herudover bortfalder pligten til at betale G-dage også, hvis den ledige er i fuld beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver på G-dagene.

 

Sanktionssystemet i dagpengereglerne er grundlæggende opbygget om, at det kun er formidling foranlediget af Jobcentret, a-kassen eller anden aktør, der kan udløse en dagpengesanktion. En imødekommelse af DA/SALAs forslag  - som i et vist omfang vil svare til en dagpengesanktion - vil bryde med dette grundlæggende princip.

 

I det omfang en virksomhed har ubesatte stillinger, kan virksomheden fx gøre medlemmets a-kasse opmærksom på dette med henblik på en formidling af medlemmet. Hvis medlemmet uden gyldig grund afslår a-kassens formidling, kan afslaget få konsekvenser for medlemmets dagpenge.