15. april 2008
/HB

 

 

Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg

AK-Samvirke har foretræde for arbejdsmarkedsudvalget onsdag den 16. april 2008, kl. 9.45, vedrørende lovforslag om begrænsning i retten til supplerende dagpenge, L 147. I den anledning beder vi om, at dette brev bliver omdelt til udvalgets medlemmer forud for mødet.

AK-Samvirke vil gerne gøre Arbejdsmarkedsudvalget opmærksom på, at lovforslaget efter vores opfattelse vil gøre det danske arbejdsmarked mindre fleksibelt, idet lovforslaget uundgåeligt vil medføre, at langt færre ledige vil kunne overtage kortvarige ansættelsesforhold. Det vil naturligvis først og fremmest ramme brancher, der er afhængige af at kunne rekruttere personale med kort varsel til korte ansættelsesforhold, idet de fremover vil få store vanskeligheder med at skaffe personale. Derved forværres manglen på arbejdskraft på store dele af arbejdsmarkedet - stik imod hensigten.

Der vil efter vores opfattelse opstå et særligt problem inden for områder med hyppige hjemsendelser. Når et medlem af en a-kasse har opbrugt retten til 30 ugers supplerende dagpenge, vil der ved efterfølgende hjemsendelser ikke kunne udbetales supplerende dagpenge. Da medlemmet ikke selv er herre over hjemsendelserne, vil konsekvensen være, at medlemmet uforskyldt mister sit forsørgelsesgrundlag. AK-Samvirke skal derfor opfordre til, at der findes en løsning, der sikre disse medlemmer mod økonomisk tab.

Desuden finder vi lovgivningsprocessen urimelig både over for a-kasserne, men ikke mindst over for de mange medlemmer, der berøres af ændringen. Ifølge lovforslaget har ændringen virkning fra 14. april 2008 – altså før loven er vedtaget. Dette sammenholdt med den foreslåede overgangsordning betyder, at a-kasserne skal vejlede de berørte medlemmer om regler, der endnu ikke er vedtaget og hvor der stadig er uafklarede problemstillinger. Det er efter vores opfattelse helt uforståeligt, at et lovforslag af denne karakter skal iværksættes helt uden hensyntagen til en god og sikker vejledning samt en sikker implementering i a-kassernes administration.

AK-Samvirke skal derfor anbefale, at loven tidligst træder i kraft tre måneder efter, den er vedtaget.

Endelig finder vi, at overgangsordningen er overflødig. I stedet foreslås, at alle får ret til 30 uger med supplerende dagpenge fra lovens ikrafttræden. Vi er opmærksomme på, at overgangsordningen skal sikre, at de medlemmer, der efter de nugældende regler har ret til 52 ugers supplerende dagpenge, kan bevare denne ret. Harmoniseringen betyder imidlertid, at alle uger med supplerende dagpenge fremover skal medregnes, hvorfor denne gruppe alligevel ikke bevarer den hidtidige ret.

Derfor finder vi det både af vejledningsmæssige og administrative årsager mere reelt, at alle omfattes af den nye lov.

 

Venlig hilsen

 

Morten Kaspersen
Formand                              /                     Torben D. Jensen
                                                                 Sekretariatschef