Undervisningsministeriet

Februar 2008

 

 

Notat om høringssvar på

Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og andre love på Undervisningsministeriets område

(Forenklinger og moderniseringer m.v.)

 

I. Generelt

 

Lovudkastet blev den 6. februar 2008 sendt til høring hos 32 myndigheder, organisationer m.fl. med høringsfrist den 20. februar 2008.

 

Datatilsynet er hørt efterfølgende og har svaret.

 

Lovudkastet er offentliggjort på Høringsportalen.

 

Af de 32 hørte parter har 13 afgivet høringssvar ved høringsfristens udløb. Høringsliste med angivelse af, hvem der har svaret, er indsat nedenfor som bilag 1.

 

II. Væsentlige bemærkninger til lovforslaget

 

Generelt

 

Høringsparterne har givet lovudkastet en generel positiv modtagelse.

 

Dog finder Frie Kostskolers Fællesråd (FKF), at høringsvilkårene har været utilfredsstillende. FKF opfordrer til udsættelse af lovforslaget, idet forslaget ikke kræver bestemmelser, der kræver hastebehandling. FKF påpeger, at mange af de foreslåede ændringer kan gennemføres med udgangspunk i allerede bestående bemyndigelser.

 

 

Bemærkninger:

FKF´s ønske om at udsætte lovforslaget imødekommes, dog kun for så vidt angår bestemmelser vedrørende frie kostskoler. Der vil blive arbejdet videre med henblik på fremsættelse af et lovforslag herom på et senere tidspunkt. Ministeriet vil inden for den gældende lovgivning fortsætte arbejdet med administrativt at forenkle reglerne for godkendelsesproceduren ved frie kostskolers ansøgning om godkendelse til tilskud. Der påtænkes således bl.a. gennemført en forenkling af ansøgningsproceduren, således at der kun er to frister i stedet for de nuværende fire frister.  

 

FKF´s bemærkninger til de enkelte punkter er af denne grund ikke anført og kommenteret nedenfor.

 

Bemærkninger til enkelte punkter i lovudkastet

 

Geografisk sammenhæng

Frie Grundskolers Fællesråd (FGF) og Private Gymnasier og Studenterkurser (PGS) ønsker mulighed for, at en skole kan bestå af flere afdelinger, der ikke nødvendigvis ligger i en gåafstand fra hinanden.

 

Frie Skolers Lærerforening (FSL) ønsker, at ministeriet fortsat bevarer dispensationsmuligheden fra kravet om geografisk enhed.

 

Bemærkninger:

Kravet om, at en fri grundskole og en privat gymnasieskoles bygninger skal ligge i gåafstand fra hinanden fastholdes, da en skole fortsat skal kunne fungere som en samlet, pædagogisk enhed.

 

FSL’s ønske om, at ministeriet fortsat bevarer dispensationsmuligheden fra kravet om geografisk enhed imødekommes ikke. Det følger af forarbejderne til bestemmelsen, at den alene kan anvendes i tilfælde, hvor handicappede elever 1. januar 1992 blev undervist i lokaler, der ikke udgør en bygningsmæssig og geografisk enhed. Bestemmelsens indhold er derfor udtømt, jf. lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 1.

 

Kombinerede institutioner

Dansk Friskoleforening (DF) ønsker at bevare den traditionsrige kombination af højskole og fri grundskole. Foreningen kan ikke se nogen speciel grund til at ophæve denne kombinationsmulighed. DF støtter den implicitte forhindring for oprettelse af skolekonglomerater.

 

PGS er skeptisk over for de foreslåede indskrænkninger i de eksisterende kombinationsmuligheder. PGS finder det eksempelvis uhensigtsmæssigt at forhindre, at studenterkurser kan varetage skole- og undervisningsvirksomhed som fri grundskole.

 

Bemærkninger:

Forslagene tages ud af lovudkastet. Hensynet bag forslagene er at værne om skoleformernes særlige identitet og pædagogiske miljø, herunder at undgå skolekonglomerater. På baggrund af indvendingerne findes det rigtigst at arbejde videre med skoleforeningerne med henblik på at etablere en hensigtsmæssig model.

 

Administrative fællesskaber

PGS og Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) hilser muligheden for, at private gymnasier fremover kan indgå i administrative fællesskaber, velkommen. PGS finder lovudkastets formuleringer om moms i den henseende uklare. PGS finder bl.a., at det bør fremgå, at der for private gymnasiers vedkommende gives momsfritagelse af de ydelser, man samarbejder om. GL bemærker, at reglerne for momskompensation vil hæmme mulighederne for, at det er de private skoler, der varetager fællesskabet.

 

FGF ønsker mulighed for at indgå administrative fællesskaber mellem to eller flere frie grundskoler, herunder i regi af de enkelte skoleforeninger, disse i fællesskab eller af Fordelingssekretariatet.

 

Bemærkninger:

Efter lovforslaget kan private gymnasieskoler, studenterkurser og hf-kurser deltage i administrative samarbejder på lige fod med offentlige gymnasier, institutioner for erhvervsrettet uddannelse m.fl.

 

Med hensyn til de private gymnasiale skolers ønske om momsfritagelse bemærkes, at dette spørgsmål skal afgøres efter momslovgivningen og derfor ikke er et forhold, som institutionslovgivningen regulerer. Efter den gældende tilskudslovgivning modtager de private gymnasier statstilskud, inkl. dækning af udgifter til moms, hvorfor de private gymnasier via statstilskuddet modtager kompensation for momsudgifter. I forbindelse med overvejelserne om en tilskudsreform for private gymnasier, vil spørgsmålet om at lade dem omfatte af momskompensationsordningen for de regulerede institutioner indgå.

 

Indførelse af administrative fællesskaber for de mange frie grundskoler m.fl., herunder i regi af en skoleorganisation, indebærer umiddelbart komplikationer bl.a. i forhold til EU-rettens udbudsregler, hvorfor forslag herom ikke er medtaget i lovudkastet, men der vil sammen med foreningerne blive arbejdet videre med ønsket.

 

Det bemærkes, at det kun er kombinerede institutioner, hvori indgår en afdeling, der er godkendt til at varetage skole og undervisningsvirksomhed som privat gymnasial skole, der efter forslaget kan indgå i administrative fællesskaber.

 

Bestyrelsesmedlemmers danskkundskaber

DF foreslår, at den foreslåede bestemmelse, om at der kun stilles krav om, at to bestyrelsesmedlemmer ved tyske mindretalsskoler eller skoler, der er godkendt med et andet undervisningssprog end dansk, skal beherske dansk i skrift og tale, udstrækkes til at gælde for alle skoler.

 

FGF ønsker, at ændringen også gælder for skoler, der har en afdeling, der er godkendt med et andet undervisningssprog end dansk.

 

Bemærkninger:

DF’s ønske imødekommes ikke. Kravet til danskkundskaber er for bestyrelsens vedkommende indarbejdet i friskoleloven bl.a. på baggrund, af at medlemmerne skal kunne forstå indholdet af gældende regler for frie grundskoler. Ligeledes skal bestyrelsen underskrive skolens årsrapport, hvorfor det må kræves, at medlemmerne kan forstå, hvad de skriver under på. Bestemmelsen blev indarbejdet i 2005 bl.a. som en opfølgning på regeringens strategi for bedre integration.

 

FGF’s ønske kan imødekommes inden for den foreslåede formulering af lovteksten. Det vil blive præciseret i lovbemærkningerne.

 

Folkeskolens afgangsprøve kun i dansk

FGF og PGS ser gerne, at elever på skoler, der er godkendt til i en særskilt afdeling på skolen at modtage undervisning på et andet undervisningssprog end dansk, kan vælge at aflægge prøve alene i faget dansk.

 

Bemærkninger:

For de frie grundskoler gælder samme regler om afgangsprøven som i folkeskolen. Det følger af friskoleloven, at eleverne på en fri grundskole, der tilbyder undervisning på 9. klassetrin, skal aflægge folkeskolens afgangsprøver, medmindre skolen har meddelt Undervisningsministeriet, at den ikke afholder prøverne. Elever kan ikke kun aflægge afgangsprøve i et enkelt fag i folkeskolens afgangsprøve. Det vurderes ikke at være hensigtsmæssigt at fravige dette i forhold til nogle enkelte elever.

 

Dispensationsmuligheder

FSL ønsker, at dispensationsreglerne for nystartede frie grundskoler skal være ens uanset om den nye skole erstatter en tidligere fri skole.

 

Bemærkninger:

Der ændres ikke ved muligheden for dispensation fra elevtalskravene for visse eksisterende skoler. Denne mulighed omfatter ikke - som antaget af FSL - nystartede frie grundskoler.


Bilag 1

 

Oversigt over høringssvar vedrørende

Forslag til lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og andre love på Undervisningsministeriets område

(Forenklinger og moderniseringer på de frie skolers område m.v.)

 

 

HØRINGSPARTER

HØRINGSSVAR

 

 

JA

Bemærkninger

NEJ

 

Folkehøjskolernes Forening i Danmark*

X

Ja

 

 

Efterskoleforeningen*

X

Ja

 

 

Foreningen af Frie Ungdoms- og Efterskoler

 

 

X

 

Foreningen af Husholdnings- og HÃ¥ndarbejdsskoler*

X

Ja

 

 

Frie kostskolers fællesråd*

X

Ja

 

 

Private gymnasier, studenterkurser og hf-kurser

X

Ja

 

 

Gymnasieskolernes Rektorforening

 

 

X

 

Gymnasieskolernes Lærerforening

X

Ja

 

 

Danske erhvervsskoler

 

 

X

 

Professionshøjskolernes Rektorkollegium

X

Nej

 

 

Lederforeningen for VUC

X

Nej

 

 

Erhvervsskolernes Bestyrelsesforening

 

 

X

 

Gymnasiernes Bestyrelsesforening

X

Nej

 

 

Bestyrelsesforeningen for professionshøjskoler

 

 

X

 

VUC Bestyrelsesforening

 

 

X

 

Danske Landbrugsskoler

 

 

X

 

Foreningen af studenterkursusrektorer

 

 

X

 

Erhvervsskolelederne i Danmark

 

 

X

 

SOSU-lederforeningen

 

 

X

 

Foreningen af forstandere og direktører ved AMU-centrene

 

 

X

 

Frie Samarbejdende MVU-institutioner

 

 

X

 

Lærerseminariernes Rektorforsamling

 

 

X

 

Pædagogseminariernes Rektorforsamling

 

 

X

 

Sygeplejeskolernes Rektorforsamling

 

 

X

 

Bestyrelsesforeningen for Social- og Sundhedsskoler

 

 

X

 

Lærerseminariernes Bestyrelsesforening

 

 

X

 

Pædagogseminariernes Bestyrelsesforening

 

 

X

 

Frie Grundskolers Fællesråd

X

Ja

 

 

Dansk Friskoleforening

X

Ja

 

 

Frie Skolers Lærerforening

X

Ja

 

 

Rigsrevisionen

X

Nej

 

 

KL

 

 

X

 

Datatilsynet

x

Ja

 

 

* Folkehøjskolernes Forening i Danmark, Efterskoleforeningen og Foreningen af Husholdnings- og Håndarbejdsskoler har afgivet fælles svar via Frie Kostskolers Fællesråd.