REDAN

Association loi 1901

 

Les Patifiages, Hauteville

                    F-84100 UCHAUX

                          Tél./Fax 04 9040 6809

[email protected]

 

 

 

Folketinget, Christiansborg

1240 København K

 

Som svar på Skatteudvalgets spørgsmål til REDAN på skatteudvalgsmødet d. 5. december, 2007, har vi hermed fornøjelsen at fremsende følgende redegørelse:

 

På skatteudvalgets møde den 5. december 2007 fremsatte Foreningen REDAN forslag til en ændring af lovforslag L 13, § 3, hvorefter danskere, der 27-11-07 var bosat i Frankrig og Spanien, men endnu ikke modtog pension, skulle beskattes af deres fremtidige pensioner efter den nugældende dobbeltbeskatningsoverenskomst.

REDAN blev i den forbindelse spurgt om, hvorvidt man kendte antallet, at disse personer. Der findes imidlertid ikke nogen officielle tal, hverken i Frankrig eller Danmark, (sikkert heller ikke i Spanien) for hvor mange, der er bosat i de to lande, der vil modtage dansk pension efter den foreslåede skæringsdato  31.01.08.

REDAN har imidlertid til oplysning for skatteudvalget efterfølgende foretaget en vurdering, baseret på tal fra Sikringsstyrelsen og Danmarks Statistik, som kan være med til at kaste lys over konsekvensen af at fastholde de nuværende beskatningsregler for disse personer.

De senest kendte tal (2006) fra Sikringsstyrelsen for modtagere af dansk pension er for Frankrig henholdsvis Spanien 1691+3449 = 5140 personer.

I 2002 var tallene 1022+2484 = 3506 personer, dvs. at der de følgende år er sket en stigning på 1634 personer, i gennemsnit 1634:4 = 408 personer om året.

Den gennemsnitlige nettoudvandring af pensionister fra Danmark til de to lande i perioden 2002 – 2006 var imidlertid kun 127 personer om året iflg. Danmarks Statistik. Forskellen (408 – 127) = 281 personer er altså kommet ”indefra”, dvs. personer, der allerede er bosat i Frankrig/Spanien heriblandt franske/spanske  statsborgere, som på et tidspunkt har opsparet pension i Danmark,  samt danskere, der er flyttet til Frankrig, hhv. Spanien efter år i udlandet.

Dette stemmer godt overens med de oplysninger, som REDAN har fået fra Indenrigsministeriet, der viser, at Danmark kun betaler sundhedsbidrag for ca. halvdelen af de på nuværende tidspunkt bosiddende pensionister i Frankrig og Spanien, ganske enkelt fordi disse endnu ikke modtager social pension, eller har arbejdet i Frankrig/Spanien og derfor er berettiget til fransk/spansk sundhedsdækning, eller på anden måde har haft så ringe tilknytning til Danmark, at de ikke tæller med i den gruppe, der berettiger til dansk sundhedsrefusion.

Disse personer adskiller sig stærkt fra de danske pensionister, der udvandrer ved pensionsalderens indtræden, ved at have opsparet meget mindre pensioner, da de har opholdt sig færre år i Danmark, og ikke siden udflytningen har haft mulighed for at spare op på danske pensionsordninger. Et eventuelt skatteprovenu fra sådanne pensioner vil desuden være stærkt faldende med tiden, idet de ældre pensionister falder bort, og afløses af yngre, som har haft endnu færre år til opsparing.

Da der desuden er sat en skæringsdato, 27.11.07, vil der ikke komme nogen tilgang til denne gruppe, som til sidst helt vil forsvinde.

Med venlig hilsen

Poul Møller

Formand