(Ordfører)
Mette Gjerskov(S):
Det her lovforslag er ganske rigtigt en implementering af energiaftalen fra februar i år. Det betyder, at vi her ser alle de ting, som Socialdemokraterne faktisk er glade for - og også den pris, vi har måttet betale for energiaftalen.
Samlet set kan Socialdemokratiet støtte forslaget. Det indebærer jo støtte til vindmøller, biogas og biomasse og ikke mindst tilskud til fremme af små VE-teknologier. Det indebærer også en mere fleksibel adgang, kan vi kalde det, til affaldsforbrænding, som nu også kan ske centralt. Det er så måske ikke lige det element, vi er allermest glade for, men resten er vi rigtig glade for.
Vi har nogle helt konkrete spørgsmål, som vi skal have afklaret i forbindelse med behandlingen, for det er jo gået lidt hurtigt. Vi har først fået høringssvarene, efter at forslaget var fremsat, så vi har jo nogle spørgsmål, og ministeren har også tilkendegivet, at vi skal have en drøftelse.
Nogle af de spørgsmål, vi selvfølgelig vil rejse, er bl.a. om affald på de centrale værker, altså hvorfor er det, at ministeren skal give de her konkrete godkendelser? Skal det ske, hver eneste gang man skal afbrænde affald, eller en gang årligt? Er det en principgodkendelse? Burde det mon i virkeligheden ikke være miljøministeren? Er vi fuldstændig sikre på, at der ikke sker en forringelse af Danmarks muligheder for at afslå at blive EU's losseplads, så vi skal importere affald fra andre EU-lande? Det er jo det, der er vores grundlæggende og overordnede bekymring i forhold til afbrænding af affald på de centrale værker.
Vi skal så også lige have kigget på, om der er noget i forhold til gratiskvoterne. Det skal vi se på, hvis det viser sig, at affaldsforbrændingen altså ikke reducerer vores kulforbrug. Det er jo kulforbruget, vi også er meget, meget optaget af.
I forhold til biomasse har jeg efter at have læst forslaget overvejet, om vi ikke burde have en definition af biomasse. Jeg tror, det ville være sundt for os alle sammen at få defineret biomasse i lovforslaget.
Jeg synes så også, vi skal overveje, om producenterne på den hidtidige ordning ikke bare skal tilbydes at få lov til at komme over på den nye en gang for alle, så alle får muligheden. Hvad vil konsekvenserne være af sådan et system?
Der er så, som vi vistnok allerede har diskuteret, stigningen i støtten fra 10 til 15 øre på biomasse. Der har vi skrevet i aftalen, at det kun gælder for de centrale værker, og måske skulle vi tage at kigge på, om den tilsvarende stigning ikke også skal ske på de decentrale værker.
En ting, som ligger os meget på sinde, er i forhold til vindmølledelen, hvor vi faktisk mener, at fristen for nedtagning og udstedelse af skrotbeviser bør udskydes et års tid til den 15. december 2010. Det er et ønske fra vindmøllefolkene, som siger, at der kan gå rigtig lang tid fra planlægningen, til vindmøllen reelt er opsat. Der er jo ikke nogen grund til, at der opstår huller i produktionen af vedvarende energi i forbindelse med nedtagningen af en gammel mølle og opsætningen af en ny. Jeg opfatter det mere som en praktisk ting, som vi vel nok kan blive enige om.
Det samme gælder biogas. Der er jo flere af høringssvarene, som lægger op til, at tilskuddet til biogas også skal omfatte bioforgasning, og det kan vi fra Socialdemokraternes side godt se fornuften i.
Det, der er vigtigt for os, og som er det overordnede spørgsmål, vi har brug for at få afklaret i udvalgsbehandlingen, er, at vi med det her forslag ikke åbner unødigt op for et frit affaldsmarked, som vil betyde, at vi får fornøjelsen af det halve Nordeuropas affald i Danmark. Det synes vi sådan set ikke der er nogen grund til. Men vi synes også, det er vigtigt, at vi sikrer, at vi fortsat har mulighed for udbygning af f.eks. fjernvarmenettet, som vi jo mener er en vældig, vældig god ting i Danmark.
Samlet set vil jeg sige, at vi har masser at drøfte - der er rigtig meget indhold i det her lovforslag - men vores udgangspunkt er, at vi er meget enige, og at vi støtter forslaget.