"Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 15. april 2008 fra COOP, Dansk Erhverv og De Samvirkende Købmænd, jf. L 139 – bilag 4."
Spørgsmålet vedrører lovforslagets § 3, dvs. ændringsforslag til ændring af tobaksreklameloven. I den pågældende bestemmelse foreslås det, at det kommer til at fremgå direkte af lovteksten, at undtagelsen fra det generelle reklameforbud kun gælder en neutral anbringelse af tobaksvarer, således at disse kun kan anbringes i forbindelse med betalingskasser, diske, barer eller lignende steder, og således at hylderne, skabene og boksene ikke får en størrelses eller udformning, som giver en reklameeffekt.
Baggrunden for ændringsforslaget er, at bemærkningerne til den pågældende bestemmelse i det oprindelige lovforslag fra 2000-01 ikke blev lagt til grund ved den dom afsagt af Østre Landsret i oktober 2006, som er nævnt i bemærkningerne til lovforslaget.
COOP, Dansk Erhverv og De Samvirkende Købmænd mener, at Folketinget kun bør fastlægge overordnede principper, og ikke fastsætte meget specifikke krav til butiksindretning. Som udgangspunkt er jeg enig i dette synspunkt, men erfaringerne med branchen og Østre Landsrets dom har efter min opfattelse gjort det nødvendigt at foreslå, at der fastsættes mere detaljerede bestemmelser i selve lovteksten i tobaksreklameloven.
Branchen anfører i sin henvendelse forskellige eksempler på, hvad der efter deres opfattelse ikke kan lade sig gøre ifølge den pågældende bestemmelse i lovforslaget. Endvidere har de medsendt diverse illustrationer af, hvordan de mener, at forslaget vil forbyde placering af tobaksvarer på en måde, der er mindre iøjnefaldende end placeringer, der efter forslaget vil være tilladt. Samtidig efterlyser branchen en definition af forskellen mellem en boks, en hylde og et skab.
Efter min opfattelse fortolker branchen i sin henvendelse bestemmelsen i lovforslaget alt for snævert.
Det fremgår af lovteksten til den nye § 3, stk. 3, nr. 1, at tobaksvarer må placeres på hylder og i skabe bag ved eller under kassen, disken, baren eller lignende steder. Endvidere fremgår det af lovteksten til den nye § 3, stk. 3, nr. 2, at tobaksvarer må anbringes i bokse, der hænger over kassen, over baren eller lignende steder.
Formuleringen â€eller lignende steder†er netop medtages for at tage højde bl.a. for de situationer, der i branchens henvendelse betegnes som â€ved siden af†eller â€i umiddelbar nærhed af†kassen, disken eller baren.
Baggrunden for, at der i lovforslaget ikke er medtaget en definition på skabe, hylder og bokse, er netop, at en sådan definition ville indskrænke butikkernes muligheder yderligere.
På den baggrund er det min klare vurdering, at den anbringelse af tobaksvarer, som er vist i de illustrationer, branchen har fremsendt, vil være tilladt.
Jeg vil i denne forbindelse understrege, at placering af tobaksvarer direkte på kassen, disken, baren eller steder, der kan sidestilles hermed, ikke vil være tilladt.
Med hensyn til de systemer, der er nævnt i henvendelsen af 15. april 2008, hvor varerne ikke er udstillet ved kasserne, men leveres dertil f.eks. pr. rørpost, vil jeg gøre opmærksom på, at der ikke vil være noget til hinder for, at personalet har adgang til et display, som kan benyttes ved fremtagelse af tobaksvarer, men det vil ikke være i overensstemmelse med loven, hvis kunderne har adgang til eller kan studere dette display. Dette er – efter min opfattelse – ikke en ændring i forhold til gældende lovgivning.