Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg Christiansborg 1240 København K |
|
Arbejdsmarkedsudvalget har i brev af 24. april 2008 stillet følgende spørgsmål nr. 18 (L 147), som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 18:
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 24. april 2008 fra 3F, jf. AMU L 147 – bilag 15.â€
Endeligt svar:
Det glæder mig at høre, at der bliver sat pris på Beskæftigelsesministeriets arbejde med at lave ligestillingsvurderinger.
3F skriver blandt andet, â€at kvinderne er de primære brugere af supplerende dagpenge, fordi arbejdsmarkedet ser ud som det gør, fordi familiestrukturen ser ud som den gør, og fordi det har været hensigtsmæssigt for arbejdsgiverne.â€
Det kan jeg til dels være enig med 3F i – og netop derfor skal løsningen på ulighedsproblemer på arbejdsmarkedet heller ikke findes i dagpengesystemet. Efter min mening ville det ikke løse nogen ligestillingsmæssige udfordringer, hvis vi gav kvinder fri og ubegrænset adgang til supplerende dagpenge. Snarere tværtimod.
Dagpenge er en forsikring mod manglende arbejde. Dagpengesystemet er ens for alle, og der gælder ikke særregler for bestemte grupper, brancher eller landsdele. Det er et helt grundlæggende princip – og det synes jeg, vi skal værne om.
Med de justeringer, vi forslår i reglerne om supplerende dagpenge, kan vi derimod være med til at skabe tilskyndelser til, at både arbejdsgivere og lønmodtagere indretter sig sådan at flest muligt får tilbudt fuldtidsbeskæftigelse, og at deltidsbeskæftigelse i det væsentlige varetages af personer, der ønsker det.
Vi skal tilskynde arbejdsgiverne til at planlægge og tilrettelægge arbejdet sådan, at de i højere grad efterspørger fuldtidsansatte. Fuldtidsarbejde skal i en tid med mangel på arbejdskraft være en måde, hvorpå arbejdsgiverne kan fastholde og tiltrække arbejdskraft.
Regeringen har indgået aftale med KL, Danske Regioner, LO, FTF og AC om netop at arbejde for, at de deltidsansatte i den offentlige sektor, som ønsker at arbejde på fuld tid eller i flere timer, får mulighed for det. Og jeg kan fortælle, at de offentlige arbejdsgivere er i fuld gang. Region Midtjylland og Dansk Sygeplejeråd har indgået en aftale, som indebærer, at sygeplejersker får ret til at arbejde på fuld tid, og kan gå fra deltid til fuld tid med en måneds varsel.