Besvarelse af
spørgsmål 2 ad L 123 stillet af Erhvervsudvalget
den 22. april 2008
Spørgsmål 2:
Er der i forbindelse med
terrorforsikringsordningen tale om en statstilskudsordning, som på nogen måde
kommer forsikringsselskabernes ejere til gode?
Svar:
Lovforslaget indebærer, at de deltagende
skadesforsikringsselskaber får stillet en statsgaranti på 15 mia. kr. til
rådighed ved skader over en vis grænse. Det har selvfølgelig en værdi for
forsikringsselskaberne, idet garantien kan bidrage til at stille dem bedre i
konkurrencen på andre markeder, f. eks. udenlandske. Statsgarantien kommer
derfor også i sidste ende forsikringsselskabernes ejere til gode.
Derfor foreslås det i loven, at
forsikringsselskaberne årligt skal betale en risikopræmie på 0,15 pct. af
garantien til staten svarende til 22,5 mio. kr. for at få stillet garantien
til rådighed. Det gælder, selv om der eventuelt ikke sker terrorskader. Præmiebetalingen
vil være et element, der kan bidrage til at minimere selskabernes fordele af
garantien.
Men jeg vil gerne understrege, at skulle
der ske en terrorskade, der betyder, at den foreslåede statslige
terrorforsikringsordning udbetaler penge til forsikringsselskaberne, så vil
disse penge alene gå til at betale forsikringstagernes skader. Forsikringsselskaberne
skal selv betale eventuelle terrorskader op til ovennævnte grænse.
Grænsen, for hvornår den statslige garanti
træder til, er foreslået med udgangspunkt i, at forsikringstagerne skal kunne
få erstatning fra ordningen i den situation, hvor skadesforsikringsbranchen
samlet set vil få solvensproblemer. Jeg skal i den sammenhæng henvise til min
besvarelse af spørgsmål 1 ad L 123 stillet af Erhvervsudvalget den 22. april
2008.
Endelig skal jeg tilføje at ordningen skal
anmeldes til Kommissionen med henblik på en godkendelse, idet ordningen
indeholder statsstøtte som følge af statsgarantien.
|
|
ØKONOMI-
OG
ERHVERVSMINISTERIET
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.          33 92 33
50
Fax         33 12 37 78
CVR-nr   10 09 24 85
[email protected]
www.oem.dk
|