Til

                      Folketinget - Skatteudvalget

 

 

L     13- Forslag til Lov om bemyndigelse til opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien.

 

Hermed sendes i 5 eksemplarer bemærkninger til henvendelse af 3. december 2007 fra Claus Carøe.

(L 13 – bilag 31)

 

 

 

 

 

Kristian Jensen

                                                                 /  Ivar Nordland


Claus Carøe har den 3. december 2007 rettet henvendelse til udvalget for at kritisere den foreslåede overgangsregel for allerede flyttede pensioner, idet en pensionist, der bor i Frankrig og flytter til Spanien eller omvendt, ikke vil forblive omfattet af overgangsreglen efter denne flytning.

Han mener, at det medfører en stavnsbinding, og at EU-domstolen vil sætte sig imod denne virkning af reglen.

Han kritiserer også lovforslagets provenubemærkninger.

Han har forståelse for, at danske politikere ikke kan leve med, at penge tjent i Danmark af personer, der bor der, ikke beskattes i Danmark. Men løsningen består i at beskatte, når pengene tjenes, altså før folk rejser.  

 

Jeg vil hertil svare, at det er korrekt, at en person ikke kan forblive omfattet af overgangsreglen, hvis vedkommende flytter til et andet land efter den 28. november 2007.

Begrundelsen for overgangsreglen er et ønske om, at en eventuel opsigelse af dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Frankrig eller Spanien ikke skulle ændre den hidtidige skattemæssige behandling for efterløn eller pension, som ved lovforslagets fremsættelse var fritaget for dansk beskatning efter denne overenskomst, fordi modtageren var hjemmehørende i pågældende land.

Jeg ser ingen grund til, at en person, der som hjemmehørende i f.eks. Frankrig er omfattet af overgangsreglen, skal forblive omfattet af denne regel, hvis den pågældende flytter til Spanien. I så fald har den pågældende mulighed for at tage ændrede skattemæssige forhold som følge af flytningen i betragtning på samme måde som andre personer, som overvejer at  flytte til Spanien.

Jeg mener ikke, at dette er i strid med EU-retten. I så fald ville EU-retten også kræve, at en pensionist, der som hjemmehørende i f.eks. Frankrig er fritaget for dansk beskatning, skulle forblive fritaget for beskatning, selv om vedkommende flyttede til et andet land, herunder Danmark.

Jeg ser ingen grund til kritik af lovforslagets provenubemærkninger.

Jeg ser heller ingen grund til at ændre på pensionsbeskatningssystemet.

   Â