|
||
Folketingets Energipolitiske Udvalg Christiansborg 1240 København K |
Dato            19. maj 2008 J nr.             |
|
Energipolitisk Udvalg har i brev af 14. maj 2008 stillet mig følgende spørgsmål L 129 - 6, som jeg hermed skal besvare.
"Kan ministeren uddybe, om afbrænding på affaldsforbrændingsanlæg med energiudnyttelse giver dårligere brændselsudnyttelse end affaldsafbrænding på centrale kraftværker?"
Når affald afbrændes, produceres der som regel både el og varme. El bliver afsat til det offentlige net, mens varmen forsøges afsat til det lokale og ofte begrænsede fjernvarmenet. Mange fjernvarmenet kan især om sommeren ikke udnytte større varmemængder. Det betyder, at hvis afbrænding af affald fører til større varmeproduktion, vil varmen i visse tilfælde skulle bortkøles (smides væk). Dermed er det fordelagtigt, at producere mest mulig el og mindst varme.
I forhold til konventionelle affaldsforbrændingsanlæg, kan kraftværkerne ved afbrænding af affald omdanne mere energi til el. Samtidig erstatter affaldet kul, og i modsætning til afbrænding på konventionelle affaldsforbrændingsanlæg stiger den samlede varmeproduktion ikke. Samlet set, vil kraftværkernes affaldsforbrænding derfor føre til en bedre energiudnyttelse end afbrænding på konventionelle affaldsforbrændingsanlæg.
Connie Hedegaard