"Ministeren bedes kommentere materiale modtaget af Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger ved foretræde den 23. april 2008, jf. L 141 – bilag 8."
Foreningen af Kommunalt Ansatte Læger (FAKL) udtrykker bekymring for forslaget om at ændre kravene til ind- og udskolingsundersøgelser af skolebørn. Det fremgår således, at foreningen finder, at ændringen vil medføre en forringelse af tilbuddet.
FAKL anfører i den forbindelse bl.a., at en ændring af de forebyggende helbredsundersøgelser for børn og unge i den undervisningspligtige alder som den foreslåede, hvorefter den enkelte kommunalbestyrelse fremover kan beslutte, hvorvidt helbredsundersøgelserne skal foregå ved læge eller ved sundhedsplejerske, vil medføre større social ulighed i sundhed, belaste de praktiserende læger og børnepsykiatrien, medføre risiko for, at sygdomme, der udvikler sig i skolealderen, ikke diagnosticeres, samt på længere sigt øge de kommunale sundhedsudgifter.
FAKL stiller endvidere spørgsmål ved, hvorvidt det er korrekt, at mange kommuner oplever et rekrutteringsproblem i forhold til ledige stillinger som kommunelæge.
Endelig anføres det, at den foreslåede ændring vil kunne føre til, at der ikke er tilstrækkelig lægelig kapacitet i den enkelte kommune til at behandle sager efter servicelovens § 50 om særlig støtte til børn og unge.
Jeg kan henvise til min besvarelse af spørgsmål nr. 1 (L 141) af 16. april 2008.
Om kommunelægens deltagelse i behandlingen af sager om særlig støtte til børn og unge i medfør af servicelovens § 50 kan jeg oplyse, at det fremsatte lovforslag alene har til hensigt at sikre kommunerne fleksibilitet med hensyn til tilrettelæggelsen af de to forebyggende helbredsundersøgelser, som kommunalbestyrelsen efter sundhedsloven skal tilbyde børn og unge i den undervisningspligtige alder. Forslaget indebærer således, at det fremover bliver den enkelte kommunalbestyrelse, der skal træffe beslutning om, hvorvidt de to forebyggende helbredsundersøgelser skal foretage ved læge eller ved sundhedsplejerske.
Lovforslaget har således ikke til hensigt at regulere andre områder, hvor kommunerne inddrager lægefaglig kompetence som led i løsning af kommunale opgaver, herunder f. eks. sager om børn eller unge, der trænger til særlig støtte, jf. servicelovens § 50.