Generelt
Lovforslaget blev sendt ud til høring den 11. marts 2008 med svarfrist den 11. april 2008 kl. 12.00 hos 23 organisationer, råd m.fl. Desuden har lovforslaget været offentliggjort på Høringsportalen.
Af de hørte har 10 afgivet et høringssvar, hvoraf 5 rummer substansbemærkninger til lovforslaget. Nedenfor resumeres svarene med Undervisningsministeriets kommentarer.
Ved en beklagelig fejl blev høringen ikke sendt til Danske Regioner. Den er eftersendt med anmodning om et hurtigt svar. Svaret vil blive videresendt til Folketinget, så snart det fremkommer.
Bemærkninger
1. Personkredsen
2. Lovforslagets ikrafttræden
3. Lovændringens varighed
4. Den reducerede sats
5. Information
1. Personkredsen
Dansk Industri er, som den eneste høringspart, utilfreds med, at lovforslaget tilsigter at genindføre SVU til fagspecifikke kurser, da DI mener, at det indgik i velfærdsaftalen, at SVU blev reserveret til kortuddannedes efter- og videreuddannelse. DI mener, at det hovedsageligt vil være de offentlig ansatte, som bliver tilgodeset, og kan ikke gå ind for lovændringen.
Undervisningsministeriets kommentarer
Lovforslaget er et led i kvalitetsreformen, og det fremsættes som opfølgning på aftalerne mellem regeringen, KL, Danske Regioner, FTF, LO og AC om en øget aktivitet på de fagspecifikke kurser for fx pædagoger, sygeplejersker, lærere m.fl.
2. Lovforslagets ikrafttræden
Akademikernes Centralorganisation og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd beklager, at lovforslaget ikke trådte i kraft den 1. januar 2008, da det var forudsætningen i de økonomiske beregninger, som lå til grund for aftalen med regeringen som nævnt ovenfor. De forudsætter derfor, i lighed med Landsorganisationen i Danmark, at uforbrugte midler kan overføres til følgende finansår.
Undervisningsministeriets kommentar
Der er afsat en samlet beløbsramme på 275 mio. kr. til finansiering af driftstaxameter og løntabsgodtgørelse i perioden 2008-2011. Da SVU er en lovbunden ydelse, bortfalder den del af bevillingen, som evt. ikke anvendes. Til gengæld kan udgifterne også blive større end det afsatte beløb, hvis ordningen bliver meget populær. Det er netop på grund af usikkerheden i forhold til, om beregningsforudsætningerne holder, at anvendelsen af ordningen skal analyseres i 2009.
3. Lovændringens varighed m.m.
Kommunernes Landsforening og Akademikernes Centralorganisation ønsker en evaluering i slutningen af aftaleperioden med henblik på en vurdering af, om der fortsat skal gives SVU til fagspecifikke kurser efter 2011. Desuden ønsker Akademikernes Centralorganisation sammen med Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd at deltage i den påtænkte analyse i løbet af 2009 af, hvor mange deltagere på fagspecifikke kurser, der rent faktisk modtager SVU, og om aktivitetsskønnet skal justeres på baggrund af analysen.
Undervisningsministeriets kommentar
Det vil være naturligt, at eventuelle ændringer af den foreslåede ordning, både løbende og i forbindelse med en videreførelse ud over 2011, sker i en dialog med aftaleparterne.
4. Den reducerede sats
Både Akademikernes Centralorganisation og Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd er betænkelige ved, at SVU til fagspecifikke kurser foreslås udbetalt med en sats, der er mindre end 100 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd ønsker en præcisering af, både at satsen ikke kan sænkes under de påtænkte 90 pct. og at der ikke kan indføres en reduceret sats til andre typer af uddannelser. Akademikernes Centralorganisation anser en reduceret sats for unødvendig og vanskelig at administrere. 3C ledelse og økonomi tilslutter sig Akademikernes Centralorganisations synspunkter.
Undervisningsministeriets kommentarer
Da den tidligere gældende ordning med SVU til fagspecifikke kurser blev afskaffet pr. 1. januar 2003, var det hovedsageligt ud fra et ønske om at målrette SVU til formelt kompetencegivende uddannelsesforløb. Det er derfor skønnet rimeligt at opretholde en forskel imellem egentlig kompetencegivende uddannelse og de ikke-kompetencegivende fagspecifikke kurser, og det er baggrunden for, at der foreslås en sats på 90 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.
Hvis aktiviteten på området udvikler sig sådan, at der er risiko for, at den afsatte beløbsramme ikke kan overholdes, kan det komme på tale at sænke satsen. Derimod kan der ikke uden en lovændring ske satsændringer på de andre uddannelser, der i dag giver mulighed for SVU svarende til 100 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb.
5. Information
Flere af de hørte nævner behovet for information om den foreslåede ordning.
Undervisningsministeriets kommentarer
Ved lovforslagets vedtagelse vil der blive udsendt nærmere information på Styrelsen for Statens Uddannelsesstøttes hjemmeside.
- - -
Ledernes Hovedorganisation har i deres høringssvar peget på et problem, som efter organisationens opfattelse eksisterer i den gældende SVU-lov. Organisationen vil modtage et separat svar.