Undervisningsministeriet
April 2008
Notat om høringssvar til
Forslag til lov om ændring af lov om ændring af lov om folkeskolen
(Revision af lov om ændring af lov om folkeskolen (Mere frit skolevalg inden for og over kommunegrænser))
1. Generelt
Lovforslaget blev fremsat den 28. marts 2008 som lovforslag nr. L 142.
Forud for fremsættelsen blev lovforslaget sammen et udkast til en lovovervågningsredegørelse om den foretagne evaluering af mere frit skolevalg den 12. marts 2008 sendt til høring hos 34 myndigheder, organisationer m.fl. med høringsfrist den 4. april 2008.
Lovforslaget og udkastet til lovovervågningsredegørelse er desuden offentliggjort på Høringsportalen.
Af de 34 hørte parter har 10 afgivet høringssvar ved høringsfristens udløb.
Høringsliste med angivelse af, hvem af de hørte parter, der har svaret, er indsat neden for som bilag 1.
2. Generelle bemærkninger til lovforslaget
Børne- og Kulturchefforeningen er enig i, at en ny evaluering om 3 år kan give et bedre udgangspunkt for en revision af loven. Den nye evaluering bør have fokus på skoleskift og konsekvenserne af skoleskift, både for den enkelte elev og de klasser, der bliver påvirket heraf.
Frie Grundskolers Fællesråd finder det særdeles velbegrundet at afvente en nærmere evaluering af loven, før der foretages en revision.
Danske Handicaporganisationer tilslutter sig også, at revisionen udsættes. Organisationen ønsker, at evalueringen vil føre til et stop for diskrimination af børn, der har behov for specialskoletilbud i forbindelse med det frie skolevalg.
KL er overordnet enig i, at der kan være behov for yderligere evaluering af loven om frit skolevalg.
Bemærkninger:
Det anførte giver ikke anledning til at ændre lovudkastet.
3. Bemærkninger til enkelte punkter i lovforslaget
1) Afvisning af en elev af pædagogiske grunde
Danmarks Lærerforening (DLF) har anført, at der kun af helt særlige årsager bør være mulighed for at fravælge skolerne i den kommune, man er bosat i. Det er DLFs vurdering, at det frie skolevalg medvirker til en polarisering skolerne imellem, hvor socialt udsatte elever bliver centreret på bestemte skoler. De negative konsekvenser af det frie skolevalg vejer tungest, og DLF finder derfor, at retstilstanden bør føres tilbage til før 1. august 2005. Endelig foreslår DLF, at skolelederne i en eventuelt forlænget evalueringsperiode igen får mulighed for at afvise elever af pædagogiske grunde. Evalueringen kan så tage udgangspunkt i begrundelserne for afslag.
KL har ligeledes anført, at skolelederens mulighed for at afvise elever af pædagogiske grunde skal genindføres.
Bemærkninger:
Regeringen og partierne bag folkeskoleloven (Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti) er enige om at udsætte lovrevisionen til 2011/2012 med henblik på, at der iværksættes en ny evaluering af lovens samlede virkninger. I evalueringen skal der være særlig fokus på skoleskift og skolelederens adgang til at afvise skoleskift. På baggrund heraf skal der til sin tid tages stilling til eventuelle ændringer i skolelederens beføjelser.
2) Mellemkommunal afregning for udgifter ved specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i forbindelse med frit valg
KL har peget på det forhold, at de gældende regler indebærer, at skolekommunen i forbindelse med frit valg kan iværksætte specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand foranstaltet ved kommunen selv og videresende udgiften til bopælskommunen uden at søge tilslutning fra bopælskommunen. Kun hvis specialundervisningen mv. ydes ved regionsrådets foranstaltning, skal der foreligge tilslutning fra bopælskommunen (lovens § 21, stk. 2).
Efter kommunalreformen kan specialundervisning mv. ved en kommunes foranstaltning imidlertid være lige så udgiftskrævende, som hvis den ydes af regionsrådet, og KL foreslår derfor en ændring af den gældende lovs § 21, stk. 2, så kravet om tilslutning fra bopælskommunen kommer til at omfatte alle tilfælde, hvor eleven i overvejende grad undervises uden for normalklassen, uanset om den pågældende specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand ydes af regionsrådet eller af skolekommunen.
Bemærkninger:
Reglerne om, hvilken kommune udgiften til elevens undervisning mv. endeligt påhviler, findes i bekendtgørelse nr. 672 af 29. juni 2005 om betaling ved skolegang i en anden kommune end bopælskommunen, der har som udgangspunktet, at kommunerne frivilligt indgår aftaler om afregningen hinanden imellem. Indgås der ikke aftale, er tilbagefaldsreglen, at bopælskommunen skal betale den faktiske udgift forbundet med elevens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Det fremgår af bemærkninger til det oprindelige lovforslag, at tilbagefaldsreglen er fastsat på baggrund af en tilkendegivelse fra de kommunale parter, og at hvis den giver anledning til betalingstvister mellem de involverede kommuner til skade for barnets skolegang og undervisning, vil undervisningsministeren ændre reglerne, så betaling fra bopælskommunen til skolekommunen sker efter en centralt fastsat tilbagefaldssats (jf. bemærkningerne til § 1, nr. 8, i lovforslag nr. L 104 fra folketingsåret 2004/05, 2. samling).
Den foretagne evaluering har inkluderet en vurdering af reglerne om den mellemkommunale afregning. Evalueringen viser, at de fleste kommuner vælger at indgå aftaler med hinanden i forbindelse med den mellemkommunale afregning, ellers indgås aftaler, der anvender KL’s vejledende takster over udgifter til elever i folkeskolen. Kun enkelte kommuner benytter lovens tilbagefaldsregler. Det fremgår, at de fleste kommuner accepterer den økonomiske udligning mellem kommunerne, der følger af reglerne om mellemkommunal afregning.
Som det fremgår af de almindelige bemærkninger til det fremsatte lovforslag nr. L 142, pkt. 2, har det tidspunkt, der oprindelig blev fastsat for lovrevisionen, ført med sig, at der er en usikkerhed forbundet med datagrundlaget for evalueringen, hvortil kommer, at dataindsamlingen er blevet vanskeliggjort af sammenfaldet med kommunesammenlægningerne. Som følge heraf kan evalueringen alene give indsigt i effekten af lovændringen på kort sigt.
Dette gælder også i forhold til virkningerne af reglerne om mellemkommunal afregning for udgifter ved specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand i forbindelse med frit valg over kommunegrænser, og Undervisningsministeriet vil derfor tage kontakt til KL med anmodning om en nærmere redegørelse for den af foreningen rejste problemstilling, herunder omfanget heraf, alternative løsningsforslag mv. På den baggrund kan der tages stilling til eventuelle behov for yderligere tiltag, der ikke kan afvente den foreslåede revision i folketingsåret 2011/2012. Evt. behov for lovændring drøftes i givet fald med forligskredsen.
Undervisningsministeriet vil endvidere sørge for, at problemstillingen under alle omstændigheder inddrages i evalueringen forud for den foreslåede lovrevision i folketingsåret 2011/12.
Bilag 1
Oversigt over høringssvar vedrørende udkast til
Forslag til lov om ændring af lov om ændring af lov om folkeskolen
(Revision af lov om ændring af lov om folkeskolen (Mere frit skolevalg inden for og over kommunegrænser)
Høringsparter |
Høringssvar |
||
|
Ja |
Bemærkninger |
Nej |
Børne- og Kulturchefforeningen |
X |
X |
|
Børnerådet |
X |
|
X |
Danmarks Evalueringsinstitut |
|
|
X |
Danmarks Lærerforening |
X |
X |
|
Dansk Arbejdsgiverforening (DA) |
|
|
X |
Danske Handicaporganisationer |
X |
X |
|
Danske Regioner |
|
|
X |
Danske Skoleelever |
|
|
X |
Dansk Center for Undervisningsmiljø |
|
|
X |
Dansk Flygtningehjælp |
|
|
X |
Dansk Friskoleforening |
|
|
X |
Dansk Industri |
X |
|
|
Datatilsynet |
X |
|
|
Det Centrale Handicapråd |
|
|
X |
Dokumentations- og RÃ¥dgivningscentret om Racediskrimination |
|
|
X |
Efterskolernes Lærerforening |
|
|
X |
Efterskoleforeningen |
|
|
X |
Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler |
|
|
X |
FOA – Fag og Arbejde |
|
|
X |
Forbundet for Pædagoger og Klubfolk (BUPL) |
X |
|
|
Foreningen af Husholdningsskoler og HÃ¥ndarbejdsskoler |
|
|
X |
Frie Grundskolers Fællesråd |
X |
X |
|
Frie Grundskolers Lærerforening |
|
|
X |
Institut for Menneskerettigheder |
|
|
X |
KL |
X |
X |
|
Landsforbundet af Voksen- og Ungdomsundervisere (LVU) |
|
|
X |
Landsforeningen af Opholdssteder og Skole- og Behandlingstilbud |
|
|
X |
Landsforeningen af Ungdomsskoleledere (LU) |
|
|
X |
Landsorganisationen i Danmark (LO) |
X |
|
|
RÃ¥det for Etniske Minoriteter |
|
|
X |
Skolelederne |
|
|
X |
Skole og Samfund |
|
|
X |
Ungdomsringen |
|
|
X |
Ungdomsskolernes Udviklingscenter |
|
|
X |