Betænkning afgivet af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 21. maj 2008

Betænkning

over

 Forslag til lov om ændring af lov om fiskeri og fiskeopdræt

(Implementering af habitatdirektiv, skærpede bøder ved overtrædelser i forbindelse med erhverv m.v.)

[af fødevareministeren (Kristian Jensen, fg.)]

 

1. Ændringsforslag

Der er stillet 10 ændringsforslag til lovforslaget. Fødevareministeren har stillet ændringsforslag nr. 2-10, og Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 1 om deling af lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. marts 2008 og var til 1. behandling den 3. april 2008. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 6 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og fødevareministeren sendte den 8. februar 2008 dette udkast til udvalget, jf. FLF alm. del – bilag 116. Den 26. marts 2008 sendte fødevareministeren de indkomne høringssvar samt et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 2 spørgsmål til fødevareministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger

Et flertal i udvalget (V, DF og KF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de af fødevareministeren stillede ændringsforslag.

Et mindretal i udvalget (S og SF) vil redegøre for sin stilling til lovforslaget og de af fødevareministeren stillede ændringsforslag ved 2. behandling af lovforslaget. Mindretallet vil stemme for det under nr. 1 stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal i udvalget (RV og EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Ny Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Af   et mindretal (SF), tiltrådt af et mindretal (S, RV og EL):

a

Ændringsforslag om deling af lovforslaget.

   1) Lovforslaget deles i to lovforslag med følgende titler og indhold:

A. »Forslag til lov om ændring af lov om fiskeri og fiskeopdræt. (Implementering af habitatdirektiv og forhøjelse af prisen på lyst- og fritidsfiskertegn)« omfattende § 1, nr. 1-6 og 9-13, og § 2.

B. »Forslag til lov om ændring af lov om fiskeri og fiskeopdræt. (Skærpede bøder ved overtrædelser i forbindelse med erhverv, puljefiskeri m.v.)« omfattende § 1, nr. 1, 4, 5, 7, 8 og 14-17, og § 2.

[Deling af lovforslag]

Af   fødevareministeren, tiltrådt af et flertal (V, DF, KF, RV og EL):

b

Ændringsforslag til det udelte lovforslag

Til § 1

   2) I indledningen indsættes efter »og lov nr. 317 af 31. marts 2007« ordene: », og som ændres ved § 13 i forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse og forskellige andre love. (Implementering af miljøansvarsdirektivet) (L 118)«.

[Konsekvens af lovforslag nr. L 118 fremsat den 12. marts 2008 af miljøministeren]

   3) Nr. 2 affattes således:

»2.  I fodnoten til lovens titel indsættes efter »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader, EU-Tidende 2004 nr. L 143, side 56)«: », dele af Rådets direktiv nr. 79/409/EØF af 2. april 1979 om beskyttelse af vilde fugle (EF-fuglebeskyttelsesdirektivet) (EF-Tidende 1979 nr. L 103, side 1), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368) og Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EF-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som ændret senest ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368.)«

[Konsekvens af vedtagelsen af lovforslag nr. L 118.]

                                                                                                                                             

   4) I nr. 6 ændres kapitelbetegnelsen »Kapitel 3 a« til: »Kapitel 3 b«, og paragrafbetegnelserne »§§ 10 a-10 g« ændres til: »§§ 10 d-10 j«.

[Konsekvens af lovforslag nr. L 118 fremsat den 12. marts 2008 af miljøministeren]

   5) I den under nr. 6 foreslåede § 10 d, der bliver § 10 g, indsættes som 2. pkt.:

»Ministeren underretter Europa-Kommissionen om, hvilke kompensationsforanstaltninger der træffes.«

[Konsekvens af at underretningspligten over for Europa-Kommissionen skal fremgå af lovteksten]

   6) Den under nr. 15 foreslåede § 117 b affattes således:

Ȥ 117 b. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at en person i forbindelse med erhvervelse af fisketegn skal oplyse sit cpr-nummer.«

[Pligten til at oplyse cpr-nummer målrettes til erhvervelse af fisketegn]

   7) Nr. 16 udgår.

[Konsekvens af ændringen af den i nr. 6 foreslåede ændring]

   8) Nr. 17 udgår.

[Den særlige straffebestemmelse udgår]

   9) Efter nr. 17 indsættes som nyt nummer:

»01. Som bilag 2 til loven indsættes bilag 1 til denne lov.«

[Lovteknisk korrektion]

Nyt bilag

   10) Som bilag 1 indsættes:

»Bilag 1

»Bilag 2

Dyrearter af fællesskabsbetydning, hvis indsamling i naturen og udnyttelse vil kunne blive genstand for forvaltningsforanstaltninger

Kun arter relevante i forhold til loven er medtaget

De arter, der er anført i dette bilag, er angivet enten ved

1) den pågældende arts eller underarts navn eller

2) samtlige arter tilhørende en højere systematisk enhed (taxon) eller en nærmere angivet del af denne.

PETROMYZONIFORMES

Petromyzonidae

Lampetra fluviatilis

ACIPENSERIFORMES

Acipenseridae

– Alle arter, der ikke er opført i bilag IV i EF-habitatdirektivet

SALMONIFORMES

Salmonidae

Thymallus thymallus

Salmo salar (kun i ferskvand)

Cyprinidae

Barbus spp. (Forkortelsen »spp.« henviser til samtlige arter tilhørende denne familie eller slægt.)

CLUPEIFORMES

Clupeidae

Alosa spp.

ARTHROPODA

CRUSTACEA – DECAPODA

Astacidae

Astacus astacus«.«

[Teknisk ændring og tilføjelse af fiskearten Thymallus thymallus (stalling), der ved en fejl var udgået af lovforslaget]

Bemærkninger

Til nr. 1

Den foreslåede opdeling af lovforslaget har til formål at dele forslaget i to dele, således at den del, der vedrører implementeringen af EF-habitatdirektivet og forhøjelse af prisen på lyst- og fritidsfiskertegn, indeholdes i ét lovforslag og den resterende del af det oprindelige lovforslag i et andet lovforslag.

Til nr. 2-4

Ændringsforslagene er alene af teknisk karakter og er nødvendiggjort af ændringerne i § 13 i L 118, der forventes vedtaget før L 136.

Til nr. 5

Ændringen foretages på baggrund af kommentarer fra Kommissionen om, at underretningspligten vedrørende fastsættelse af eventuelle kompensationsforanstaltninger skal fremgå af lovteksten. Underretningspligten er allerede omtalt i bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser.

Til nr. 6

Med den foreslåede ændring målrettes bestemmelsen til at vedrøre entydig identifikation af de rekreative fiskere i forbindelse med registreringen af fisketegnsbetalerne.

Inden for det erhvervsmæssige fiskeri er der tale om et begrænset antal fartøjer og registrerede fiskere. De pågældende oplyser i vidt omfang på frivillig basis cpr-numre, og under alle omstændigheder kan administrationen i Fødevareministeriet via sin adgang til CPR verificere og supplere de oplysninger, der gives i ansøgninger om f.eks. registrering som erhvervsfisker. I det rekreative fiskeri er der derimod tale om et meget stort antal indbetalere, godt 200.000 personer årligt med bopæl i Danmark. De samme personer betaler ikke hvert år. Ved oplyst cpr-nummer sikres, at ansøgeren umiddelbart kan identificeres.

Kravet om de detaljerede regler om betaling af fisketegn fastsættes ved bekendtgørelse. Heraf vil det med den hjemmel, der nu indsættes, fremgå, at cpr-nummeret skal oplyses i forbindelse med erhvervelsen af fisketegnet.

Til nr. 7

Bestemmelsen udgår som konsekvens af den i ændringsforslag nr. 6 foreslåede ændring.

Til nr. 8

Bestemmelsen foreslås at udgå af lovforslaget. Baggrunden herfor er, at Fødevareministeriets administration i samarbejde med Rigsadvokaten ønsker at følge udviklingen omkring overtrædelserne på fiskeriets område med henblik på løbende at tilpasse størrelsen af de bøder, der kræves betalt, frem for at lovgive om minimumsbøder. Hensigten er fortsat, at størrelsen af bøderne skal afspejle grovheden af overtrædelserne og have mulighed for løbende at følge med udviklingen også i forhold til EU-regelsættet for fiskeri.

I medfør af straffelovens § 81 er det muligt at idømme højere straf i gentagelsestilfælde inden for 5 år. Fødevareministeriets administration vil i forhold til praksis omkring tiltalerejsning arbejde for, at denne bestemmelse inddrages i relevant omfang, således at det får passende konsekvenser at foretage grovere gentagne overtrædelser.

Til nr. 9 og 10

Ændringsforslagene er primært at teknisk karakter, idet bilaget var placeret et forkert sted i det oprindelige lovforslag. Med ændringsforslaget indsættes bilag 2 til lovforslaget som et bilag i selve fiskeriloven. Endvidere tilføjes fiskearten Thymallus thymallus (stalling), der ved en fejl var udgået af lovforslaget.

  Torsten Schack Pedersen (V) nfmd  Tina Nedergaard (V) Â  Henrik Høegh (V) Â  Jens Kirk (V) Â  Eyvind Vesselbo (V) Â  Jørn Dohrmann (DF) fmd.  Bent Bøgsted (DF) Â  Christian H. Hansen (DF) Â  Knud Kristensen (KF) Â  Bjarne Laustsen (S) Â  Ole Vagn Christensen (S) Â  Julie Skovsby (S) Â  Benny Engelbrecht (S) Â  Kristen Touborg (SF) Â  Karina Lorentzen (SF) Â  Bente Dahl (RV) Â  Per Clausen (EL) 

Ny Alliance, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldisflokkurin og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

 

Folketingets sammensætning

 

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)

47

 

Ny Alliance (NY)

3

Socialdemokratiet (S)

45

 

Inuit Ataqatigiit (IA)

1

Dansk Folkeparti (DF)

25

 

Siumut (SIU)

1

Socialistisk Folkeparti (SF)

23

 

Tjóðveldisflokkurin (TF)

1

Det Konservative Folkeparti (KF)

17

 

Sambandsflokkurin (SP)

1

Det Radikale Venstre (RV)

  9

 

Uden for folketingsgrupperne

2

Enhedslisten (EL)

  4

 

(UFG)

 

 

 

+++Bilag+++Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 136

Bilagsnr.

Titel

1

Høringsnotat og høringssvar, fra fødevareministeren

2

Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

3

Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

4

1. udkast til betænkning

5

Ændringsforslag fra fødevareministeren

6

Revideret tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget

7

2. udkast til betænkning

8

Ændringsforslag fra fødevareministeren

9

Ændringsforslag fra fødevareministeren

10

3. udkast til betænkning

Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 136

Spm.nr.

Titel

1

Spm. om omfanget af personer, der gentagne gange har overtrådt fiskerilovgivningen, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå

2

Spm. om teknisk bistand til deling af lovforslaget, til fødevareministeren, og ministerens svar herpå