J.nr. MST-103-00001

 

Den

 

 

 

 

 

 

 

 

Miljøministerens svar på spørgsmål nr. 10 ad L 118 og L 119 stillet af Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

 

 

Spørgsmål nr. 10

Hvilken viden og hvilket konkret arbejde mangler for at kunne lave en beskrivelse af § 3-områder henholdsvis fredede områder, sådan at de kan omfattes af lovgivningen, og hvilke lovændringer vil være nødvendige i L 118 og L 119 og eventuelt anden lovgivning?

 

Svar

Indledningsvis henviser jeg til min besvarelse af spørgsmål nr. 9.

 

At lade § 3-områder blive omfattet af lovgivningen om miljøansvar og miljøskade vil, for ikke at risikere vilkårlig administration af reglerne, af retssikkerhedsmæssige hensyn kræve, at der bliver foretaget en landsdækkende registrering af områdernes beliggenhed, en vurdering af områdernes biologiske tilstand og fastsættelse af en bevaringsmålsætning for området.

 

For fredede områders vedkommende vil det først kræve en gennemgang af samtlige fredninger i hele landet med henblik på en udskillelse af de fredninger, som ikke drejer sig om sikring af biologisk mangfoldighed og derfor i denne sammenhæng er irrelevante. Dernæst skal der foretages en vurdering af de relevante områders biologiske tilstand og fastsættes bevaringsmålsætning på samme måde som for § 3-områder.

 

Begge dele vil være et meget omfattende arbejde og forventes at være forbundet med betydelige omkostninger.

 

Medtagelse af § 3-områder og fredede områder under lovgivningen vil kræve ændringer i såvel L 118 som L 119.