Skatteministeren (Kristian Jensen):
Man kan jo sige, at enigheden breder sig. Efter to lovforslag med et næsten enstemmigt flertal bag regeringen står vi nu med et lovforslag, hvor et helt enigt Folketing står bag regeringen, og jeg synes, det ville være dejligt, hvis det var en trend, vi kunne forfølge i skattepolitikken. Men lad os nu se, for hvor lang tid var Jeppe i baronens seng?
Sagen er, at vi i mange år har haft et ønske om at få indrettet alle vores dobbeltbeskatningsaftaler med andre lande sådan, at hvis der bliver givet fradrag for pensionsopsparinger i Danmark, skal der også ske beskatning, når pensionen kommer til udbetaling. Det har vi løbende fået tilrettet en lang række dobbeltbeskatningsoverenskomster efter, og der er fortsat nogle på vej. I næste uge skal vi behandle et lovforslag om en ny dobbeltbeskatningsoverenskomst med Østrig og en ny overenskomst med Kroatien, og i begge aftaler har vi sikret, at problemstillingen er blevet løst for de to landes vedkommende.
Med hensyn til Frankrig og Spanien har vores problemstilling været, at der ikke har været interesse fra fransk henholdsvis spansk side for at imødekomme det danske ønske. Derfor har vi hængt fast på nogle regler, som vi har forsøgt at få ændret, men vi er ikke blevet imødekommet.
Set i lyset af at pensionsmarkedet bliver mere internationaliseret, har vi med de to lovforslag, vi lige har behandlet, åbnet op for, at man kan få fradrag ved at indbetale til udenlandske pengeinstitutter. Så bliver muligheden for at kunne placere og dermed også sandsynligheden for, at man vil vælge at placere en større del af opsparingen på steder, hvor vi ikke har mulighed for at sikre den rigtige beskatning, større, og set i det lys mener vi fra regeringens og forligskredsens side, at tiden nu er kommet til, at vi ikke bare forsøger at få forhandlinger i gang, men også giver skatteministeren - i øjeblikket altså mig selv - bemyndigelse til at opsige en dobbeltbeskatningsaftale med Frankrig henholdsvis Spanien, hvis vi ikke får et tilfredsstillende resultat.
Nu er det jo sjældent, man vedtager lovforslag, som man håber man aldrig får brug for, men jeg håber faktisk aldrig at få brug for forslaget her. Jeg håber, det med loven i baghånden vil være muligt at gennemføre forhandlinger med Frankrig og Spanien, der fører til, at vi får nye forhandlede, tilfredsstillende løsninger og tilfredsstillende dobbeltbeskatningsoverenskomster.
Dette ville falde godt i tråd med det, der har været skik og brug fra dansk side i mange år, men det har desværre også nogle enkelte gange været nødvendigt at gennemføre en ophævelse af dobbeltbeskatningsoverenskomster for at kunne fremtvinge en reel forhandling, der vil give de nødvendige resultater. Derfor tror jeg, det er vigtigt, at ministeren får bemyndigelsen.
Hr. Frank Aaen spurgte, om vi starter forhandlinger mellem jul og nytår. Det gør vi ikke. Lovforslaget træder først i kraft den 1. januar, så det skal være lige umiddelbart efter nytår.
Når forslaget er sat til første behandling nu og sat på til også at få dispensation fra 30-dages-fristen, er det strengt taget ikke nødvendigt. Om vi starter lige præcis den første uge i det nye år, som vi egentlig har en ambition om, eller vi starter i uge 3 eller 4, tror jeg de fleste vil tage rimelig afslappet på, men der kunne måske være nogle, der ønsker en så hurtig afklaring som muligt af, hvorvidt det bliver lovforslaget eller en forhandlingsløsning, der bliver fremtiden, og set i det lys vil det være sådan, at jo tidligere vi kommer i gang, jo bedre.
Strengt taget er der ikke et krav om, at forslaget skal træde i kraft den 1. januar, men når vi har bedt om det, skyldes det den tætte sammenhæng, det har med de to foregående lovforslag, L 9 og L 10, og derfor mente vi, det af hensyn til en sammenhængende arbejdsgang var rimeligt, at alle forslagene fik de samme tidsfrister.
Jeg er tryg ved, at Folketinget og Skatteudvalget vil foretage en korrekt vurdering af, hvorvidt vi skal køre med en kort tidsfrist, eller man skal lade den normale 30-dages-regel gælde. Set fra ministeriets side er vi naturligvis interesserede i en så hurtig behandling som muligt, men jeg er fuldstændig tryg ved, at Skatteudvalget vil foretage en vurdering, og vi vil naturligvis respektere det valg, som Skatteudvalget og Folketinget træffer.