Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

Christiansborg

1240 København K

 

 

Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 27. maj 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 47 (L 147), som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Leif Lahn Jensen (S).

 

 

Spørgsmål nr. 47:

”En handicappet som får tildelt 7 timer og 20 min om dagen, får 34.000 kr. til at

skaffe hjælp for. Hvis den handicappet ikke kan skaffe den hjælp, hvordan vil

ministeren så foreslå, at den handicappede skal hjælpes?”

 

 

Endeligt svar:

Velfærdsministeren har oplyst, at efter servicelovens bestemmelser er praktisk og personlig hjælp en kommunal opgave. Det vil derfor være kommunen, der skal stille den nødvendige hjælp til rådighed, hvis borgeren ikke kan ansætte de nødvendige hjælpere.

 

Regeringen er meget optaget af at sikre gode forhold for handicappede, svage og udsatte grupper. Ud over at skabe gode rammebetingelser for den enkelte giver udmøntning af den såkaldte satspulje hvert år et væsentligt bidrag til at forbedre forholdene for blandt andet handicappede, svage og udsatte grupper.

 

Velfærdsministeren har endvidere oplyst, at satspuljepartierne i aftalen om satspuljen for 2008 har præciseret, at hjælperordningerne er en central del af dansk handicappolitik. Samtidig er der blevet afsat midler til at forbedre mulighederne for selv at ansætte hjælpere. Satspuljepartierne har desuden aftalt, at der til forhandlingerne om satspuljen for 2009 skal tilvejebringes et grundlag for at sikre, at hjælpere, som ansættes efter serviceloven, også i praksis tilbydes løn- og ansættelsesvilkår, der er sammenlignelige med faggrupper, der udfører tilsvarende arbejde i overensstemmel­se med de gældende vejledninger til loven.

 


Jeg mener således, at regeringen arbejder og fortsat vil arbejde for, at handicappede har den nødvendige hjælp.

 

 

Venlig hilsen

 

 

 

Claus Hjort Frederiksen