(Ordfører)
Per Clausen (EL):
Jeg er enig i, at man godt kan opfatte det her forslag som en anelse besynderligt og paradoksalt. Det er jo, fordi statsministeren i går lige præcis på energiområdet, på klimaområdet, kom med to formuleringer, som han kunne have hentet på Enhedslistens hjemmeside, nemlig formuleringen om, at vi skulle fuldstændig ud af vores afhængighed af fossile brændstoffer og klare os igennem med vedvarende energi, og brugen af udtrykket grøn revolution. Bedre kunne det næsten ikke være.
Jeg tænkte så, at den forskel, der er på mig og statsministeren, bare er, at statsministeren er en yngre mand, så derfor har han tid til at vente i flere år end mig, og derfor kommer det til at gå lidt langsommere. Det er et temperamentsspørgsmål, og hvis jeg er mere utålmodig end statsministeren, må jeg jo lære at leve med det.
Men så kommer det her forslag, og så forstår jeg ingenting, for det her forslag gør os da ikke uafhængige af fossile brændstoffer på lang sigt. Jeg kan i hvert fald ikke se, hvordan det at øge anvendelsen af kul skulle gøre os uafhængige af kul på lang sigt. Det er komplet ubegribeligt, og så må jeg sige, at statsministerens langsigtede sigte måske begynder at blive lidt for langt, også selv om man tænker på, at statsministeren er en ung mand, der har mange år tilbage på jordkloden, særlig fordi han lever sundt. Han skal altså passe på med, at det ikke alene ikke bliver i hans tid, men heller ikke i hans børns tid, at vi vil blive uafhængige af fossile brændstoffer, for det her vil føre til en øget anvendelse af kul i Danmark.
Man kan så stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor kommer forslaget? Jeg vil så sige, at det i går, da jeg læste Børsen, gik op for mig, hvad pointen her var, for der meddelte DONG, at fordi man skal tjene så mange penge som muligt, så man til sin tid kan indbringe en så stor pose penge som muligt til staten, når man skal sælges, ville man i de kommende år nok satse noget mere på olie og kul end på vedvarende energi, for der var betydelig flere penge at tjene på olie. Det fantastiske ved det var, at det var, fordi oliepriserne stiger. Det, der var argumentet for, at DONG, det statsejede olieselskab, skal fokusere mere på olie i de kommende år, er lige præcis det, der gør det så nødvendigt og så indlysende rigtigt at gå hurtigere til værks med at komme over på vedvarende energi.
Pointen er, at det jo er det samme, der ligger her. Det eneste rationelle, fornuftige argument for at tillade mere kul er, at man siger, at det måske kunne give DONG en ekstra indtægt. Det værste ved det hele er jo, at det måske endda er tvivlsomt, og hvis man ikke åbnede op for den fantasiløshed, som det her forslag er udtryk for, ville DONG formentlig kunne tjene mindst lige så mange penge og måske endda flere penge på andre brændselsformer.
Det er bare sørgeligt, synes jeg, at statsministerens flotte visioner, som måske er kommet til ham ad anden vej end Enhedslistens hjemmeside, selv om de kunne være hentet dér, forsvinder som dug for solen, når det handler om at sikre, at DONG kan tjene så mange penge som muligt, og at DONG kan sælges til den højest tænkelige pris.
Tænk hvis vi i stedet for havde den opfattelse, at DONG skulle være et redskab, et instrument, vi brugte til at gennemføre Danmarks energipolitik? Det ville ganske vist betyde, at man skulle opgive det salg af DONG, som alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten støtter. Men det ville da være dejligt, hvis det var sådan, i stedet for, som det er blevet nu, at DONG's interesser og interessen i at tjene penge på DONG gør, at vi i energipolitikken agerer i modsætning til de målsætninger, alle hævder de har.
Det undrer mig så selvfølgelig en lille smule, at man kan lave en stor, flot, perspektivrig og visionær plan for energiudviklingen i Danmark i fremtiden og så tillade, at en del af aftaleparterne laver sådan noget snavs som det her. Jeg troede faktisk, at når man lavede aftaler, gjaldt de for det område, aftalen omfattede, men det er jo i hvert fald bare ærgerligt, at det ikke lykkedes at få det her pillet ud af den aftale, der er lavet.